onsdag den 7. januar 2009

Stonehenge

De fleste vil nu måske udbryde: "Åh nej, ikke nu igen"!
Men alligevel. Og den beretning der nu følger er ikke en and!
I programmet Jensen på P2, forleden dag, fortalte værten, Frank Jensen, om en notits han havde set i en engelsk avis, om den berømte samling megalitter; Stonehenge (2300 før vor tidsregning).
Ingen ved, hvad det oprindeligt har været, men mange teorier er fremsat. F.eks. et centrum for healing (helt ny, men regnes for videnskabelig korrekt), astronomisk observatorium, kalender i gigantisk skala og meget mere. Nye teorier kommer stadig til.
Det allersidste ny er en antagelse om, at det har været en form for koncertsal, hvilken påstand stammer fra USA, hvor en amerikansk kopi af Stonehenge, i fuld skala, er blevet bygget af en velhavende amerikaner åbenbart, men det blev ikke oplyst, hvad kopien var bygget af, Frank Jensen vidste det ikke. Man havde prøvet at spille musik i kopiens indre og havde oplevet en helt fantastisk akustik, som havde det oprindelige bygningsværk været skabt netop til brug som koncertsal. Det havde lydt, som spillede man på det fineste krystalglas!
Det er overordentlig interessant.
Nu er spørgsmålet bare, hvordan man, her 4300 år senere, skal kunne verificere denne ny teori!

Verner