Glædelig Jul

Julen står for døren. I aften er det Juleaften, de kristnes store højtid. Vi håber, at det ny år, der kommer lige straks, vil vise sig at blive meget bedre end 2015, der blev et Annus Horribilis. Sjældent har man set så mange konflikter. Det synes som om, at menneskene strides og kives overalt. Ingen fred her, ingen fred der. Alligevel arbejdes der for, og håbes på en bedre fremtid, senest på klimakonferencen i Paris. Det får trods alt én til at sige med Nordahl Grieg

Ung må verden endnu være!

Med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår fra

Verner 

Det Kgl. Kapel

Inden Maersk Mc-Kinney forlod denne verden nåede han at få bygget en ny opera i KBH.s Havn. Smukt nyt operahus. Det Kgl. Teater skulle så (bare) finansiere driften af teateret og Københavns kommune, forventede man, skulle sørge for en hurtig forbindelse tværs over det relativt smalle havneløb, i form af en bro. Her 10 år senere er denne bro ikke blevet færdig endnu. Vi taler om ti år. Til gengæld er Det Kgl. Teater i mellemtiden flere gange blevet udsat for væsentlige besparelser, i form af nedskæring af teatrets tilskud.

Den ny besparelse, der rammer teateret vil, som det ser ud lige nu, medføre en nedskæring af Det Kgl. Kapel, operaens gamle hæderkronede operaorkester, der iflg. planen skal afskedige 14 musikere.

Det Kgl. Kapel er omkring 500 år gammelt og et klenodie. Smukt spillende med særegen og smuk klang. Det er verdens ældste orkester eller måske næstældste. Men en organisme, som et operaorkester af den karat er, kommer ikke af sig selv. Der er tale om resultat af mange generationers arbejde, med til stadighed at højne kvaliteten og opretholde samme. Det daglige slid i generationer. Man kan naturligvis ikke bare bortskære 14 stillinger i orkestret, uden at forrykke balance og klang væsentligt. Mange operaer og balletter kan ikke mere spilles på det niveau, som stykkerne fordrer.

Personligt vil jeg kalde det for et kulturmord.

Verner

Lennon på Frederiksberg

Pt. spiller Aveny-T (Aveny Teateret) på Frederiksberg Allé en teaterkoncert med John Lennons sange. Her er det naturligvis et spørgsmål om, hvor meget teater det er. Det er mest ex-beatlens sange, det drejer sig om. Selve forestillingen er, som den blev oplevet i fredags, i hvert fald ikke mindeværdig, men interessant pga. sangene, hvoraf flere er ørehængere af rang. Så langt så godt.

Der var stuvende fuldt, dvs. alle pladser var besat. Udsolgt.  Fint for teatret, og fint for Lennon. Man kan næsten kun være glad, ikke?

Hvordan det lige er lykkedes teatret at få teater bevilling til den gamle nedslidte bygning står hen i det uvisse. Problemet er ikke, at teatret er nedslidt, men at adgangsforholdene er så dårlige, som tilfældet nu engang er. Jeg og mit lille selskab sad på nogle af de bagerste pladser, inden under en balkon ville jeg tro. Det tog lang tid for publikum at komme ind og ud af teatersalen, mest for os der sad bagerst. Men hvis vi nu tænker os, jeg håber nødig noget sådant skulle finde sted, at der bliver brand, mens salen er fyldt, har vi den helt store katastrofe. Mange ville indebrænde. Eller et angreb foretaget af bindegale muslimske terrorister.

Prøv selv at give det en tanke.

- Jeg er ikke helt sikker på, at jeg tør komme der mere.

Verner 

ROM

Roms fald

”Rom kollapsede år 476. Det skete helt uventet for borgerne i Rom. De var efter alt at dømme sikre på, at verden ville fortsætte som hidtil med små modifikationer. De tog fejl.

I dag kan vi se alle de tegn, som pegede mod Roms fald, men som folk i situationen ikke kunne eller ville få øje på.”

Dette citat er indledningen på en klumme (Roms fald) i Berlingske Tidende i går 28.11.2015 skrevet af Professor i statskundskab, KU, Hr. Peter Nedergaard, i rubrikken Indspark. 

Rester fra det fordums så mægtige imperium

Desværre vil det føre for vidt, at bringe det hele, dette er jo heller ikke et dagblad, det ville også stride mod den gode professors ophavsret. Tror jeg nok. Jeg håber for interesserede læsere, at de kan finde dette indspark på Berlingskes webside. Det er yderst læseværdigt. Der fortælles om den glidebane, der fik det Romerske Imperium til langsomt at gå under. Under et voldsomt tryk udefra, resulterende i stor indre sikkerhed, men total mangel på sikring af de ydre grænser, gik det galt. Dette indspark er noget af det mest opbyggelige, der længe er bragt i et dagblad. Professoren drager ingen paralleller, han er en klog mand. Hvorfor skulle han? Det ved han, at læseren selv gør. Og det er ikke bare en øjenåbner, det er nærmest chokerende, så det får en til både at sammenligne og tænke over EU’s situation i dag.

Hold da helt op, hvor møg-uhyggeligt!

Verner

Morten Olsen (Mandstræner!)

Det er Dagbladet Politikens dødsjove klumme ATS, der har døbt den nu fhv. landstræner for fodboldlandsholdet Mandstræner!

Med landsholdets 2 – 2 mod Sverige forleden aften stoppede Morten Olsens lange karriere, som landstræner for fodboldlandsholdet. Han er Europas længst siddende landstræner! Men nu er det slut. I forvejen var det klart, at vandt man ikke samlet over svenskerne, var det slut med landstrænerjobbet for Morten Olsen. Svenskerne vandt samlet, og kommer derfor til EM i fodbold i Frankrig. Det gør Danmark ikke. Den sidste kamp blev ellers seværdig, med svenskerne i front med to mål. Kampen endte 2-2 efter et voldsomt pres fra det danske holds side. Det svenske hold var spillet helt ned under græstæppet! Forskellen på de to hold betegnes bedst ved, at svenskerne rådede over en superstar; Zlatan. Det gjorde vores hold desværre ikke.

Det var underligt at se Morten Olsen efter kampen blot forlade Parken.

Og hvad så?

Olsens afgang bør slutte med en gigantisk reception / fest for Morten Olsen, landsholdsspilleren, landsholdstræneren, der har givet dansk fodbold så meget. Som foruden trænergerningen, også fik udvirket en ensartet træning og påvirkning ned gennem rækkerne, så landsholdsspillerne altid vidste, hvordan der blev spillet på landsholdet, om de som seniorer skulle blive udtaget. Det er en uforskammethed uden sidestykke, hvis denne personlighed blot skal tage hjem til Holland, hvor han bor, uden en kæmpe tak for den beundringsværdige indsats for dansk fodbold, han har ydet et helt liv igennem. Dét skylder vi ham i det mindste.

Han vil for altid være en af nationens store sønner.

Havde Morten Olsen ikke i forvejen været optaget i Parkens Hall of Fame burde han blive det nu.

Det er Olsen dog - retfærdigvis!

Zlatan Ibrahimovic

Verner

Man ligger som man reder!

I Sverige var der ingen grænser for hvor mange flygtninge, man kunne modtage, indkvartere og brødføde. Befolkningen havde ifølge svenske politikere pligt til at modtage utallige, indtil man opdagede, at der faktisk er grænser, og nu beder man EU om hjælp til et problem, man selv har skabt. Man kan ikke fremstå på tv med den slags synspunkter, uden at det bliver hørt i Syrien, først og fremmest, og så tro, at der ikke reageres på det. Heraf balladen. Iflg. Berlingske Tidende d.d. opfordrer svenske myndigheder nu asylansøgere til at blive i Danmark eller Tyskland i stedet for at komme til Sverige (sic!).

”Nu beder jeg Dem, Fru Heilbunth!”

Iflg. samme fortræffelige dagblad skærper Tyskland nu kursen over for syriske flygtninge. Iflg. Fru Merkel og andre tyske politikere kunne Tyskland modtage en million flygtninge, forlød det tidligere. Man vil nu begrænse asylrettighederne for de syriske flygtninge. De skal fremover kun modtage subsidiær beskyttelse, der indebærer midlertidig opholdstilladelse på et år, men ikke medfører retten til asyl eller familiesammenføring.

Retten!

Det er helt nye toner.

Citat fra Berlingske Tidende i dag:

”Det er modsignalet til de pæne hjemmelavede fotos, som Fru Merkel fik taget af sig selv og flygtninge, og som via smartphone nåede flygtningelejrene i Tyrkiet og Libanon og fik folk til at begynde at marchere.”

Når man så samtidig hører, at der har været forhandlinger mellem EU og Tyrkiet, gående ud på, at Tyrkiet, som betaling for at hjælpe EU med at holde på flygtninge og asylansøgere fra Syrien, skulle optages som fuldgyldigt medlem af EU, er målet fuldt. Hvis det altså bliver resultatet.

Det er derfor man (vi), efter min opfattelse, ikke skal være medlem af EU, hvor man risikerer, ud af den rene luft, pludselig at få optaget Tyrkiet, hvis kæmpestore befolkning som bekendt er muslimer.

Foto er fra Kristeligt Dagblad.

Addendum:
I dag (09.11.2015) læser man så, at den ny tyske holdning og skærpelse overfor flygtninge ikke holder stik. Sagen var ikke blevet godkendt af regering og kansler.


Verner

Il Trovatore (Trubaduren)

Guiseppe Verdi

Da komponisten Verdi var midt i, eller sidst i trediverne, havde han ét stort ønske: at købe sig en gård, eller rettere et gods. Men, den på dette tidspunkt allerede berømte og feterede komponist havde simpelthen ikke råd til at erhverve sig det attråede gods. Men han fattede en plan. At komponere et par operaer og betinge sig royalties; en afgift for hver gang operaerne blev spillet. Sandsynligvis noget helt nyt for datiden.

Det blev til operaerne Rigoletto (1851), Il Trovatore (1853), og La Traviata (1853). Det blev eksempelløse succeser, La Traviata med nogen forsinkelse. Disse operaer, og en del flere af Verdi, bliver opført med stor succes i dag, mange år senere. Pengene væltede ind i rå mængder. Verdi fik sit gods. Netop lige nu er Verdi den mest spillede operakomponist.

Il Trovatore (Trubaduren)

Handlingen i denne opera er stærkt indviklet, man må gennemlæse den en del gange, for at forstå hvad der foregår. Historien forgår i Spanien i middelalderen. Heri indgår krig, heksebrænding, brodermord, løgn og overtro, baby, der brændes på bålet ved en fejltagelse, den helt store kærlighed, jalousi og hævn. Alt sammen til Verdis overdådige operapartitur, med et væld af smægtende melodier, i en endeløs række forekommer det. Alene Verdis vidunder af en melodi og tematisk stof, hvor den tilfangetagne Azucena bliver forhørt af Grev Luna og hans folk. Det er voldsomt dramatisk og vidunderlig musik. Denne opera har trods sin vanskelige handling altid været uhyre populær. Og så kræver den sangere. Topsangere i hovedrollerne! Det er ikke for nybegyndere.

Fra The Mets strålende forestilling.
Teateret har fortjent al den reklame, de kan få.

Opera bio fra Metropolitan Opera: Il Trovatore

Metropolitan Operas udgave, overværet i søndags i Imperial Bio, var iscenesat af den britiske instruktør David McVicar. Og endelig oplevede man (jeg) en god opsætning af superklassikeren Il Trovatore. Ikke noget med at flytte handlingen til et kraftværk i en sø, eller til borgerkrigene i Jugoslavien eller andet mærkeligt, men som stykket oprindeligt var tænkt: sort, sort middelalder.

Og det var en strålende forestilling.

Hovedrollerne blev sunget af

Leonora: Anna Netrebko,

Azucena: Dolora Zajick,

Manrico: Yonghoon Lee

Grev Luna: Dmitrij Hvorostovskij

Dirigent: Marco Armiliato

Her er tale om filmatiseret opera, hvor alt ser fint ud på scenen, men på film er sopranen Netrebko måske lige for gammel til rollen som Leonora og lidt for buttet. Men overdådigt syngende, som de andre hovedrolleindehavere. Til det fabelagtige orkesterspil sang Hvorostovskij (baryton) uforglemmelig godt. Han er den bedste Grev Luna, jeg har set, og en af de allerbedste, jeg har hørt i denne skurkerolle. Jeg drømmer om hans præstation endnu.

Undervejs var der kæmpebifald til sangerne, stor stemning i teateret. Og ved slutfremkaldelserne var der enorm begejstring. Det, der her blev præsteret, var operateater på topplan.

Verner

Addendum:

Før forestillingen og i pausen blev der vist og spillet klip fra kommende forestillinger på Metropolitan. Det så fantastisk ud, og som det lød. F.eks. et lydklip fra Wagners Tannhäuser, med The Mets superbe orkester dirigeret af selveste James Levine var fabelagtig overdådigt, storslået! Hvilket orkesterspil. Nå, da da, det var Wagner, som man næsten kun kan drømme om!

Flygtninge / Folkevandring

Efterhånden som problemerne vokser, kommer de folkelige protester selvfølgelig. Det kunne ikke gå anderledes. Det duer ikke at progressive politikere, alle fra det man kan kalde godhedsindustrien, fremturer med udtalelser som f.eks.

Vi har plads nok, vi kan tage mange flere flygtninge (Sverige)

Vi kan mindst tage en million flygtninge (Tyskland)

Disse politikere, der meget gerne gennemtrumfer deres synspunkter, har en del at forklare i deres hjemlande. Endnu ser det ikke ud til, at de bliver holdt ansvarlige for deres gerninger. I forståelse med deres egen befolkning er de i hvert fald ikke. Det ses i Tyskland af de store demonstrationer mod flere flygtninge, senest i Dresden. Foruden overgreb på såkaldte asylcentre. I Sverige er efterhånden seksten asylcentre blevet sat i brand, hos broderfolket tales om mordbrande.

Det ligger meget tungt hos europæiske politikere at skelne mellem reelle flygtninge og migranter. Der er reelt tale om en folkevandring mere end en flygtningesituation. I takt med de mange flygtninge fra krige i Mellemøsten og Nordafrika, er det gået op for mange migranter fra lande øst og syd for Europa, at tempoet skulle sættes op, for at nå ind i Europa før grænserne blev lukket, hvad de skulle have været for længst. I Tyskland er man lykkeligvis i stand til at returnere utallige migranter fra det vestlige Balkan, som i sagens natur ikke er flygtninge. I Danmark har man heldigvis for længst sat hælene i. Heldigvis. Danmarks befolkning er kun på 5½ million mennesker. Selv i en storby i Tyskland, som f.eks. Berlin, er der flere indbyggere end i Danmark. Skulle vores grænser bare stå åbne, blev danskerne snart i mindretal i deres eget land. Tænk lige et øjeblik på dette! I øvrigt ser man sjældent religion inddraget i debatten. Fortsætter folkevandringen med kurs mod Europa, bliver den største religion i Europa ikke kristendommen men Islam. Med tanke på de mange troende i Tyskland og længere nede i Sydeuropa kan det kun skabe kæmpestore konflikter. Konflikter, der ikke lader sig løse.

I skrivende stund oplever man (jeg) også Tyrkiet prøve på afpresning af EU mht. finansiering af deres flygtningesituation, samt forlangende om at blive optaget i EU. Det er virkeligt stærkt!

Jeg har i mange år været en stor beundrer af Fru Merkel, som et stabiliserende midtpunkt i EU. Men – vi kan sagtens komme til at opleve Fru Merkel miste sin kanslerpost, som et resultat af alt for stor imødekommenhed over for ikke flygtninge, men i virkeligheden migranter!

Det ville gøre mig ondt. Slutteligen kan man så tænke på, hvordan EU så kom til at se ud!

Verner

Smukt efterår

Efteråret er over os. Uafvendelig er det. På dagens cykeltur gennem et skovstykke, stod det helt klart. Årets smukkeste årstid er allerede langt fremskreden. Solen tittede så småt frem og afslørede det maleriske forfald. Vissent løv, gule og brune farver begynder at dominere. Underligt så tyst der var. Fuldkommen tyst, som kontrast til menneskets verden. Kun langt borte i skoven svage lyde.

Naturen var nærmest afventende. Ingen dyr, mennesker. Stilhed.

Vinteren kommer.

Det smukke foto er taget af Hr. Joakim Larsen

Store bløde landskaber

Hvor kun gamle skovhuggere høres med deres økser

Den friske lyd af stærke hunde om vinteren

Og - som en klokke – skøjter der bider i ny is

Lars Gustafson 
Udsnit af:
Verdens stilhed før Bach

Verner

Henning Mankell er død

En af det moderne Sveriges store forfattere er død. Henning Mankell blev 67 år. Han døde af den kræftsygdom, som han for nogle år siden blev ramt af. Alle, der har fulgt Mankells karriere og hans gigantiske romanserie om personen Kurt Wallander, og det moderne Sveriges forvandling i takt med tidernes skiften, kan kun føle vemod. Nabolandet Sverige minder rigtig meget om Danmark, på godt og ondt, så vi danskere nikker genkendende til meget i Mankells romaner. Mankell var i sine romaner den bekymrede humanist, og at betragte Sverige gennem hans briller er ikke altid rart. Læseren af kæmpeserien om Kurt Wallander vil sent glemme den lettere deprimerede politimand, og slet ikke seriens mesterlige forfatter. Da Kurt Wallander i slutningen af romanserien genser sit livs store kærlighed, som han ikke blev gift med, heller ikke nu hvor hun er døende af kræft, er ikke et øje tørt. Wallander bliver dement og forsvinder ind i mørket. Mankell fik sluttet serien på den helt rigtige måde.

Mankell skrev under sin sygdom en roman om sygdommens forløb. Jeg har ikke læst den endnu. Det vil nok kræve sin mand.

Skulle jeg anbefale et par romaner af mesterlige Henning Mankell bliver det:

Hundene i Riga (fra serien om Wallander)

Og

Kineseren

Henning Mankell

Verner

Berlin er vel en messe værd?

Brandenburger Tor

Det rigtige citat er:

Paris er vel en messe værd? - Henrik 4. af Frankrig.

Ved et genbesøg fornylig i Berlin, EU’s hovedstad, må man sige at Berlin vel er en messe værd. I tyverne og op i trediverne i forrige århundrede, havde Berlin et ry, som byen, hvor livet blev levet. Der var gang i den, som ingensinde tidligere, kan man forstå. Især nattelivet og kulturlivet havde gyldne tider. Det kommer man naturligvis aldrig til at opleve igen, i sagens natur. Men her i 2015 er det ubetinget stedet, hvor tingene sker. Er der et land med forrang i EU, er det Tyskland, og med Tyskland hovedstaden Berlin.

Siden sidste besøg var der gået ni år. Meget er forandret på ni år, men byen dog til at kende igen. I de mellemliggende år er EU vokset i størrelse, i magt, og med det Tyskland og Berlin.

Men selve byen Berlin er virkelig spændende for en turist. Utallige er mulighederne for oplevelser og lærdom. Denne gang boede vi også i Kurfürsten Damm kvarteret ikke helt ude på Olivaer Platz, men lidt længere inde mod centrum, nemlig Hardenberg Strasse. En glimrende adresse, tæt på tog, metro og busterminal. Hotellet ganske alm. firestjernet. Ikke noget at skrive hjem om.

Nu er spørgsmålet. Skal det være i dette kvarter, man skal bo eller eje en lejlighed, eller i Prenzlauer Berg i det tidligere Østberlin?

Kurfürsten Damm kvarteret er meget smukt, smukke gader (mange af dem alleer) og hoteller, masser af restauranter og cafeer, og ude på den berømte boulevard Kurfüsten Damm al den luksus, som man kunne ønske sig. Eller skal det være det indtagende, stille og rolige Prenzlauer Berg, så indtagende og smukt på en sommerdag, som man ikke skulle tro muligt?

Men bortset fra dette, var Berlin atter en oplevelse. Brandenburger Tor, det berømte vartegn ved begyndelsen af Unter den Linden, var nyistandsat og meget flot, men gaden Unter den Linden er under restaurering, eller ombygning om du vil. Den var ikke mange sure sild værd, men overrendt af turister alligevel.

Den samme slags mennesker; turister, flokkedes også alle mulige andre vegne, som f.eks. den berømte Rigsdag med den bemærkelsesværdige kuppel. Nu kan jeg naturligvis blive ved i en uendelighed med alle disse turiststeder. Det er et spørgsmål, om man kan anbefale det ene frem for det andet. Men jeg kan jo forsøge med et par enkelte ting. Kun et par enkelte!

Akvariet

På Alexander Platz er der indgang, blandt flere, til akvariet, Europas største skulle det være. Det står på højkant inde i en bygning med en indbygget elevator centralt i akvariet. Så når man kører op, er man omgivet af fisk. En oplevelse.

Eller når man står lige i Brandenburger Tor kan man lang ude i Tiergarten se den berømte Sieges søjle. Her på søjlen er vist alle tyskernes militære sejre over naboerne i fortiden.

I Spandauer Vorstadt må man ikke snyde sig selv for at se og opleve Hackeschen Höle med de smukke, lukkede baggårde. Man finder dem såre let, og dét er en seværdighed af de sjældne.

Husk lige at opleve DDR-museet tæt på Museumsinsel!

Sieges Søjle

Tag næste fly til Berlin!

Verner

Rachmaninov i Koncerthuset

En af årets tidligste torsdagskoncerter var flyttet til i går lørdag, pga. pianisten Lang Langs deltagelse i et statsjubilæum i hjemlandet Kina. Alligevel var der stopfyldt i koncertsalen, for hvem vil ikke gerne høre fænomenet Lang Lang, ovenikøbet når han skulle være solist i Rachmaninovs 2. klaverkoncert. Når dertil lægges, at den østrigske dirigent Manfred Honeck stod i spidsen for DR Symfoniorkesteret, havde man virkelig lagt op til den store aften, det også blev.

Rachmaninovs 2. klaverkoncert er en ørehænger af rang. Voldsomt populær hos musikfolket, med al sin sentimentalitet, fængende melodier, farvestrålende pragt osv., osv.

Lang Lang

Det blev også en oplevelse. Lang lang har stadig manerer, men optræder knapt så underligt mere. Til gengæld er han teknisk brillant, som få andre i vor tid. En megastar. Man forstår det til fulde, når man hører ham, som i aftes i Koncerthuset. Rachmaninovs musik fik al den pragt og skønhed, man kunne forlange. Der var øjeblikke, hvor orkesterledsagelsen gik fra forte (kraftigt) til piano (svagt), hvor klaverstemmen ligesom voksede ud af stormen og næsten ensomt sang om svundne tider, det tabte fædreland; En anden tid et andet liv. Storslået øjeblik; ét af mange. Ren magi også takket være orkester og dirigenten Honeck.

Som ekstranummer gav Lang Lang et intermezzo. Måske var det af Tchaikovsky, jeg ved det ikke. Meget betagende, intimt, næsten nænsomt. Stor musik i lille målestok. Så smukt, så smukt. Stormende bifald.

Manfred Honeck

Efter pausen dirigerede Manfred Honeck Tchaikovskys femte symfoni. Pragtfuld russisk musik. Højt elsket og beundret klassiker. Formidabelt spillet af orkester og dirigent.

Verner


Addendum

Ud over virkelig at nyde den fantastiske koncert og den ligeså fantastiske musik, er der mere at tænke på, som sædvanlig, naturligvis. Jeg sad på et afsnit, der hedder Orkesterplads C. Det var lige oppe over gruppen af Bratchspillere, messinggruppen og timpanisten (slagtøjspilleren, i dette tilfælde en musiker, der spillede på bækkener, fire af slagsen, hvilket ikke går stille for sig). Det understregede alt sammen musikkens uhyre omfang, og der blev gået til den, alt imens musikkens synkrone og asynkrone dele blev afviklet med uhyre kraft og præcision, hvor det ifølge partituret skulle. Det hele ledet af en superdirigent som Manfred Honeck. Det var spektakulært.
Ydermere, bør man tænke på, synes jeg, at den musik, der blev spillet i aftes, var kendt og elsket musik, men engang var denne musik fuldstændig ny. Tilhørerne på den tid må have været næsten chokerede, ligesom jeg, der ellers har hørt så meget klassisk musik i mit liv, omtrent var det. En symfonisk aften af en kvalitet som ikke hørt længe.       

HN

Alle fodbold interesserede drenge mellem 8 – og 80 år ved, hvem der tales om, når Harald Nielsens navn nævnes. Harald Nielsen var en fodbold superstar om nogen. Ikke alene var han fodbold superstar, men også landsholdsspiller og professionel i Italien, i Bologna, hvor han også hyldes og mindes i disse dage, nu hvor han er død 73 år gammel. Som fodboldspiller var han centerforward, og i sine bedste år lynhurtig og giftigt farlig foran mål. Det sidste var der en del målmænd, der måtte sande. Harald Nielsen scorede mange mål, ustoppelig for et forsvar. Som person var han venlig, høflig, altid smilende, lige som sin hustru livet igennem Rudi Hansen, der i sine helt unge dage var kendt som Mie i Far til Fire-filmene. 

På billedet herunder ser man en ung Harald Nielsen i en kamp i Italien. Desværre var jeg ikke til stede, men billedet er illustrativt. Lige i den grad!

Man ser en ung, flot og slank forward nå bolden før forsvareren, sikkert på grund af langt større speed. Han ser også seriøst tung ud, denne forsvarsspiller! Harald kommer styrtende ind mod målet fra højre side, hvor han modtager en garanteret super flot pasning, og målmanden begår flere fejl, alt sammen i et enkelt split-sekund. Målmanden forudsætter, at Harald Nielsen vil sparke bolden i nettet alle yderst - op af venstre stolpe, i løberetningen! Det var fejl nummer ét. Næste fejl er, at han lige akkurat går for tidligt, og mod venstre stolpe, hvor han tror bolden kommer. Men i virkeligheden sparker superforwarden til bolden med ydersiden af højre fod, hvorfor den skrues i nettet i samme side; altså højre. Det hele har næppe taget mere end et sekund. Voila! 

Målmanden snydt, så vandet drev af ham.

Et sådan mål produceres kun af en super centerforward! 

Ikke sandt!

Verner

Atomkrigen i Hiroshima og Nagasaki

Hiroshima -  efter bomben

Af Aniara - Sang nr. 79

Beskriv den Människa 
Som i glans
Sit släktes likdräkt sydde
Tills Gud och Satan hand i
hand 
i ett förstört, förgiftat land
kring berg och backar
flydde 
för människan: 
askans konung

I disse dage er det 70 år siden, at atombomber første gang anvendtes i krig, og heldigvis foreløbigt sidste. De blev kastet over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki, angiveligt for at stoppe den kolossale krig i Fjernøsten under Anden Verdenskrig. Det var ikke muligt, påstås det, ellers at standse det japanske amokløberi i Asien, som havde varet i 50 år!

Alt er muligt, også at denne påstand holder. Sandsynligvis ville japanerne have fortsat vandviddet, idet de ville have henholdt sig til deres Kejser, eller skal vi sige Gud, der legitimerede det uhyggelige barbari, som japanerne i store dele af Asien var kendt og frygtet for. Det ville have kostet alt for mange amerikanske soldater livet, at foretage en invasion i det japanske moderland. Dette var altså begrundelsen for at anvende atombomber i krig - rettet mod civilbefolkningen.

En anden grund kunne sagtens være, at nu havde man jo udviklet dette nye våben, så måtte det også prøves. Tag lige den!

Spørgsmålet er blot. Kan man det? Kan man bruge et sådan våben i krigsførelse. Det er noget af det mest uhyggelige, som tænkes kan. En fremtidig anvendelse af et sådant våben kan blive menneskets endeligt. Jeg ville tro at japanere, der overlevede dette helvede på jord, vil advare på det kraftigste. At se film og læse om atomkrigen i Hiroshima og Nagasaki er særdeles uhyggeligt, hvordan har det så ikke været, at blive udsat for det?

Selvfølgelig kan man ikke det, hvis man har den mindste smule anstændighed og empati i forhold til andre levende skabninger!

Det ses derfor som uendelig vigtigt til stadighed at nedbringe antallet af atomvåben – plus – at hindre flere lande i at få dem.
Du vil give mig ret i denne opfattelse! 

Nagasaki - også efter bomben

Verner 

Flygtninge?

Man møder gentagne gange de forfærdelige tal om flygtninge, hvoraf der for nærværende skulle være sådan cirka 60 millioner på verdensbasis. Tallene stammer fra nyhedsmedier, aviser, tv m.m. Jeg har også selv været med til at forarges. Og vist er det sandt, at der er mange flygtninge. Mange reelle flygtninge, men tallene dækker også over en migration, jeg vil hellere kalde det en folkevandring. For det er, hvad der er tale om. Så sent som i dag kan man læse i Berlingske Tidende, at flygtninge fra Balkan strømmer til EU i stor stil. I første kvartal af 2015 kom 61.000 flygtninge fra Balkanlande til EU, fordi de er ved at miste håbet om en bedre fremtid. De kommer fra Kosovo, Albanien, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Makedonien. Her er vi fremme ved sagens kerne. Disse mennesker er asylansøgere, altså ikke flygtninge. Hvorfor skulle man give disse borgere i Balkanlandene asyl? Hvad med om de reformerede deres egne lande, blev der, fik bygget noget op, fik ændret forholdene. Hele Afrikas, Mellemøstens, Fjernøstens og Balkans befolkninger hverken kan eller skal bo i EU. Slet ikke i Danmark, der er så lille bitte et land med kun fem millioner indbyggere. Danmark er ikke et indvandrerland. Det er et land, der i den grad skal passe på ikke at blive et land, hvor den oprindelige befolkning bliver en minoritet. I forvejen er der for mange utilpassede, utilfredse tilkommere. Mennesker, der ikke anerkender forholdene og kulturen i det land, hvor de har slået sig ned. Og det i et land med kun fem millioner indbyggere. Det er Danmark!

De 60 millioner er ikke flygtninge. Mange af dem er reelle flygtninge, men i virkelighedens verden taler vi om en gigantisk folkevandring.

Verner

Læserbrev

Ved læsning af læserbreve i div. medier (aviser) keder man sig ofte til ulidelighed. Det er læserbreve, mangelfulde, utilstrækkeligt formuleret og ofte af en mening, man ikke kan vedkende sig eller goutere.

Men.

Der er undtagelser. Som lige her i går i et større herværende dagblad. Jeg tillader mig at bringe det uforkortet, for det er pivgodt udtrykt og formuleret.

Skribentens navn bringes ikke, men det gør det i avisen, og det er heller ikke det, det drejer sig om, men indlægget.

Det kommer her.

Legal aktiespekulation

”Det er naturligvis tilfældigt, at frikendelsen ved Vestre Landsret af det såkaldte direktørnetværk og deres familier for fusk med aktiehandler falder sammen med regeringsskiftet. Det falder dog fint i tråd med den mere liberale holdning til opfindsomhed og friske initiativer, som pludselig er slået an. Det skal være mere legitimt at sørge for sig selv. De irriterende begrænsninger, statsmagten har haft over vores handlemuligheder, lempes. At det er så åbenlyst lovmedholdeligt at spekulere mod sin egen virksomhed med serielle opkøb, som ender med, at banken må købe sine egne aktier til overkurs, har vaccineret mig mod at investere i bankaktier.”

Opbyggeligt indlæg, ikke sandt?

Verner

Copenhagen Jazz Festival 2015

Master Fatman - altid glad og positiv!

Den årlige Jazz Festival er i fuld gang. Dårligt er Roskilde Festivalen, der drejer sig om en helt anden slags musik, forbi, før Copenhagen Jazz Festival tager over. Der er utallige arrangementer byen over, kun den virkelige kender kan sige, hvad det egentligt er man absolut SKAL høre. Ikke sandt? Eller - er jeg helt forkert på den? Nu skal det lige tilføjes, at jeg ikke er entusiast, vidende mht. jazz eller aficionado. Det er jeg ikke. Så dette er blot en lægmands betragtninger over et par koncerter, som fandt sted i dag, lørdag 11. juli.

Faktisk var det et helt tilfælde, at jeg midt på dagen befandt mig i det nys ombyggede Frederiksberg Center på Falkoner Allé. Her viste det sig, at Morten Lindberg, skulle jeg tro han hedder, alias Master Fatman, spillede med sin kvartet. Eller hvis kvartet det nu er. Faktisk må jeg indrømme, at det var fremragende godt. Her var ikke tale om amatører, men fuldblods musikere, der virkelig gav publikum noget. Det var smukt, stærkt og det svingede. Dejlig musik. Det havde man (jeg) ikke forestillet sig mht. Master Fatman. Det skal også siges, at han sin størrelse til trods virker let, adræt og helt op på beatet. Og så er han altså også musiker. Bravo.

Nu kan man jo ikke sidde hele dagen i Frb. Center, så på hjemvejen lagde jeg vejen forbi Rødovre Rådhusplads, hvor der hvert år er jazzkoncerter i festivaltiden. Således også i år. Og denne eftermiddag spillede Erik ”Krølle” Andersens Copenhagen Five. ”Krølle” er en fin klarinettist. De andre musikere er også superfine, iblandt dem er Johnny ”Goffy” Rasmussen, kendt fra Kansas City Stompers. Den store rådhusplads var fyldt med borde, hvor ivrige entusiaster sad ved de lange borde, drak kaffe, øl mv. og hørte jazz. New Orleans jazz, sving, danseglad musik. Kvintetten var virkelig god. Kan man høre jazz på dette niveau, kommer jeg gerne igen. Publikum? De var særdeles tilfredse. Det tror da pokker.

Men. - Der er utallige andre arrangementer byen over. En rigdom.

Verner

Vild Ungdom?

Paris i 20'erne

Solen går sin gang

Ernest Hemingways romandebut fra (1926).

San Fermin-festivalen er lige pt. i gang!

Tyreløbet

Romanen rammer de fleste af sine læsere, hvilket er, hvad en stor forfatter kan. Beskrivelsen af amerikanere og englændere i 20’ernes Paris, sådan nærmest i eksil, eller hvad pokker det nu er, og hvad de finder på for at få tiden til at gå, eller gør, fordi de er bange for ikke at leve fuldt ud - eller slet ikke, er mesterlig. Intet mindre. Disse rodløse, mismodige, forvirrede unge fyldt med angst for engagement i det hele taget, er skarpt tegnet af den senere Nobelpristager. Der skal være fart på for denne ungdom. Hvad de gør med og mod hinanden er temmelig stærkt, især da scenen flytter til Pamplona og San Fermin-festivalen. Til tyreløbene dér. Og til tyrefægtning, ikke at forglemme. Stor litteratur.

Med garanti ikke ufarligt dette her!

Amerikaneren Hemingway blev allerede i sin ungdom bidt af Europa, ligesom forfatteren Patricia Highsmith. Disse amerikanere var fuldstændig forblændet af Europæiske storbyer, kultur, sprog, mad, vin og livsstilen, som de ikke kendte hjemmefra. Sådan virker det for udenforstående.

Hvad skulle der så være af nyheder i Hemingways Solen går sin gang? Næh, blot er det litteratur, som burde opleves af endnu flere læsere.

Verner 

Touren

Le Tour

I mange år har vi i denne husstand fulgt TV2’s dækning af Tour de France i tv. Vi har faktisk ikke tal på, hvor mange gange vi har siddet ud på eftermiddagen med tv tændt, klar, med et glas vin i hånden. Fransk vin, naturellement. Mange år faktisk. 

Nu sender TV2 igen Tour de France!

Det er gået op og ned med Touren. I mange år ødelagde amerikaneren Lance Armstrong rent faktisk løbet. Han var alt for stærk. Dette kom sig af, at denne atlet from Over There havde fundet et præparat at køre cykelløb på, som man ikke kendte i løbsledelsen. Ergo var der ingen doping. Det blev ret trivielt, så mange gange han vandt løbet i træk. Han blev for stærk. Men alligevel elskede vi løbet, og gør det stadig.

Det var dengang altid en oplevelse at se og høre Jørn Mader og Jørgen Leth speake løbet. Især Jørgen Leths mange interessante historier om det smukke Frankrig, dets mange provinser og byer, slottene, sproget, maden og vinen. Sådan er det ikke mere. Det Tour de France du engang kendte findes ikke mere. For nu at bruge en moderne politisk vending. Jørgen Leth deltager stadig, men på et andet niveau, om jeg så må sige. Det er rart, at han stadig er hos os, når Touren kører. Man føler sig tryg.

Men Touren er som nævnt ikke mere den samme. Efterhånden starter den i et andet land end Frankrig. Det kan man leve med, men førhen kom løbet for en stor dels vedkommende Frankrig rundt, hvilket er, hvad det drejer sig om. Det usædvanligt smukke og storslåede Frankrig. Frankrig med de mange smukke provinser.

Touren i år er stort set to cykelløb. Cykelløb nr. 1 foregår, efter starten i Holland og Belgien, i og omkring Pyrenæerne. Jeg kan anbefale alle at besøge denne storslåede egn. Dernæst flytter hele menageriet pr. fly til Alperne, hvor cykelløb nr. 2 finder sted. Afslutningsvis flytter alt, revl og krat, så til egnen ved Paris, hvor afslutningen finder sted.

Altså ikke Frankrig rundt, men to separate cykelløb. Vi får ikke set de mange forskellige og dragende provinser undervejs.

Dette er min anke.

Om vi så ikke skal se Tour de France. Jo det ved Gud da, vi skal. 

Lance

Verner

Kirill

Kirill Petrenko

Berliner Philharmoniker har endelig valgt deres ny chefdirigent, der efterfølger Simon Rattle på chefposten i 2018.

For at forstå vigtigheden af en sådan meddelelse skal man vide, at de berømte Philharmonikere fra Berlin er den ene af de to vigtigste chefposter inden for den klassiske musik, nemlig Musikchef på Wiener Staatsoper og Chefdirigent for Berliner Philharmoniker.

Det er også sådan, at orkestrets medlemmer stemmer om, hvem denne ære skal vederfares, og de har altid i en sådan valgsituation været uenige. Det tager lang tid. Således også denne gang. Det ligner valget af en ny Pave. Denne sammenligning er, iflg. mig selv altså, ret god. Tidligere paver på denne post var de sagnomspundne dirigenter Wilhelm Furtwängler og Herbert von Karajan.

Tidens store dirigentprofiler har alle været nævnt mht. posten, som chef hos berlinerne:

Andris Nelsons

Riccardo Chailly 

Mariss Jansons

Christian Thielemann

Gustavo Dudamel

Daniel Barenboim

Men ingen af disse kunne, eller ville - eller orkesteret ville ikke. En topdirigent har i forvejen kontrakter, som han hverken kan eller vil rejse fra.

Jeg selv havde gerne set Ricardo Chailly blive den foretrukne. Spørger man andre musikinteresserede om deres valg, får man helt sikkert et andet svar. Men nu er det jo orkesteret, der vælger. Den internationale presse svømmer over med påstande om, at den udvalgte, Kirill Petrenko, ”kun” er fjerde valg. Men enige blev man altså.

Hvorhen det vil føre er helt åbent. Valget af Petrenko er et eventyr. I bedste fald vil det sikre, at den nye chef vil føre orkestret tilbage til det område, det har forsømt i de seneste år under Simon Rattle i alle de ekstra-musikalske projekter: det koncentrerede arbejde med egen lyd. Og det vil ikke den værste løsning. Kirill Petrenko er kendt for dette.

Karajan - en af Petrenkos berømte forgængere på posten

Verner