lørdag den 7. november 2015

Man ligger som man reder!

I Sverige var der ingen grænser for hvor mange flygtninge, man kunne modtage, indkvartere og brødføde. Befolkningen havde ifølge svenske politikere pligt til at modtage utallige, indtil man opdagede, at der faktisk er grænser, og nu beder man EU om hjælp til et problem, man selv har skabt. Man kan ikke fremstå på tv med den slags synspunkter, uden at det bliver hørt i Syrien, først og fremmest, og så tro, at der ikke reageres på det. Heraf balladen. Iflg. Berlingske Tidende d.d. opfordrer svenske myndigheder nu asylansøgere til at blive i Danmark eller Tyskland i stedet for at komme til Sverige (sic!).
”Nu beder jeg Dem, Fru Heilbunth!”

Iflg. samme fortræffelige dagblad skærper Tyskland nu kursen over for syriske flygtninge. Iflg. Fru Merkel og andre tyske politikere kunne Tyskland modtage en million flygtninge, forlød det tidligere. Man vil nu begrænse asylrettighederne for de syriske flygtninge. De skal fremover kun modtage subsidiær beskyttelse, der indebærer midlertidig opholdstilladelse på et år, men ikke medfører retten til asyl eller familiesammenføring.
Retten!
Det er helt nye toner.
Citat fra Berlingske Tidende i dag:
”Det er modsignalet til de pæne hjemmelavede fotos, som Fru Merkel fik taget af sig selv og flygtninge, og som via smartphone nåede flygtningelejrene i Tyrkiet og Libanon og fik folk til at begynde at marchere.”

Når man så samtidig hører, at der har været forhandlinger mellem EU og Tyrkiet, gående ud på, at Tyrkiet, som betaling for at hjælpe EU med at holde på flygtninge og asylansøgere fra Syrien, skulle optages som fuldgyldigt medlem af EU, er målet fuldt. Hvis det altså bliver resultatet.
Det er derfor man (vi), efter min opfattelse, ikke skal være medlem af EU, hvor man risikerer, ud af den rene luft, pludselig at få optaget Tyrkiet, hvis kæmpestore befolkning som bekendt er muslimer.


Foto er fra Kristeligt Dagblad.

Addendum:
I dag (09.11.2015) læser man så, at den ny tyske holdning og skærpelse overfor flygtninge ikke holder stik. Sagen var ikke blevet godkendt af regering og kansler.


Verner