Billede fra
Mariinsky Teatret i Kirov
Under et interview, i en af pauserne i transmissionen af Tosca fra Metropolitan Opera i New York, siger en af de interviewede kunstnere, at Tosca er operaernes opera; den mest utrolige. Så sandt, som sagt. Forestillingen vises i denne tid nogle gange i operabio-ordningen, derunder også i København, som i mange andre byer verden over. Altså filmatiseret opera-forestilling og ikke operafilm.
Det er derfor, at en meget kendt og spillet opera stadig kan fascinere; operaernes opera. Udgaven fra Metropolitan Opera har alt, hvad man kan ønske sig og holder sig strikt til Puccinis mesterværk.
Operaen er kendetegnet ved mange interessante forhold.
En nærmest ufattelig musik, verdensmesteren Puccini for fuld udblæsning. Der er her tale om en mand, der i den grad kunne komponere operamusik, og så i helt enestående grad. Det er nærmest mageløst.
En hårrejsende uhyggelig historie, handlingen foregår i Rom i starten af det 19. århundrede, hvor Rom var styret af to franske konsuler, et forhold der efterlader et magttomrum, der giver den sadistiske politichef Scarpia, store muligheder for at udfolde sin magt.
En kvinde, der bliver kurtiseret. Hvilken kvinde ville ikke nærmest dåne ved at blive kurtiseret af sin elsker, som Tosca bliver det af Mario Caravadossi i 1. akt? Puccini selv var kvindekær ud over alle grænser.
Hovedpersonen Tosca, der intimideres, pines og plages af Scarpia i den ufattelige anden akt, påkalder sin Gud, men erfarer at denne hendes Gud ikke eksisterer.
Den lynhurtigt opfattende Scarpia, manden, der har styr på alt, ser netop ikke i al sin forrykthed, at kvinden han plager og sætter under et vældigt pres beslutter sig for at myrde ham. Her er helt bestemt ikke tale om affektmord.
Det sidste menneske Tosca har i tankerne, lige før hun springer ud fra toppen af Engelsborg, for at møde døden langt nede på chausse-belægningen, er ikke Scarpia, selvom hun råber: Scarpia vi ses foran Gud, for i samme splitsekund dukker Caravadossis ledemotiv op, som det sidste i operaen, ledemotivet for hendes elskede Mario.
Forestillingen fra New York er en formidabelt godt spillet og sunget operaforestillingen. Alle de deltagende er på toppen. En sejr for teateret og for sangere, musikere, dirigent og den berømte instruktør Luc Bondy.
Det er derfor, at en meget kendt og spillet opera stadig kan fascinere; operaernes opera. Udgaven fra Metropolitan Opera har alt, hvad man kan ønske sig og holder sig strikt til Puccinis mesterværk.
Operaen er kendetegnet ved mange interessante forhold.
En nærmest ufattelig musik, verdensmesteren Puccini for fuld udblæsning. Der er her tale om en mand, der i den grad kunne komponere operamusik, og så i helt enestående grad. Det er nærmest mageløst.
En hårrejsende uhyggelig historie, handlingen foregår i Rom i starten af det 19. århundrede, hvor Rom var styret af to franske konsuler, et forhold der efterlader et magttomrum, der giver den sadistiske politichef Scarpia, store muligheder for at udfolde sin magt.
En kvinde, der bliver kurtiseret. Hvilken kvinde ville ikke nærmest dåne ved at blive kurtiseret af sin elsker, som Tosca bliver det af Mario Caravadossi i 1. akt? Puccini selv var kvindekær ud over alle grænser.
Hovedpersonen Tosca, der intimideres, pines og plages af Scarpia i den ufattelige anden akt, påkalder sin Gud, men erfarer at denne hendes Gud ikke eksisterer.
Den lynhurtigt opfattende Scarpia, manden, der har styr på alt, ser netop ikke i al sin forrykthed, at kvinden han plager og sætter under et vældigt pres beslutter sig for at myrde ham. Her er helt bestemt ikke tale om affektmord.
Det sidste menneske Tosca har i tankerne, lige før hun springer ud fra toppen af Engelsborg, for at møde døden langt nede på chausse-belægningen, er ikke Scarpia, selvom hun råber: Scarpia vi ses foran Gud, for i samme splitsekund dukker Caravadossis ledemotiv op, som det sidste i operaen, ledemotivet for hendes elskede Mario.
Forestillingen fra New York er en formidabelt godt spillet og sunget operaforestillingen. Alle de deltagende er på toppen. En sejr for teateret og for sangere, musikere, dirigent og den berømte instruktør Luc Bondy.
Verner
