mandag den 30. november 2009

Thorning versus den danske banksektor

Dette billede
er naturligvis ren fiktion
Du kan være lige så uenig med Helle Thorning Schmidt, politisk, som du lyster, for min skyld ingen alarm, men nedenstående, der er taget direkte fra Børsen d.d., er hverken politik eller religion, det er blot betragtninger over den danske banksektors rystende fremfærd og forløjethed. Der er ingen grund til at forvente, at finansministeren, blot en ung kvinde fra Jylland, på Finansrådets årsmøde i dag vil tale branchen midt imod endsige indføre ny meget skrappe forholdsregler, som vil medføre, at det er samfundet, der styrer banksektoren og ikke omvendt. Det kender man efterhånden ministeren for godt til. Så nedenstående er ikke skrevet af denne blogs forfatter, men altså direkte importeret. Jeg selv kan som bankkunde, ligesom alle andre bankkunder, kun være enig i disse betragtninger.

Thorning i frontalangreb på bankerne

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning Schmidt, er vred på de danske banker, som hun beskylder for at være arrogante og godt i gang med at fraskrive sig ethvert ansvar for finanskrisen. Forud for Finansrådets årsmøde i dag lufter hun i en kronik i Berlingske Tidende sin harme over bankerne herhjemme, som efter hendes vurdering med hastige skridt er ved at vende tilbage til det, hun kalder ’tidligere tiders bedrevidenhed og ansvarsforflygtigelse’.
Det vækker hendes undren set i lyset af, at det ikke er mere end godt ét år siden, banksektoren blev reddet af forligspartierne blandt bankpakke I og II – heriblandt Socialdemokraterne.
Thorning er især utilfreds med tre ting:
1. At bankerne hævder, at de ikke kunne se krisen komme – og derfor ikke har noget ansvar for den."Intet kunne være mere forkert. Danske Banker må grundlæggende selv tage ansvar for, at de øgede udlånene med 20-25 pct., hvor den årlige nominelle vækst blot er 5 pct.," skriver Thorning, der tilføjer, at "bankerne satsede alt for meget på at opnå store kortsigtede gevinster."
2. At bankerne fremstiller prisen for bankpakkerne som alt for høj. Thorning mener, at både bankernes provision til staten i bankpakke I og renterne for statslån via Bankpakke II er rimelige set i forhold til den sikkerhed, de to ting betyder for banksektoren. Og at det ville klæde branchen at vise lidt ydmyghed. "Derfor er det også en helt uhørt provokation, når bankerne netop har offentliggjort, at de vil udbetale millionbonusser. De burde kanaliseres tilbage til skatteyderne eller kunderne," skriver Thorning.
3. At bankerne kun accepterer strammere regulering, hvis den også gælder udlandet. "Det er en dårlig undskyldning – der dækker over at bankerne håber, at de internationale regler bliver ganske slappe og udvandede, fordi der skal tages så mange forskellige nationale hensyn," skriver Thorning.
Hun vil have stramme danske regler, også selv om udlandet ikke vil være med. "Det er helt og aldeles urimeligt at forvente, at danske skatteborgere også i fremtiden skal støtte danske banker, der havner i uføre, med den undskyldning, at de internationale regler ikke var stramme nok."
Thorning konkluderer, at den vigtigste lære af finanskrisen er, at markedskræfterne er så voldsomme, at de skal reguleres.
Verner

lørdag den 28. november 2009

Bettina II


I Bettina Heltbergs klumme d.d. i Den Levende fortæller hun om sit barnebarn, med stor glæde og indlevelse. Pigen er 4 år og meget levende, og forstår man høflig og rar. Har du selv børnebørn, genkender du en hel del af fortællingen. Men mormor/farmor Bettina har travlt med at lære ungen en masse, knæveren står ikke stille, fred får ungen ikke. Barnet skal lære noget, hun skal blive klogere, hun skal blive til noget, etc. Baggrunden for forsøget på at lære barnet noget er iflg. Bettina (og hold nu fast!):

”Jeg forstår, at uddannelse er det vigtigste for et lille land uden andre ressourcer. Jeg forstår Lars Løkkes diskrete landsmødeopgør med syv års spildte Anders Fogh-år, blandt andet er at den danske folkeskole en dag skal ligge i top, hvornår var det, om ti år? Vist skal den så.”

Syv spildte år med Anders Fogh!


Verner

torsdag den 26. november 2009

Efterår


I denne tid, sidst i november, føler man sig fastholdt i et lang trist efterår, mørkt og koldt, men glemmer de foregående efterårsmåneders eventyrlige farvepragt, og helt vidunderlige skift fra sommer ind i efterår. Det kan bedst illustreres af Hermann Hesses meget smukke og helt suveræne digt September.
September
Der Garten trauert,
kühl sinkt in die blumen der Regen.
Der Sommer Schauert
still seinem Ende entgegen.
Golden tropft Blatt um Blatt
nieder vom hohen Akazienbaum.
Sommer lächelt erstaunt und matt
in den sterbenden Gartentraum.
Lange noch bei den Rosen
bleibt er stehen, sehn sich nach Ruh.
Langsam tut er die grossen,
müdgewordenen Augen zu.
- og så på vort modersmål!
Min have sørger,
kold regn over blomsterne falder;
nu gyser Sommer
svagt; det er Vinter, der kalder.
Gyldengult blad på blad
falder fra høje akacietræ'r.
Sommer smiler forbavset, svag,
i sin havedrøm, døden nær.
Dvæler længe hos rosen,
tøver, venter, længes mod ro.
Langsomt lukkes dens store,
dybt bedrøvede øjne to.

Ikke sandt. Det er smukt, det kan næppe blive bedre. Hvis ikke det lige var for Richardt Strauss, som har sat musik til al denne skønhed. Og her bliver det så rent faktisk endnu bedre!
Hør R. Strauss' orkestersange Vier letzte Lieder, hvoriblandt September er, med en af vor tids mange store sopraner - og få én på opleveren.
Verner

tirsdag den 24. november 2009

Tarte Tatin


Tarte Tatin, siger du?
Ja, det skulle bare mangle i denne tid, hvor der er så gode æbler. Rolig, den kan også laves med andet indhold, men . . . .
For øvrigt findes i hundredvis af forskellige opskrifter, find dem på nettet.
Her kommer så en af de rigtig gode.

Tarte Tatin

Mørdej:
100 g smør,
120 g mel,
1 spsk. vand

Æblefyld:
4 store syrlige næbler,
125 g sukker,
50 g smør,
50 g hakkede mandler
Tilbehør: Iskold flødeskum
1. Mørdejen æltes sammen og stilles i køleskabet.
2. Sæt ovnen på 250 grader C.
3. I en tærteform med 25 cm diameter fordeles halvdelen af smørret i små klatter over hele bunden, halvdelen af sukkeret drysses over.
4. Skræl æblerne, fjern kernehusene og skær æblerne i skiver, som lægges taglagt i formen. Strø resten af sukkeret over og fordel resten af smørret øverst.
5. Rul mørdejen ud, læg den som låg på fyldet.
6. Stil æbletærten på ovnens nederste rille og bag den i 25 minutter. Dæk med folie, hvis mørdejen bliver mørk.
7. Vend tærten ud på et ildfast fad, så mørdejsbunden nu kommer nederst, drys lidt sukker og de hakkede mandler over og stil tærten ind på ovnens øverste rille. Skru ovnen op på 275 grader og bag tærten færdig på 5-10 minutter.
8. Servers varm eller lun med iskold flødeskum.
Verners fif:
Der skal anvendes meget aromatiske æbler, som f.eks. Cox Orange! Denne tærte bliver kun rigtig god, hvis den laves her i denne tid, hvor æblerne er nyhøstede, fyldt med saft og velsmag.
Hvis du skal have vin til dette:
1. klasses Sauternes
2. Senthøstet / botrytiseret Riesling
Lad være at drikke dem unge!

 
Verner 
 
 
 

lørdag den 21. november 2009

Tomhed!


Vi begynder med fodbold!

Algeriet har kvalificeret sig til VM i fodbold i Sydafrika næste år. Det skete med en sejr over Egypten på 1-0 onsdag aften i Khartoum (neutral bane). I skrivende stund ved jeg ikke hvor Khartoum er! I den foregående kamp mellem de to lande, i Egypten, vandt Egypten med 2-0, hvilket stillede de to hold fuldstændig lige. Dette medførte kampen i Khartoum, som altså Algeriet vandt og derfor kvalificerede sig. Da de algeriske spillere var på vej fra lufthavnen til træningslejren i Egypten i den foregående kamp, blev deres bus angrebet af stenkastende egyptiske hooligans, samtlige ruder blev smadret, flere algeriske spillere blev såret! Dette skriver den franske avis Le Monde.
Disse sårede spillere deltog dog i kampen i Egypten, men iført bandager. De havde det naturligvis ikke godt, men efter kampen var der mange flere, der ikke havde det godt, idet der opstod kæmpeslagsmål, hvor 32 mennesker blev såret. Det medførte diplomatiske forviklinger mellem de to lande.
Sport er sundt, især fodbold åbenbart!
Den afgørende kamp i Khartoum udløste kolossal begejstring blandt de algeriske tilskuere, hvoraf nogle besvimede af begejstring. Dette skriver Jeune Afrique. Disse tilskuere kom sig dog igen og deltog i at give de egyptiske hooligans bøllebank. Nye diplomatiske forviklinger.
For at forstå en del af baggrunden for alt dette, skal man vide, at de unge i Algier elsker fodboldlandsholdet. De unge under 25 år udgør 35 pct. af en befolkning på 35 millioner. Interessen for landsholdet er en form for medicin, der gør det muligt for dem at glemme landets elendighed. Så langt fodbolden.

De unge er klemt fast mellem Middelhavet og Sahara, hashrygning og arbejdsløshed og bøn til Allah.

Som en ung studerende sagde til Le Monde:

”Tomhed. Forstår du det? Tomhed. Vi har ingen fremtid.
Hvis ikke du har forbindelser, kan du intet gøre!”

Det unge afrikanere oplever, både nord og syd for Sahara, er at tilbringe deres liv i samfund, der er korrupte, fattige, tilbagestående. Deres liv går til spilde, de har kun Allah og så lige fodbold. Intet under, at nogle af disse unge desperat søger mod Europa, man skal bare lige over Middelhavet, og er det syd for Sahara, skal man blot til De Kanariske Øer. Dette sker ofte med livet som indsats. Hvad ingen af de unge mennesker forestiller sig er, at de simpelthen ikke er velkomne i et Europa, der har sine egne problemer. Ingen vil have dem. Hjemme kan de heller ikke blive.
I et tv-interview oplevede jeg en gang en ung mand, neger, fra et land lige syd for Sahara, sige: ”Når jeg kommer til Europa, får jeg arbejde, tjener penge, får en bil og bliver gift”. Han kunne jo ikke godt tro andet, for han havde jo selv set i tv, at sådan var livet i Europa. At sagen forholder sig noget anderledes og knapt så enkelt, tror jeg ikke, det er muligt at få ham til at forstå. Den helt store misere er, at de samfund de unge lever i ikke undergår en forvandling til det bedre, vel sagtens fordi den herskende klasse plejer deres egne interesser, og der ikke eksisterer en intelligentsia, hvoraf en sådan forandring kunne udspringe. Er dette samfund ydermere muslimsk, bidrager trosretningen til at fastholde befolkningen i status quo, for at sikre sin egen placering. De muslimske samfund har ikke tradition for diskussion, der kunne åbne for nye synspunkter angående, hvordan almene forbedringer og forandringer kunne finde sted, så en fattig befolkning kunne få bedre livsvilkår. Og disse samfunds unge en fremtid.
Et liv simpelt hen!


Verner

lørdag den 14. november 2009

V og K versus DF

DF's hardnitter af en
gruppeformand og
finansordfører
Kristian Thulesen Dahl

Årets finanslovforhandlinger har været præget af alt andet end krisebevisthed. Små symbolmarkeringer har igen fået lov til at dominere. Lokale hundeslagsmål har overtrumfet hensynet til statens finanser.
Dette kan eksemplificeres med sagen, om hvorvidt et nyt superhospital skal ligge i Gødstrup eller Aulum. DF har fuldstændig ret i, at den rette beliggenhed er Aulum, men DF's chefforhandler Kristian Thulesen Dahl blev for en gangs skyld trynet af V og K.
Hvad netop denne diskussion skal gøre godt for nu er totalt uforståeligt, taget i betragtning at statens underskud næste år rammer i omegnen af 100 milliarder kr. og arbejdsløshedstallet stiger til uhørte højder, og hvad værre er, bider sig fast. I de netop førte finanslovforhandlinger er der kun foretaget symptombehandling. Der er ingen fornemmelse for nye, effektive tiltag til afbødelse af de værste følger af kæmpestor økonomisk krise og ditto arbejdsløshed.
Efter otte år uden dynamiske reformer (af arbejdsmarkedet) har Danmark ikke længere råd til at lade symbolpolitiken styre.
Her er det læseren kommer ind. Hvem er det, der i disse otte år har dannet regering og støtteparti og derfor har og har haft ansvaret for nationens ve og vel?

Ja - fuldstændig rigtig!


Verner

fredag den 13. november 2009

VERDENS UNDERGANG!

På den
yderste dag!
Verden går under!

2012
I den matematisk skabte Maya-kalender, der blev lavet for mere end 1500 år siden, forudså Maya-indianerne i Mellemamerika, at Jorden vil gå under på en præcis dag, nemlig den 21. december 2012. Det er den femte og sidste cyklus i en 26.000-års periode, der i kalenderen er skildret med uhyrlig præcision af denne sofistikerede civilisation, der opfandt astronomien. Legenden siger, at den fjersmykkede krigsgud, Kukulkan, vil presse sig op gennem jorden og starte verdens undergang.

Tak skal du ellers have!

Den seneste biograf-film, omhandlende den bedste af alle verdeners undergang, nemlig denne, vor egen, har lige haft premiere, og skal nok gå hen og blive et tilløbsstykke af de helt store. Jeg ved endnu ikke, om jeg gider se så meget ødelæggelse på en gang. Inspirationen kommer fra én enkelt af Mayaernes kalendere, som slutter netop i 2012. Vores egen kalender stopper også på et eksakt tidspunkt, den 31. december, men det går verden jo ikke under af, det kan blot føles sådan, hvis det nytårsaften er lykkedes at få en ordentlig blæser på. Sligt kan jo hænde. Vores egen kalender begynder blot forfra næste dag, og det samme forhold kunne man jo udmærket forestille sig var tilfældet med Mayaernes kalender, ikke sandt?



For nu at sætte sagen på spidsen, synes jeg, at man skal læse dagens udgave af Politikens overordentlig morsomme spalte, ATS:

ATS

I øvrigt mener vi
At folkene bag den nye katastrofefilm spreder unødig frygt med deres påstand om, at verden går under 21. december 2012, når faktum er, at det først sker 14. april 2021 klokken 11.34!
Jehovas Vidner

- Og det er fuldstændig uden hensyntagen til Nostrademus eller ej!

Verner




søndag den 8. november 2009

Kejser Norton I. af USA - Protektor for Mexico

Joshua Abraham Norton
En af Kejser Nortons
Proklamationer

Kejseren i fuldt ornat



Joshua Abraham Norton

En nys indkøbt computer, fik forleden et mindre slagtilfælde, men heldigvis er en af naboerne it-ekspert og fik rettet på de opståede kalamiteter ret hurtigt og effektivt, bl.a. ved ved hjælp af et antivirussystem af fabrikatet Norton.
Og her var det så, at jeg kom i tanke om den gamle, men sande historie om Kejser Norton I. af USA. Som det ses af nedenstående, er han den eneste kejser af USA nogensinde! Man kniber sig selv i armen, og spørger om man drømmer eller er vågen?

Joshua Abraham Norton, (ca. 1819 – 8. januar 1880), også kendt som hans kejserlige majestæt Kejser Norton, var en æret borger i San Francisco, der proklamerede sig som "Kejser af De Forenede Stater" og senere "Protektor for Mexico" 1859. Norton blev født i London, England, og tilbragte den største del af sin opvækst i Sydafrika.
Han emigrerede til San Francisco, efter at han i 1849 havde arvet $ 40.000 fra sin fars ejendom. Norton forsøgte sig en overgang som forretningsmand, men tabte sin formue gennem investering i peruviansk ris
Efter at han havde tabt en retssag, hvor han forsøgte at få sin riskontrakt ophævet, forlod Norton San Francisco. Han vendte nogle år senere tilbage, som en excentrisk og tydeligt psykisk ubalanceret mand, som hævdede, at han var kejser af Amerikas Forenede Stater.
Selv om han ikke havde nogen politisk magt, og hans indflydelse kun rakte så langt som hans omgivelsers humor gjorde ham til, blev han behandlet respektfuldt i San Francisco, og valuta, som han udstedte i eget navn, blev accepteret af de forretninger, som han besøgte.
Selvom han blev anset for at være sindssyg, eller i det mindste meget excentrisk, fejrede San Fransiscos indbyggere hans majestætiske væsen og hans kundgørelser, af hvilken den meste kendte var hans "ordre" om, at USA's kongres skulle opløses med vold (hvilket Kongressen og hæren ignorerede), samt hans mange forordninger om, at der skulle bygges en bro og en tunnel over San Francisco Bay.
Den 8. januar 1880 faldt Norton om på et gadehjørne og døde inden han kunne få lægehjælp. Dagen derpå fyldtes San Franciscos gader af næsten 30.000 mennesker, som viste deres ære over for Norton. Norton er blevet udødeliggjort i litteraturen af forfattere som Mark Twain og Robert Louis Stevenson, som baserede fiktive personer på ham.
(Kilde: Wikipedia)
Verner

mandag den 2. november 2009

Infrastruktur

Ved et besøg for nylig i Schweiz blev det til fulde demonstreret, hvad infrastruktur betyder, især når man tager i betragtning, at man f.eks. i København stadig ikke har fået taget sig sammen til at få bygget en havnetunnel under Kbh.'s havn, fra Tuborg til Amager, en hårdt tiltrængt forbedring for transittrafikken, så man undgår den kolossale daglige belastning af den indre by, og får ledt bilerne uden om.
I og omkring byerne i Schweiz er der masser af tunneller, som går gennem bjerge og under byer. Flotte, store, nye tunneller, der effektivt afleder trafikken fra de gamle, smukke byers centrum. Et skoleeksempel er kæmpetunnellen under Luzern, med opkørsler, så man f.eks. kan komme op direkte i centrum og umiddelbart ind i et parkeringshus. Det er sådan man bevarer et smukt gammelt bycentrum, og friholder samme for alt for mange biler.
- I Kbh. venter vi stadig.
Verner

Giv dine penge bank - II

Roskilde er en gammel,
smuk by!
Roskilde Bank-skandalen har udviklet sig til det værst tænkelige milliardmareridt for staten og dermed de danske skatteydere. Det viser sig nu, at statens tab bliver langt større end forudset, da banken tilbage i august 2008 blev overtaget af Nationalbanken og Det Private Beredskab, skriver Økonomisk Ugebrev. Nedskrivningerne i Roskilde Bank har indtil videre rundet 10 milliarder kroner, forklarer bankens direktør, Lars Jensen, til ugebrevet. Han konstaterer samtidig, at de massive nedskrivninger vil fortsætte. Han tør endnu ikke svare på, hvornår det vil stoppe. Eller opgjort på en anden måde skal hver eneste af Danmarks godt fem millioner indbyggere hver betale mere end 2000 kroner ekstra i skat, som følge af Roskilde Bank-skandalen.
_

”Med en regning på måske 10 mia. kr. har landets skatteydere betalt dyre lærepenge i Roskilde Bank. Men uden en redning var Danmark endt som Island, med et totalt kollaps i finanssektoren”. Det vurderer Mybankers direktør John Norden i et TV-interview på Børsen.dk, d.d. "Havde staten ikke handlet som den gjorde i Roskilde Bank, så var Danmark nærmest gået konkurs. Vi var endt som Island, fordi tilliden til bankerne havde været væk. Og det kunne vi ikke have klaret," siger han.

Giv dine penge bank?
Verner

søndag den 1. november 2009

Tosca




Billede fra
Mariinsky Teatret
i Kirov



Under et interview, i en af pauserne i transmissionen af Tosca fra Metropolitan Opera i New York, siger en af de interviewede kunstnere, at Tosca er operaernes opera; den mest utrolige. Så sandt, som sagt. Forestillingen vises i denne tid nogle gange i operabio-ordningen, derunder også i København, som i mange andre byer verden over. Altså filmatiseret opera-forestilling og ikke operafilm.
Det er derfor, at en meget kendt og spillet opera stadig kan fascinere; operaernes opera. Udgaven fra Metropolitan Opera har alt, hvad man kan ønske sig og holder sig strikt til Puccinis mesterværk.
Operaen er kendetegnet ved mange interessante forhold.
En nærmest ufattelig musik, verdensmesteren Puccini for fuld udblæsning. Der er her tale om en mand, der i den grad kunne komponere operamusik, og så i helt enestående grad. Det er nærmest mageløst.
En hårrejsende uhyggelig historie, handlingen foregår i Rom i starten af det 19. århundrede, hvor Rom var styret af to franske konsuler, et forhold der efterlader et magttomrum, der giver den sadistiske politichef Scarpia, store muligheder for at udfolde sin magt.
En kvinde, der bliver kurtiseret. Hvilken kvinde ville ikke nærmest dåne ved at blive kurtiseret af sin elsker, som Tosca bliver det af Mario Caravadossi i 1. akt? Puccini selv var kvindekær ud over alle grænser.
Hovedpersonen Tosca, der intimideres, pines og plages af Scarpia i den ufattelige anden akt, påkalder sin Gud, men erfarer at denne hendes Gud ikke eksisterer.
Den lynhurtigt opfattende Scarpia, manden, der har styr på alt, ser netop ikke i al sin forrykthed, at kvinden han plager og sætter under et vældigt pres beslutter sig for at myrde ham. Her er helt bestemt ikke tale om affektmord.
Det sidste menneske Tosca har i tankerne, lige før hun springer ud fra toppen af Engelsborg, for at møde døden langt nede på chausse-belægningen, er ikke Scarpia, selvom hun råber: Scarpia vi ses foran Gud, for i samme splitsekund dukker Caravadossis ledemotiv op, som det sidste i operaen, ledemotivet for hendes elskede Mario.
Forestillingen fra New York er en formidabelt godt spillet og sunget operaforestillingen. Alle de deltagende er på toppen. En sejr for teateret og for sangere, musikere, dirigent og den berømte instruktør Luc Bondy.

Verner