På den yderste dag!

Messa da Requiem

Her hører man straks dommedagsbasunerne (og trompeterne) i Verdis fænomenale, og storslåede Messa da Requiem (Dødsmesse).
- Men nej, der er vi slet ikke henne. Slet ikke. Det er ikke sådan!
Det sagen drejer sig om, er dit livs sidste arbejdsdag! Intet mindre!
Tiden op til er fyldt med spørgsmål og bemærkninger, som f.eks.:
Nej, hvor er det dejligt for dig!
Glæder du dig?
Hvad skal du lave, fremover?
Nu skal du nok til at sove længe, hvad?
Bliver det ikke pragtfuldt, at slippe for at arbejde?
Lillemor skal nok sørge for, at du ikke keder dig!
Og sådan bliver de ved. Man må stå det igennem. Der er ikke noget, man kan gøre for at stoppe denne form for nonsens. Intet, simpelthen!

- Nå, så kommer den ”Store dag”!

Ingen udenforstående forestiller sig, hvordan det menneske, der nu stopper for at gå på pension, sådan lige har det med en beslutning, mere eller mindre frivillig, som er et kvantespring. Et kvantespring lige ud i ukendt land. Hvor man går fra at have en slags betydning, for alle dem man til daglig arbejder sammen med, til ikke at have nogen betydning overhovedet.
Ingen forestiller sig, hvorledes alt denne sidste dag nærmest skriger til himlen, hvordan man knapt får fat i noget som helst, og på den anden side alligevel ser og hører alt.
Ingen lægger mærke til den kommende pensionists følelsesmæssige virvar, som han / hun står der (ved receptionen) og på en eller anden måde får sagt farvel til alle dem, de til daglig har været omgivet af, har snakket og grint med, etc., etc. Og er kommet til at holde af, pragtfulde mennesker, som de jo er.
Til sidst stilner det af. Man får sagt det sidste farvel og kører hjemad alene.
Deres glade bemærkninger og råb svirrer i hovedet.
Nu er det slut.

Personligt har jeg været igennem sådanne større afskedsseancer tre gange tidligere i min tilværelse. Jeg lærer aldrig at holde af det.

Bagefter er det så underligt tomt.

Verner

Karriere og job

Brian

I denne tid udkommer en bog om Stein Bagger hver eller hver anden dag. En kritiker / anmelder gjorde forleden gældende, at det er dansen om guldkalven. Forfatterne håber alle at score kassen på netop deres bog. Jeg har kun læst anmeldelser og div. uddrag, men i min optik handler det f.eks. også om Stein Baggers karriere og job. Og Brians, så sjovt det end lyder. Stein Bagger var aldrig nået så langt, hvis alt skulle have gået lovligt for sig, med den baggrund han nu engang havde. Der skal mere til for at komme frem i verden. Hvorvidt han har ræsonneret på denne måde, får stå hen i det uvisse. Det blev altså et luksuriøst liv på toppen ved hjælp af svindel i den store stil. Jeg får næsten sympati for ham, for det hele var meget stort anlagt, og sikke nerver den mand må have haft, ikke sandt? Hans kone fortæller, at han aldrig skjulte noget, hverken når han telefonerede eller arbejdede med sin computer. Det er måske al svindels grundlæggende element, at tingene skal se ud til at være normale, og desuden kan forklares hurtigt og rationelt. Som i den seneste bog om Stein Bagger: Stein og inderkredsen. I Den Levende i dag, er der udsnit af bogen, som har Erik Ove som medforfatter, Ove der var ansat som kommunikationsrådgiver i IT Factory. Ove fortæller om Brian Sandberg Jensen, der arbejdede som sikkerhedsrådgiver for Bagger og IT Factory, og som for øvrigt er nr. 2 i Hells Angels hierarkiet i Danmark! Da Ove spurgte Stein Bagger, om der var ting eller forhold i hans omgangskreds, der kunne tænkes at blive en belastning og forhørte sig om Brian, fortalte Bagger, at han og Brian var vokset op sammen i Frederiksværk. Det var en håndværkerby, nogle blev tømrere og snedkere, og nogle kom på Stålvalseværket. Og så var der nogle der blev rokkere. Brian blev rokker. Så vi er altså barndomsvenner. Det skal du for øvrigt ikke blande dig i.
Men, men, men! I virkelighedens verden stammer Brian fra Slagelse, han og Bagger har ikke været barndomsvenner i Frederiksværk – de mødte hinanden i en fitnessklub i København mange år senere. Stein Bagger er åbenbart også mytoman, men næsten en sympatisk af slagsen!

Verner

Otto von Bismarck

Jernkansleren

Tyskland 1815-1898

Sammensvejste Tyskland som stormagt og gjorde det til kejserdømme. Bl.a. fik han sammensvejset det tyske rige ved hjælp af krige mod Danmark, Østrig og Frankrig.
Der står en imposant statue af ham i Hamburg Havn, som man bør se.
I dag er det meste af det tyske rige genforenet efter mange års adskillelse.

Han sagde, sikkert blandt meget andet:
”Folk ville sove bedre, hvis de ikke vidste, hvordan pølser og politik blev til”, som en kommentar til, at ideer og beslutninger i politik bliver udviklet løbende, efterhånden som tingene sker.

Og vi lader lige denne bemærkning blive stående et øjeblik.

. . . . . .

Verner

Kom nu, statsminister!

Kom nu, statsminister!

I et indlæg i et større herværende dagblad, opfordres statsministeren til nu at få sat gang i indsatsen, for at indføre ny teknologi, anvende både øget beskatning og socialt pres, for at ændre en katastrofalt forkert energipolitik og totalt fravær af nødvendig klimaindsats. Hans regering synes at være uegnet til at lede landet, selvom det ikke er større end Danmark. Der er for mange flotte ord og alt for lidt handling.

Citat fra indlægget:
”Olien er for billig, skatten for lav, hvis chilensk vin koster det samme i Danmark som italiensk. Hverken en ananas fra troperne eller en reje fra Polarhavet bør koste en slik i Danmark, hvis transport og produktion har kostet urimelig meget CO2 undervejs. Vi kan vælge at betale for griseriet eller vælge at spise nordiske rodfrugter og sæsonbestemte fjordrejer i stedet. Pointen er ikke, at staten skal bestemme, hvad vi skal spise. Men at vi selv bør betale både, hvad vi spiser, hvordan vi kører, og hvad vi forurener.
Vækst med fossile brændstoffer duer ikke. Nu gælder det om at være først med den ny teknologi, først med en ændring af kollektiv transport, først med ændring af bilvaner, først med den ny beskatning, der givet bliver nødvendig.”

Det kan Danmark og EU udmærket sætte i gang, hvis Fogh tror på det, han selv siger.
Kom nu, Statsminister!

Fogh kommer ikke – Det ser snarere ud til at Fogh rejser, rejser til en stilling, som generalsekretær for NATO!

Verner

Anna Netrebko

Den underskønne Anna Netrebko

Sjældent har man oplevet magen til en operastjernes opstigning på firmamentet, som i tilfældet med Anna Netrebko. Slå bare koldt vand i blodet nu, for her kommer ikke en komplet biografi omhandlende den underskønne Anna. Og med underskøn menes altså også den fænomenale stemme.
Men det var altså også hende, der som ganske ung skurede teatergulvet i Kirov Teatret. Der skal jernvilje til at komme frem i denne verden.
Og kommet frem er Anna. På stålsat vilje, utrolig arbejdsindsats, musikalitet og et ufatteligt skønt ydre.
I dag er hun en fejret stjernesopran. Alles darling. Hun siges også at være mega-dyr at engagere, hun, som i et interview afholdt på berømte Hotel Sacher i Wien hviskede til journalisten: ”her skal være hundedyrt at bo”.
Anna bor selv i Wien med sin ægtemand, også operasanger, og lille nyfødte søn.
Aldrig vil man glemme hende, som Violetta i La Traviata, i den mageløse opsætning i Salzburg 2005.
Ellers findes hun på utallige DVD’er og CD’er.
På Youtube kan man se og høre hende i den smukke Rusalkas sang til Månen (Dvorak; Rusalka). Her demonstreres til fulde alle stemmens kvaliteter, hold da op, det er gribende.
Storslået sangkunst!
En gang senere på året giver hun så koncert i København. Der var udsolgt på ti minutter!
Nej, jeg har ikke en billet. Slet ikke. Det tog kun lige ti minutter!

Verner

EROICA

Francisco Goya

Eroica er Beethovens tredje symfoni. Hov, hov siger du nu, hvad har det med et billede af Francisco Goya at gøre? For øvrigt mener jeg at vide, at billedet hænger på Prado Museet i Madrid. Nå, men det er jo en anden sag.
Se det sagen egentlig drejer sig om er, hvorfra i alverden jeg fik den meget store interesse for klassisk musik. Der skal faktisk en lang udredning til, men det skyldtes mange forskellige input i barndom, og senere i resten af livet.
Jeg husker (godt gået i min alder) specielt en enkelt ting, der var medvirkende til at vække interessen.
Det var en forfilm i biografen, det var før tv blev almindeligt i mange hjem, man gik i biografen. Og der var så denne forfilm. Den viste forskellige malerier af Francisco Goya, berømte billeder, motiverne var krig og henrettelser, ret blodigt var det faktisk. Og mens man så betragtede disse fænomenale billeder, blev de matchet af en fabelagtig stærk musik, et kæmpeorkester lød det som om. Det var ret utroligt. En sørgemarch, som en fyrstes begravelse. I de langsomme tyste passager var det som kostbart, sort, silkeblødt fløjl.
Den korte forfilm sluttede, på lærredet stod nogle navne, der først efter et stykke tid, nogen læsning og og en del lytning fik mening.
Musikken var anden sats af Eroica, alle symfoniers fader. Herbert von Karajan dirigerede sit berømte philharmoniske orkester fra Berlin.
Personligt har jeg aldrig hørt vidundersymfonien spillet bare tilnærmelsesvis så godt, som geniet Karajan med sit orkester fra Berlin præsterede.
Beethoven skrev sin ufattelige symfoni, som en hyldest til revolutionshelten Napoleon Buonaparte. Allerede da den storslåede første sats var kommet på papiret, og blækket knapt tørt, havde manden udråbt sig selv til kejser af Frankrig. Derfor er anden satsen en sørgemarch, en sørgemarch over en død helt.
Napoleon var allerede despot.
Ballet var endegyldigt ovre.
Min interesse for klassisk musik var nu virkelig vakt.

Verner

X Factor

Thomas Blachman


X Factor 2009

Utroligt, at et tv-show som X Factor kan skille vandene, som det gør. Store diskussioner på arbejdspladser og andre steder om det rigtige / forkerte i, hvem det nu lige var, der røg ud af programmet.
Et tv-program, der er en sangkonkurrence. Altså hvem synger bedst. Afstemning finder sted på sms! Godt kan det ikke ende.
Bl.a. fordi ingen af deltagerne i virkeligheden kan synge. Ingen.
Kejserens nye klæder om igen.
Jeg ser det faktisk selv, programmet, ikke på grund af min interesse for musik og sang, men fordi Thomas Blachman deltager, som dommer i konkurrencen.
Nu skal man ikke tage programmet, for mere end det er. For også for Blachmans vedkommende er det en slags rolle, der skal udfyldes. Man skal ikke være naiv. Men undervejs får han fortalt igen og igen, hvad det er musik skal gøre ved en. Hvordan det skal flytte vore grænser, bevæge os, bringe os andre steder hen end lige dagligdagens trummerum, etc.
Han lader også til at være totalt upåvirket af publikums mishagsytringer, råben og piften.
Thomas Blachman er en oplevelse, fordi han er så velformuleret og har sine personlige meninger om, hvordan tingene burde være.
Og har modet til at stå ved dem.

Verner