Viser opslag med etiketten Musik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Musik. Vis alle opslag

lørdag den 13. oktober 2018

Torsdagskoncert

Lise Davidsen

En koncert skal opleves live!

Især en klassisk koncert har det bedst ved at blive hørt i en koncertsal. Således også torsdagskoncerterne. Nu havde det været en travl dag for sådan en aldrende mand, som jeg, hvilket jeg vidste på forhånd, så jeg tænkte, at jeg ville høre den på DR 2 (radiokanal). Det var ikke så godt, taget i betragtning, at det aldrende udstyr af og til svigtede, således også her.
Men det meste af første del af torsdagskoncerten i aftes (11.10.2018) fik jeg da hørt, og så steg frustrationerne ved ikke at være til stede og høre det, netop live!

Første del af koncerten

R. Strauss

Vier letzte Lieder

Morgen

Sunget af fænomenale Lise Davidsen

DR SymfoniOrkestret
Dir. Vasily Petrenko

Vasily Petrenko

Det er yndlingsmusik, der her blev forløst på smukkeste vis. Lise Davidsen, er nordmand bosat i København, international operastar og overdådigt syngende, ikke bare perfekt, men også betagende smukt. Orkestret ledet af Petrenko ydede det smukkeste akkompagnement, afklaret, roligt, en mesterdirigent værdig. Tilhørerne (mig selv inkl.) var i drømmeland. At R. Strauss så sent i livet, som tilfældet var, komponerede så underfuld skøn musik er godt nok utroligt. Det er musik, som jeg har båret med mig et helt liv.

Her kommer et eksempel fra: Vier letzte Lieder

Im Abendrot - (Tekst: J. Eischendorff)

Rings sich die Täler neigen,
es dunkelt schon die Luft,
zwei Lerchen nur noch steigen
nachträumen in den Duft


På dansk oversat af Magna Blanke:

Snart sover alle dale,
nu mørknes aftenluft.
To lærker endnu svirrer
beruset af dens duft.

Ikke underligt at disse fire sidste sange af R. Strauss er så livskraftige, som tilfældet er: Formidable tekstforlæg - evig ung vidundermusik.
Ligeså ekstranummeret Morgen (I morgen); den mest bedårende, lille kærlighedssang, som tænkes kan! Fuldstændig betagende sunget af Lise Davidsen!

Jo, jeg ville meget gerne have hørt det live.


Verner

lørdag den 17. februar 2018

Rachmaninovs 2. klaverkoncert

Under den møjsommelige proces med at skimme adskillige aviser, tidsskrifter og internet-sider for at finde noget, der i det mindste kunne være enten nyt eller relevant at beskæftige sig med at læse, i denne tid martret af mere eller mindre helstøbte journalistartikler, finder man så en anmeldelse af tre nye indspilninger af Rachmaninovs 2. koncert for klaver og orkester.
Der var måske noget dér!
Yes!

Nu er det jo ikke lige sådan at omtale disse nye frembringelser, da jeg ikke har hørt dem selv. Men, musikken kendes gennem mange år og fra mange ældre indspilninger. Dette russiske musikstykke er blevet brugt i utallige film og tv-stykker, det dukker op igen og igen. En ørehænger af rang.
Dagbladet Politikens musikanmelder (Thomas Michelsen) har anmeldt disse indspilninger, og det, der ud over anmeldelserne falder i øjnene, er beskrivelsen af dette fantastiske stykke musiks indledning. Man kunne ønske sig at have en formuleringsevne, som Michelsen. Her kommer hans kommentar til musikkens start:

”Indledningen er ildevarslende. Tunge klaverakkorder stiger foruroligende, indtil vandstanden når point of no return. Orkestrets strygere skyller ind over alle diger og oversvømmer lytterrens følelseslandskab med melankoli og skønhed i en overvældende melodisk strøm af skæbnesvanger c-mol.”

Rachmaninov var formodentlig for længst bosat i USA, da denne koncert blev til. Musikken efterlader indtrykket af en sorg over det tabte land (Rusland), en længsel efter gamle dage, ude på landet i den europæiske del af Rusland, en længsel efter den smukke natur, livet damals, en anden tid - et andet liv. Det er de bølgende sletter, de små landsbyer, og under horisonten, langt borte, kirkeklokker, der kalder til bøn. Desperat længsel.
Musikken er kolossalt koloristisk med et væld af melodier.
Rachmaninov lamenterer, sørge-græder. Thi, evigt ejes kun det tabte!

Man genkalder sig bl.a. også et tv-klip fra for længe, længe siden, Hvor dirigenten Leonard Bernstein og pianisten Van Cliburn øver musikken sammen på to store flygler, før den endelige koncert med orkester på. Bernstein afbryder pludselig van Cliburn med et: nej, nej, det er alt for hurtigt, det er kirkeklokker; det var indlysende klart.

Det skulle gerne fremgå af det foregående, at jeg selv har kendt denne musik i ganske mange år, og jeg elsker den simpelthen.

Om jeg vil anbefale en bestemt indspilning. Nej, der er uendeligt mange.


Verner 

Van Cliburn
Addendum
Og så alligevel! hele mit liv (næsten), har jeg af og til lyttet til en indspilning af den fabelagtige koncert med flg. kunstnere:

Pianist Sviatoslav Richter
Warsjawas Philharmoniske orkester og
Dirigent Stanislau Wislocki

Et brag af en indspilning, står jeg inde for! Den findes på LP, CD og internet.

Og nu, hvor vi er ved det, skal jeg også henlede opmærksomheden på et blogindlæg, på denne blog, fra 06.09.2015, som findes i spalten med indlæg i højre side af bloggen. Det var et indlæg skrevet efter en koncertoplevelse i DR Koncerthuset, hvor berømte Lang Lang spillede ledsaget af DR Symfoniorkestret dirigeret af Manfred Honeck. Lang Lang var god, dog langt under fabelagtige Sviatoslav Richter. Langt. Men orkestret ledet af Manfred Honeck var forrygende. 



mandag den 23. oktober 2017

Underholdningsorkestret / Adam Fischer



DR Underholdnings Orkestret blev som bekendt udskilt fra DR, en rent politisk beslutning, som med rette er blevet stærkt kritiseret. Det lykkedes orkestret at overleve, men ser det ud til; med reduceret bemanding. Men, never mind! Overlevede gjorde de, og det kan vi være glade for, rigtig glade.
DR har i forvejen deres højt profilerede DR Symfoniorkestret, som er et klasse-ensemble. Intet mindre.
Men ikke alene overlevede Underholdnings Orkestret, men de indspiller også plader, lige pt. en Beethoven-serie med mesterens 9 symfonier. Og så er det med orkestrets tidligere chefdirigent, Adam Fischer, som fortsætter sit virke hos orkestret, omendskønt jeg ikke har fulgt med i, hvor de meget store beløb kommer fra, der skal finansiere dette.
Her søndag (22.10.2017) holdt orkestret så koncert i det gamle Radiohus' koncertsal; i dag Musikkonservatoriets koncertsal.
På programmet var bl.a. Beethovens 3. symfoni; et ikonisk mesterværk. Det blev spillet som optakt til en pladeoptagelse, der har fundet sted i dag (23.10.2017), som et led i orkestrets Beethoven-serie.
Jeg er kommet i den gamle koncertsal det meste af mit liv. Det var derfor dejligt at gense den gamle sal; dog var publikum betydeligt ældre, end det pt. er i DR Koncerthusets sal. Lidt underligt.

Adam Fischer 


Til gengæld fik den udsolgte sal en mesterlig koncert, som ikke laves bedre af de store, berømte orkestre i udlandet. I sær ville jeg sige, koncertens sidste nummer; Eroica, Berethovens tredje symfoni. Det er og bliver et enestående musikstykke, som er second to none. I hænderne på Fischer og orkestret, blev det helt ustyrlig godt spillet. Man kan undres på, om Beethoven selv har hørt det så godt, og så djævelsk inspireret leveret. Præstationen levede helt op til de store forventninger, jeg selv nervøst havde kalkuleret med.
Det blev en overnåde lykkelig søndag eftermiddag. Alle komponistens intentioner blev indfriet vha. af et sublimt orkesterspil. Intet mindre.
Og Hr. Fischer? Eminent dirigent, intet mindre!


Verner


Post Scriptum
For interessens skyld, har jeg set efter anmeldelser af koncerten i dagspressen, men ikke fundet nogen. Dog fandt jeg i et litteratur tidskrift en anmeldelse., som jeg finder er meget på linie med min egen oplevelse. Dog vil jeg give skribenten ret i, at anden sats, en sørgemarch, hos Fischer og Underholdnings Orkestret ikke fik det samme udtryk af sorg; en fyrstes begravelse, stort set, som hos Karajan og Berlinerphilharmonikerne, en indspilning fra starten af firserne. Det er også at sætte overliggeren meget højt!     






















fredag den 14. juli 2017

Søren Ryge på Hebriderne

Hebriderne

I går, og i en genudsendelse i dag, på DR TV var et program af / og med Søren Ryge om et besøg på Hebriderne , en øgruppe vest for Skotland. Søren Ryge havde på forhånd reklameret for sin udsendelse, fordi man måtte høre musikken. Mente Søren Ryge.
Og det er sådan, at hvis Søren Ryge et roser et program, må man se det. Man må. I mange år har han fascineret os med sine programmer om sin have, eller samtaler med interessante mennesker, som han har mødt i sit liv. Søren Ryge er bare alle tiders.
Men her altså et program om Hebriderne , om et besøg dér, og musikken.


Felix Mendelsohn-Bartholdy

Musikken er ouverturen Hebriderne komponeret af musikgeniet Felix Mendelsohn-Bartholdi. En stor tysk komponist omkring 1830-1850. Stor kanon.

Nu gik det sådan med Søren Ryges tv-program, at musikken blev spillet i baggrunden, så man ikke rigtig fik glæde af den, også fordi det faktisk var de mennesker, som Søren Ryge portrætterede. Det er fint nok.
Men sagde Søren Ryge; ”som 16 årig hørte jeg Hebriderne for første gang i radioen (DR), og musikken gik lige i hjertet på mig”. Det er, som at høre sig selv. Vi er jævnaldrende Søren Ryge og jeg (74 år), og jeg har haft samme oplevelse, som han. Måske er det den samme udsendelse? Det er ikke til at vide!
I datidens radio (DR) var der på det tidspunkt et program for børn kaldet Børnetimen. Her var en journalist som kaldtes Onkel oplæser. Hans navn har jeg glemt. Han fortalte i en udsendelse, at han havde spillet et stykke musik (en pladeoptagelse) for nogle store børn / ganske unge mennesker, som efter de havde hørt musikken spontant udbrød: ”hvad i alverden var det?” De var blevet grebet af den fantastiske musik. Efterfølgende fortalte han dem om, hvad det var, og spillede pladen for radiolytterne.

Der var tale om en pladeindspilning af Mendelsohns ouverture Hebriderne på DG med Herbert von Karajan og Berliner Philharmoniker.

Herbert von Karajan og
Berliner Philharmoniker


Søren Ryge har helt ret, musikken går lige i hjertet på én. Det er helt forrygende. En illustration af øernes fantastiske natur, vejrlig og Fingals Cave. Det er så melodiøs en musik, fabelagtig komponeret efter indtryk fra en rejse til Skotland, som Mendelsohn foretog.

Den berømte og medrivende pladeindspilning er second to none, og den man bør foretrække. Den findes diskofilt og / eller på nettet. Det er orkesterkunst helt i særklasse, kollektiv virtuositet. Mageløst.




Verner Tillæg 1 Pt. er jeg overbevist om, at ovennævnte journalist skulle have heddet: Elith Nørreholm









Tillæg 2

14.09.2017
Herbert Blomstedt, nu 90 år gammel er tilbage i DR Koncerthuset. Koncert starter med Felix Mendelsohn Bartholdis koncertouverture Hebriderne.
Med et trylleslag er vi i Nordatlanten, det allestedsnærværende hav slår mod stranden. Her er natur så dejlig. Storslået, smukt, dragende. Fingals Cave fortryllende. Tilbage ved havet; stormen raser, brændingen bruser.
Stilhed.

Og – hvorfor har vi aldrig hørt det spillet sådan? Mageløs orkesterkunst! Blomstedt får det bedste frem i DR Symfoniorkestret.
Sublimt.






lørdag den 11. februar 2017

Verdis udødelige Messa da Requiem

Fabio Luisi - Superdirigent

Verdis Requiem er et yndet og meget populært værk; det er ikonisk! Skrevet til minde om datidens store forfatter og digter i Italien; Alessandro Manzoni. I indeværende koncertsæson i København er værket blevet spillet tre forskellige steder, i aftes, fredag, i DR Koncerthuset. Koncerten i DR Koncerthuset bliver ovenikøbet spillet her tre gange. Torsdag, fredag og i dag lørdag. Foruden optages det til senere visning i tv, hvilket helt sikkert bliver spektakulært.

DR SymfoniOrkestret
DR KoncertKoret
BBC Singers
Fabio Luisi, dirigent
Lise Davidsen, sopran
Olesya Petrova, mezzosopran
Giorgio Berrugi, tenor
Insung Sim, bas

Det er svært at finde superlativer nok ved omtalen af en sådan koncert, men strålende var det, meget opløftende. Det indfriede, alt man havde drømt om, en musik, som elskere af genren har levet med hele deres liv.
Stor musik.
Dirigenten Fabio Luisi er chefdirigent for orkestret, superstar. Hvor er de heldige. Garant for en stor aften.
Også den norske sopran Lisa Davidsen var et scoop. Pragtfuldt syngende. Håndplukket til partiet, ville jeg tro.
Jeg selv havde en billet på Parterre 3. række, lige ud for dirigenten, altså tæt på. Det skulle være ideelt, men var det lige som ikke rigtigt. For mange herrens år siden sad jeg på 5. række i Grosses Festspielhaus i Salzburg, adskillige gange endda, tæt på dirigent ikonet Karajan, og her var (og er) akustikken bedre end i DR Koncerthuset!


Alessandro Manzoni
Verner


Addendum
Verdis Messa da Requiem er den latinske dødsmesse tilført Verdis storslåede og betagende musik. Ved statsbegravelser har dette Requiem naturligvis også været anvendt. Efter Prinsesse Dianas tragiske dødsulykke, for nu snart mange år siden, fik hun en statsbegravelse, der fandt sted i Westminster Abbey i London. Ved den gribende ceremoni sang Lynne Dawson, ledsaget af kor og orgel, sidste sats af Verdis Requiem:

Libera Me.
Libera me, Domine, de morte aeterna, in die illa tremenda quando coeli movendi sunt, et terra:
dum veneris judicare saeculum per ignem.
Tremens factus sum ego et timeo, dum discussio venerit, atque ventura ira.
Dies illa, dies irae, calamitatis et miseriae, dies magna et amara valde.
Requiem aeternam dona eis Domine, et lux perpetua luceat eis.


Man finder et klip af denne bevægende begivenhed på Youtube music.

mandag den 2. januar 2017

Die Wienerphilharmoniker und Gustavo Dudamel

Johan Strauss den yngre.
- Statue i Wien!

Første nytårsdag 2017 transmitteredes den årlige nytårs koncert fra Wien, fra Goldener Saal, en begivenhed, som år efter år tv-transmitteres til det meste af kloden. Man har således et milliard stort publikum til denne celebre koncert. Hvert eneste år knyttes store forventninger til, hvilken dirigent, der dette år har fået opgaven. Det får kun de bedste af slagsen.


Dudamel, ikke længere a rising star,
 men Superdirigent på toppen af karrieren
- kun 35 år gammel!



I år (2017) havde man indbudt Gustavo Dudamel, der således i en alder af 35 år allerede med denne koncert har nået den ultimative top. Karrieren har været ganske usædvanlig og meget omfattende. Dudamel er født i Venezuela, hvor de grundlæggende studier også har fundet sted. Men det han huskes bedst for, før de store topposters tid, er hans arbejde med Orquesta Sinfonica Simón Bolivar, det nationale ungdom orkester i Venezuela.
I dag er han chefdirigent for Los Angeles Philharmonic. De er godt nok heldige i Los Angeles, for Dudamel er en strålende dirigent og inspirator.



Gustavo Dudamel med seneste frue; Billedskøn!
Det var den forrige også!

Danmark har han ikke besøgt endnu, men oplevet på tv og billeder ser man en yngre, glad smilende mand. Meget charmerende. Sådan fremstod han også i går under koncerten fra Wien, glad, oplagt og fik det pragtfulde orkester til at spille præcist og superperfekt. Den helt perfekte lyd, som kun Wiens Philharmoniske Orkester kan præstere. 

Det er Wien, det er nytår, det er pragtfuldt!





Hundertwasserhaus -
Wien
Verner

lørdag den 9. april 2016

Jætten



Der stod han så den store jætte!

Just forgangne torsdagskoncert, og dens gentagelse lørdag, blev dirigeret af den berømte svensker Herbert Blomstedt. Mange ting går gennem hovedet på en publikummer, i hvert fald på mig. Mange tanker, mens orkester og dirigent arbejder. Det kniber absolut ikke med koncentrationsevnen, tværtimod. Ens hjerne arbejder fantastisk med mange ting på en gang. Således også her. Den gode Blomstedt, og han er god, rigtig god, skulle have overrakt Sonning Prisen torsdag, og det fik han. Med taler og prisoverrækkelse, etc.
I tresserne og ind i halvfjerdserne var han chefdirigent for Radio Symfoniorkestret, hvis spillemæssige niveau han var med til at løfte. Senere fik han en meget stor international karriere, med mange topposter. Det tror da pokker. Manden er et geni af en dirigent. Vi er så heldige stadig at få besøg, af den nu 88-årige Blomstedt, der stadig dirigerer. 
Ved gentagelsen her i dag lørdag af koncerten, var der fuldt hus. Og hvilken koncert blev det ikke. Beethovens ottende symfoni og Gustav Mahlers 1. symfoni, den med temaet fra Mester Jakob.
Og her slog det mig, da jeg så Herbert Blomstedt foran orkestret, at der stod en jætte. Du ved, sådan en fra den nordiske mytologi. En sand kæmpe. Manden er 88 år og to meter høj. Slank. Velkonserveret. Utrolig vital. Han så ikke en dag ældre ud end et par og halvfjeds. Utrolig gestik ejer han. Fantastisk kommunikerende med orkestret.
Mahler; En rejse tilbage til Wien damals, eller skulle jeg sige Die Welt von Gestern? Utrolig wienerisch, smægtende, afløst af Kletschmer musik, jiddische musik, slentren i solskinnet, fuglesang, glæde, sorg, jubel. Evigt omskiftelig. Et menneske uden balance og ro.
Skildret af et dirigentgeni og hans orkester, der gav publikum en kæmpe oplevelse, de meget sent glemmer. Storslået orkesterspil, superprofessionelt, et formidabelt velartikuleret brøl, et brøl af potens!
Og så er han, jætten, et meget venligt individ. Efter koncerten går han rundt og giver alle de musikere hånd, han kan nå i trængslen, som tak for deres indsats. Her er ikke tale om nogen slavepisker.


Verner


Addendum:
Ved et besøg på Oberes Belvedere i Wien, forrige gang jeg besøgte det smukke museum, var der på første etage ophængt et billede af Gustav Mahler, dirigerende et kæmpe orkester. Fantastisk billede. Han var en fabelagtig dirigent. Det var næsten det, jeg sad og så og hørte på, under dagens koncert! - Tæt på et deja-vu!




        

søndag den 6. september 2015

Rachmaninov i Koncerthuset

En af årets tidligste torsdagskoncerter var flyttet til i går lørdag, pga. pianisten Lang Langs deltagelse i et statsjubilæum i hjemlandet Kina. Alligevel var der stopfyldt i koncertsalen, for hvem vil ikke gerne høre fænomenet Lang Lang, ovenikøbet når han skulle være solist i Rachmaninovs 2. klaverkoncert. Når dertil lægges, at den østrigske dirigent Manfred Honeck stod i spidsen for DR Symfoniorkesteret, havde man virkelig lagt op til den store aften, det også blev.
Rachmaninovs 2. klaverkoncert er en ørehænger af rang. Voldsomt populær hos musikfolket, med al sin sentimentalitet, fængende melodier, farvestrålende pragt osv., osv.

Lang Lang

Det blev også en oplevelse. Lang lang har stadig manerer, men optræder knapt så underligt mere. Til gengæld er han teknisk brillant, som få andre i vor tid. En megastar. Man forstår det til fulde, når man hører ham, som i aftes i Koncerthuset. Rachmaninovs musik fik al den pragt og skønhed, man kunne forlange. Der var øjeblikke, hvor orkesterledsagelsen gik fra forte (kraftigt) til piano (svagt), hvor klaverstemmen ligesom voksede ud af stormen og næsten ensomt sang om svundne tider, det tabte fædreland; En anden tid et andet liv. Storslået øjeblik; ét af mange. Ren magi også takket være orkester og dirigenten Honeck.
Som ekstranummer gav Lang Lang et intermezzo. Måske var det af Tchaikovsky, jeg ved det ikke. Meget betagende, intimt, næsten nænsomt. Stor musik i lille målestok. Så smukt, så smukt. Stormende bifald.


Manfred Honeck

Efter pausen dirigerede Manfred Honeck Tchaikovskys femte symfoni. Pragtfuld russisk musik. Højt elsket og beundret klassiker. Formidabelt spillet af orkester og dirigent.


Verner


Addendum

Ud over virkelig at nyde den fantastiske koncert og den ligeså fantastiske musik, er der mere at tænke på, som sædvanlig, naturligvis. Jeg sad på et afsnit, der hedder Orkesterplads C. Det var lige oppe over gruppen af Bratchspillere, messinggruppen og timpanisten (slagtøjspilleren, i dette tilfælde en musiker, der spillede på bækkener, fire af slagsen, hvilket ikke går stille for sig). Det understregede alt sammen musikkens uhyre omfang, og der blev gået til den, alt imens musikkens synkrone og asynkrone dele blev afviklet med uhyre kraft og præcision, hvor det ifølge partituret skulle. Det hele ledet af en superdirigent som Manfred Honeck. Det var spektakulært.
Ydermere, bør man tænke på, synes jeg, at den musik, der blev spillet i aftes, var kendt og elsket musik, men engang var denne musik fuldstændig ny. Tilhørerne på den tid må have været næsten chokerede, ligesom jeg, der ellers har hørt så meget klassisk musik i mit liv, omtrent var det. En symfonisk aften af en kvalitet som ikke hørt længe.       




lørdag den 11. juli 2015

Copenhagen Jazz Festival 2015

Master Fatman - altid glad og positiv!

Den årlige Jazz Festival er i fuld gang. Dårligt er Roskilde Festivalen, der drejer sig om en helt anden slags musik, forbi, før Copenhagen Jazz Festival tager over. Der er utallige arrangementer byen over, kun den virkelige kender kan sige, hvad det egentligt er man absolut SKAL høre. Ikke sandt? Eller - er jeg helt forkert på den? Nu skal det lige tilføjes, at jeg ikke er entusiast, vidende mht. jazz eller aficionado. Det er jeg ikke. Så dette er blot en lægmands betragtninger over et par koncerter, som fandt sted i dag, lørdag 11. juli.
Faktisk var det et helt tilfælde, at jeg midt på dagen befandt mig i det nys ombyggede Frederiksberg Center på Falkoner Allé. Her viste det sig, at Morten Lindberg, skulle jeg tro han hedder, alias Master Fatman, spillede med sin kvartet. Eller hvis kvartet det nu er. Faktisk må jeg indrømme, at det var fremragende godt. Her var ikke tale om amatører, men fuldblods musikere, der virkelig gav publikum noget. Det var smukt, stærkt og det svingede. Dejlig musik. Det havde man (jeg) ikke forestillet sig mht. Master Fatman. Det skal også siges, at han sin størrelse til trods virker let, adræt og helt op på beatet. Og så er han altså også musiker. Bravo.
Nu kan man jo ikke sidde hele dagen i Frb. Center, så på hjemvejen lagde jeg vejen forbi Rødovre Rådhusplads, hvor der hvert år er jazzkoncerter i festivaltiden. Således også i år. Og denne eftermiddag spillede Erik ”Krølle” Andersens Copenhagen Five. ”Krølle” er en fin klarinettist. De andre musikere er også superfine, iblandt dem er Johnny ”Goffy” Rasmussen, kendt fra Kansas City Stompers. Den store rådhusplads var fyldt med borde, hvor ivrige entusiaster sad ved de lange borde, drak kaffe, øl mv. og hørte jazz. New Orleans jazz, sving, danseglad musik. Kvintetten var virkelig god. Kan man høre jazz på dette niveau, kommer jeg gerne igen. Publikum? De var særdeles tilfredse. Det tror da pokker.
Men. - Der er utallige andre arrangementer byen over. En rigdom.


Verner

torsdag den 25. juni 2015

Kirill

Kirill Petrenko

Berliner Philharmoniker har endelig valgt deres ny chefdirigent, der efterfølger Simon Rattle på chefposten i 2018.
For at forstå vigtigheden af en sådan meddelelse skal man vide, at de berømte Philharmonikere fra Berlin er den ene af de to vigtigste chefposter inden for den klassiske musik, nemlig Musikchef på Wiener Staatsoper og Chefdirigent for Berliner Philharmoniker.
Det er også sådan, at orkestrets medlemmer stemmer om, hvem denne ære skal vederfares, og de har altid i en sådan valgsituation været uenige. Det tager lang tid. Således også denne gang. Det ligner valget af en ny Pave. Denne sammenligning er, iflg. mig selv altså, ret god. Tidligere paver på denne post var de sagnomspundne dirigenter Wilhelm Furtwängler og Herbert von Karajan.
Tidens store dirigentprofiler har alle været nævnt mht. posten, som chef hos berlinerne:
Andris Nelsons
Riccardo Chailly 
Mariss Jansons
Christian Thielemann
Gustavo Dudamel
Daniel Barenboim

Men ingen af disse kunne, eller ville - eller orkesteret ville ikke. En topdirigent har i forvejen kontrakter, som han hverken kan eller vil rejse fra.
Jeg selv havde gerne set Ricardo Chailly blive den foretrukne. Spørger man andre musikinteresserede om deres valg, får man helt sikkert et andet svar. Men nu er det jo orkesteret, der vælger. Den internationale presse svømmer over med påstande om, at den udvalgte, Kirill Petrenko, ”kun” er fjerde valg. Men enige blev man altså.
Hvorhen det vil føre er helt åbent. Valget af Petrenko er et eventyr. I bedste fald vil det sikre, at den nye chef vil føre orkestret tilbage til det område, det har forsømt i de seneste år under Simon Rattle i alle de ekstra-musikalske projekter: det koncentrerede arbejde med egen lyd. Og det vil ikke den værste løsning. Kirill Petrenko er kendt for dette.


Karajan - en af Petrenkos berømte forgængere på posten


Verner

onsdag den 10. juni 2015

Nielsen 150 år

Nielsen på en dansk hundredekrone seddel


Carl Nielsen er født 9. juni 1865 på Fyn. I går fejrede man mange steder hans 150 års dag. Han er for længst anerkendt, som den største danske komponist nogensinde, og i det hele taget, som en meget stor komponist. Hans musik kan være lidt særegen, men umiskendelig dansk. Det blev til mange koncerter på fødselsdagen, aviserne bragte anmeldelser af de seneste indspilninger af Nielsens musik. Her er for øvrigt nok at gøre, for han var produktiv. Engang sidst i 1960’erne fik den amerikanske dirigent og komponist Leonard Bernstein overrakt Sonning-prisen, hvilket blev fejret med en koncert i Odd Fellow Palæet i København, hvor de tilstedeværende fik en oplevelse for livet. Det var nærmest sindsygt spændende, grænse overskridende og besættende. Værket, der blev spillet var Nielsens tredie symfoni: Espansiva. Bernstein var kender og beundrer af Nielsens musik, først og fremmest hans symfonier, hvoraf der er seks.
I mange år efter dette var jeg af den opfattelse, at jeg aldrig mere skulle høre en Nielsen symfoni i det format. Det var indtil jeg købte en samlet indspilning af Nielsens symfonier, med San Francisco Symphony dirigeret af Herbert Blomstedt. Her er også en Nielsen kender af de mere seriøse. Den samlede indspilning blev selvfølgelig købt i San Francisco. Blandt de seks symfonier i denne indspilning foretrækker jeg personligt 2. symfoni: De fire temperamenter. Det er ligeså skelsættende en oplevelse, som med Bernstein. Her hos amerikanerne får man en ærkedansk opfattelse, og på et meget højt niveau. Det er besættende godt. Et brag af en fortolkning, amerikanerne går virkelig til den. Flot velartikuleret orkesterspil. Et brøl af potens. Og det klæder Nielsens musik, det er uhørt flot og storslået.
Lån indspilningen på biblioteket og skru godt op for stereoanlægget. 


Herbert Blomstedt dirigerer
Verner 

fredag den 8. maj 2015

Irgendwo auf der Welt


Lykken venter derude!

André Rieu og The Johann Strauss Orchestra

En koncert med André Rieu og The Johann Strauss Orchestra er altid en oplevelse, af en eller anden slags. Det var det også i aftes i Forum i København. Det blev ganske vist en noget anderledes en af slagsen end forventet, men man må medgive, at publikum morede sig og fik en fest ud af det, og – en bunke god musik.
Rieus omrejsende musikshow kommer vidt omkring, verden over. Overalt har de været og er populære. Altid foregår det store steder, stadions, kæmpehaller etc. Det er trods alt også en pengemaskine. Der skal publikum til. Mange.
Forum i København er sådan et sted. Kæmpestor sal, proppet med publikummer. Koncertsal bliver den aldrig, det er akustikken ikke til, hvilket man kompenserede for med et kæmpe musikanlæg, der sørgede for at alle kunne høre. Desværre fjernede det også ethvert tilløb til den poesi, intimitet og fortryllelse, som musik også skal indeholde. Næsten. Magien indtraf da Berlin Comedian Harmonists sang den gamle smukke slager Irgendwo auf der Welt nænsomt akkompagneret af Rieu og orkestret. Ren magi. Endelig løftede koncerten sig. Disse fem herrestemmer var noget af det smukkeste. Fuldkommen frasering og balance. Hårfine udtyndinger.

Irgendwo auf der Welt gibt's ein kleines bißchen Glück
Und ich träum' davon in jedem Augenblick
Irgendwo auf der Welt gibt's ein bißchen Seligkeit
Und ich träum' davon schon lange, lange Zeit
Wenn ich wüsst', wo das ist, ging' ich in die Welt hinein
Denn ich möcht' einmal recht, so von Herzen glücklich sein
Irgendwo auf der Welt fängt mein Weg zum Himmel an
Irgendwo, irgendwie, irgendwann

Undervejs i koncerten havde orkestret og forskellige solister sørget for underholdning og musik, lige efter bogen, for dem, der kender Rieu og hans shows. Rieu er voldsomt populær, en meget charmerende mand og glimrende musiker. Publikum var helt oppe at køre især i de utallige ekstranumre, der lige satte prikken over i’et.
Der var stop udsolgt.


Verner

fredag den 2. januar 2015

Skål – og godt nytår



Året begyndte festligt med Nytårskoncert fra Musikverein i Wien. Fuldstændig som det plejer. Fejende flot og festligt. Wiens berømte philharmonikeres nytrårshilsen til deres publikum og tv-seere over hele verden. Alle sejl bliver sat til for at skabe en festlig stemning. Det er så flot. Den Gyldne Sal, smukke blomsterudsmykninger og kæmpe publikum. Dette år blev philharmonikerne dirigeret af verdensberømte Zubin Mehta, nu i midt-halvfjerdserne og langsomt, forsigtigt gående. Wiener Philharmoniker er second to none og leverede som sædvanlig en fejende flot koncert. Orkesterklangen er helt unik, fantastisk, udtryk for hvad jeg vil kalde et brøl af potens. Alle musikkens utallige detaljer sad lige i skabet. Undervejs medens dirigenten styrede orkesterspillet, blev der også tid til løjer, sehr gemütlich, nicht war? 


Musikvereins berømte bygning i Wien

Helt tilbage fra min barndom har jeg trofast år for år fulgt det gamle orkesters nytårskoncerter, begyndende i sin tid med Willi Boskowski, orkestrets daværende koncertmester (1. violinist), som dirigent nytårsdag. Koncerten er en begivenhed og har altid været det. Der var også balletklip under transmissionen, meget flot. desuden en kort reportage fra Den Spanske Rideskole. Hvordan pokker man får den smukke hest til at lave skoleridning, så det passer fuldstændig til Annen Polka af Strauss Junior er uforståeligt. Men hestens trin passede på en prik til den smukke polka. Fuldstændig mageløst!
Jeg kunne fristes til at tro, at det giver stor glæde at være optaget i De berømte philharmonikere. Det må det nødvendigvis.



Skål derude - måtte I få et godt 2015!

Verner


Her kommer et klip fra nytårskoncerten 1987, med forlængst hedengangne Herbert von Karajan og Wienna Philharmonic Orchestra.