Under den
møjsommelige proces med at skimme adskillige aviser, tidsskrifter og
internet-sider for at finde noget, der i det mindste kunne være
enten nyt eller relevant at beskæftige sig med at læse, i denne tid
martret af mere eller mindre helstøbte journalistartikler, finder
man så en anmeldelse af tre nye indspilninger af Rachmaninovs 2.
koncert for klaver og orkester.
Der var
måske noget dér!
Yes!
Nu er det jo
ikke lige sådan at omtale disse nye frembringelser, da jeg ikke har
hørt dem selv. Men, musikken kendes gennem mange år og fra mange
ældre indspilninger. Dette russiske musikstykke er blevet brugt i
utallige film og tv-stykker, det dukker op igen og igen. En ørehænger
af rang.
Dagbladet
Politikens musikanmelder (Thomas Michelsen) har anmeldt disse
indspilninger, og det, der ud over anmeldelserne falder i øjnene,
er beskrivelsen af dette fantastiske stykke musiks indledning. Man
kunne ønske sig at have en formuleringsevne, som Michelsen. Her
kommer hans kommentar til musikkens start:
”Indledningen
er ildevarslende. Tunge klaverakkorder stiger foruroligende, indtil
vandstanden når point of no return. Orkestrets strygere skyller ind
over alle diger og oversvømmer lytterrens følelseslandskab med
melankoli og skønhed i en overvældende melodisk strøm af
skæbnesvanger c-mol.”
Rachmaninov
var formodentlig for længst bosat i USA, da denne koncert blev til.
Musikken efterlader indtrykket af en sorg over det tabte land
(Rusland), en længsel efter gamle dage, ude på landet i den
europæiske del af Rusland, en længsel efter den smukke natur, livet
damals, en anden tid - et andet liv. Det er de bølgende sletter, de
små landsbyer, og under horisonten, langt borte, kirkeklokker, der
kalder til bøn. Desperat længsel.
Musikken er
kolossalt koloristisk med et væld af melodier.
Rachmaninov
lamenterer, sørge-græder. Thi, evigt ejes kun det tabte!
Man
genkalder sig bl.a. også et tv-klip fra for længe, længe siden,
Hvor dirigenten Leonard Bernstein og pianisten Van Cliburn øver
musikken sammen på to store flygler, før den endelige koncert med
orkester på. Bernstein afbryder pludselig van Cliburn med et: nej,
nej, det er alt for hurtigt, det er kirkeklokker; det var indlysende
klart.
Det skulle
gerne fremgå af det foregående, at jeg selv har kendt denne musik i
ganske mange år, og jeg elsker den simpelthen.
Om jeg vil
anbefale en bestemt indspilning. Nej, der er uendeligt mange.
Verner
 |
| Van Cliburn |
Addendum
Og så alligevel! hele mit liv (næsten), har jeg af og til lyttet til en indspilning af den fabelagtige koncert med flg. kunstnere:
Pianist Sviatoslav Richter
Warsjawas Philharmoniske orkester og
Dirigent Stanislau Wislocki
Et brag af en indspilning, står jeg inde for! Den findes på LP, CD og internet.
Og nu, hvor vi er ved det, skal jeg også henlede opmærksomheden på et blogindlæg, på denne blog, fra 06.09.2015, som findes i spalten med indlæg i højre side af bloggen. Det var et indlæg skrevet efter en koncertoplevelse i DR Koncerthuset, hvor berømte Lang Lang spillede ledsaget af DR Symfoniorkestret dirigeret af Manfred Honeck. Lang Lang var god, dog langt under fabelagtige Sviatoslav Richter. Langt. Men orkestret ledet af Manfred Honeck var forrygende.
Og så alligevel! hele mit liv (næsten), har jeg af og til lyttet til en indspilning af den fabelagtige koncert med flg. kunstnere:
Pianist Sviatoslav Richter
Warsjawas Philharmoniske orkester og
Dirigent Stanislau Wislocki
Et brag af en indspilning, står jeg inde for! Den findes på LP, CD og internet.
Og nu, hvor vi er ved det, skal jeg også henlede opmærksomheden på et blogindlæg, på denne blog, fra 06.09.2015, som findes i spalten med indlæg i højre side af bloggen. Det var et indlæg skrevet efter en koncertoplevelse i DR Koncerthuset, hvor berømte Lang Lang spillede ledsaget af DR Symfoniorkestret dirigeret af Manfred Honeck. Lang Lang var god, dog langt under fabelagtige Sviatoslav Richter. Langt. Men orkestret ledet af Manfred Honeck var forrygende.
