Gianrico Carofiglio

Og her er han så!

Gianrico Carofiglios bøger om

Guido Guerrieri, forsvarsadvokat i byen Bari i Syditalien.

Med lukkede øjne
Begrundet mistanke
Skinnet bedrager

FAKTA:
Gianrico Carofiglio er selv bosat i Bari, hvor han arbejder som anti-mafia dommer og har stået bag nogle af de hårdeste domme i regionen.

Gianrico Carofiglios bøger om forsvarsadvokaten Guerrieri er begyndt at udkomme oversat til dansk. Er man til at læse bøger om krimi, mafia, domstole og advokater, så er det her det foregår. Carofiglio kan heldigvis også skrive, rigtig godt endda. Hans bøger lader ikke én uberørt. Bøgerne omhandler i ligeså høj grad menneskets natur og tidens gang. Om samtaler mellem mennesker. Om kvinder, musik, mad, livet, minder og om manglende konsekvens. Tabet af ungdom og det endnu mere smertelige tab af ungdomsvenner. Tiden lader sig ikke skrue tilbage!

I bogen Med lukkede øjne betror én af Guerrieris kvindelige kolleger sig til ham om sit ny job, som hun har accepteret, et nyt liv i en anden by. Hun betror sig til ham og fortæller: ”Hvis jeg ville lette mit hjerte, kunne jeg skrive til et dameblad under falsk navn. Du ved: kvinde på fyrre med den og den karriere, hvis liv er en følelsesmæssig ørken, som har brændt sine broer bag sig, som er ved at forstå, at hun aldrig bliver mor, etcetera etcetera.”

Guerrieri, som er en følsom og meget fint registrerende mand (40 år), føler sig trist og gammel, mens han lytter til hende. Han føler sig som én, der ser tiden forsvinde. Som en, der betragter de andre, mens de forandrer sig, vokser op på godt og ondt og rejser væk. Som træffer nogle valg. Mens han selv forbliver på det samme sted, foretager sig de samme ting og lader tilfældet råde. En, som ser livet passere forbi!

Det er en fin karakteristik af denne, til tider, antihelt.
Der skal nok være læsere, der genkender noget af dette. Det er helt sikkert!

Verner

Finansmarkedet blev herre

I et interview med Poul Nyrup Rasmussen d.d. i ”Den levende” drejende sig om den politiske udvikling i Europa, eller skulle jeg sige afvikling, ved udsigten til en ny Europa-pagt, som han med rette anklager for at være faktuelt forkert og med stort demokratisk underskud, anker Nyrup Rasmussen dels over Europa-pagtens mangel på folkelig opbakning, dels den højredrejning, det er udtryk for. Total mangel. Ingen bliver hørt, overhovedet. Konklusionen er naturligvis, at bliver forslaget vedtaget, bomber man Europa endnu længere tilbage. Det er nu engang ikke muligt at spare sig ud af en sådan krise, som man står i. Der skal skabes ny udvikling, nye arbejdspladser bl.a. ved hjælp af investeringer i infrastruktur, i nye arbejdspladser m.m.m.
Det stærkeste afsnit i interviewet er måske nedenstående citat.

”Finansmarkederne blev herre
Finanskrisen bragte os ikke ind i et naturligt forløb i det 21. århundrede, så finansmarkedet igen blev realøkonomiens tjener, men fortsatte med i endnu højere grad at blive dens herre.
Hvem er det på tv-skærmene, der fortæller os, hvad der er sandheden? Det er bankøkonomerne, det er administratorerne af kapitalfonde, som oven i købet – to, tre, fire år efter, at de selv har igangsat denne finanskrise, nu optræder i hellig forargelse over staternes manglende ansvarlighed. Det er næsten ikke til at bære. Hykleriet vil ingen ende tage. Den nye verdens Godfathers fører sig frem med en råstyrke og en selvfølgelighed, som om vi alle sammen havde glemt, hvem der skabte denne krise”.

Kun ærgerligt at Nyrup nu pensioneres - også fra stillingen som formand for europæiske socialdemokrater.

Verner

Hjemkomst

Hjemkomst fra krig
i 1850

Obama hylder

soldater hjemvendt

fra krigen i Irak

I disse dage vender amerikanske soldater hjem fra Krigen i Irak. Iflg. førende dagblade var hjemkomsten både stormende og rørende. Familiernes og de elskendes gensyn var rørende, intet mindre. Ligeså præsidentens taler til de hjemvendte, hvor han udtrykker sin nations taknemmelighed og tak. En tak, som er helt på sin plads, thi mange vender hårdt sårede hjem, andre slet ikke. Man får pt. ikke noget indtryk af den danske nations taknemmelighed over for vore udsendte soldater m/k, når de vender hjem Sørgeligt.

Og så var det, jeg kom i tanke om et billede, som jeg så første gang som barn og aldrig senere har glemt. På dette maleri, se vedlagte billede, ser man de jublende og sejrrige danske soldaters hjemkomst fra krigen i Sønderjylland. Det var i 1850. Det er præcis uden for Kongens Have i Kbh.'s centrum, på hjørnet af Sølvgade og Kronprinsessegade.
Man ser i forgrunden en glad familie, hvor far er kommet uskadt hjem, ægtefælle, børn og hund har glædet sig og dér, dér kommer han, alt er idel glæde. Lidt tilbagetrukket står en ung kvinde med et lille barn. Her er der ingen, der kommer hjem. Som ekstra kontrast ser man de sejrrige tropper og jublende borgere. Den ensomme kvinde og barnet betalte prisen, som har været tab af den elskede mand og far, social deroute og fattigdom. Det var prisen i datidens samfund, hvor der ingen hjælp var at finde. Det er lige stærkt nok.

Billedet hænger sandsynligvis på museet på Frederiksborg Slot, hvor det kan ses i sin fulde størrelse og grumhed.

- Jeg har aldrig nogensinde glemt det billede.

Verner

Jamie Oliver

Le Chef

-og den glade familie
Vi tv-seere bliver på det nærmeste bombarderet med livsstilprogrammer af meget svingende kvalitet. Det gælder også den del af disse programmer, der omhandler mad. En vigtig ting, mad altså. Vi har som tv-seere set utallige chefer trylle i køkkenet, så vi har stort set fået nok, havde det ikke lige været for fænomenet Jamie Oliver. På tv fremstår han fuldstændig ukunstlet, som en glad dreng næsten, havde han ikke lige været 36 år og far til fire børn, såvidt jeg selv lige kan se på billeder. Hans pædagogiske indsats for bedre mad, og for bedre, slankende mad til skolebørn fortjener megen ros, og det skal han også ha’. Endnu huskes starten af tv-programmerne med Jamie Oliver, som ganske ung, kørende rundt på en scooter for at købe madvarer til udsendelsen, Rigtig sjovt var det.
Men det som interesserer mig mht. til Jamies evner som kok, er den mad han foretrækker at fremstille. Ikke at det lige netop er slankemad, slet ikke, men det ligner og minder om fransk og italiensk mad, når det er bedst. Sådan en slags fransk/italiensk bedstemorkøkken, som jeg selv har mødt og nydt på mange rejser i provinsen i Frankrig, og på rejser i Italien. Hos Oliver er der ikke noget Nyt Nordisk Køkken eller la Nouvelle Cuisine Francaise. Heldigvis. Det er rigtig mad, lavet af mennesker, til mennesker, med smagen absolut i højsædet, og så ser det bandsat lækkert ud. Hver gang føler jeg mig hensat til Frankrig, helt ærlig. Bravo Jamie, hos dig ville jeg gerne spise rigtig ofte, så kunne jeg også lære en hel del, skulle jeg mene. Og det er vel ikke så ringe, vel?

Verner

Plimsolleren* EU

Med nattens EU-møde og dets beslutning i mente:

Citat d.d. fra Peter Skaarups blogindlæg på Politiken.dk:

Dansk Euro-deltagelse havde været en katastrofe

”Danskerne sparer milliarder på at være udenfor euroen. Som jeg har beskrevet tidligere på min blog, så havde det været tæt på en økonomisk katastrofe, hvis danskerne havde afskaffet kronen og stemt ja til euro-deltagelse for ca. et årti siden. Havde vi gjort det, ville renten i Danmark have været stigende. Desuden ville vi på linje med de fem-seks bedst fungerende økonomier i euro-zonen lige nu, have været i akut fare for at blive nedgraderet af kredit-vurderingsinstitutterne. Det betyder, at det bliver dyrere og vanskeligere at få solgt de statsobligationer, der finansierer statens gæld og underskud. Standard & Poors har således sat de seks økonomisk bedst fungerende eurolande på observationslisten - mens Danmark og Sverige, der står udenfor euroen pga. befolkningernes kloge nej til at deltage i den fejl-konstruerede møntunion, ikke er i fare for nedgradering.”

Kun et udpluk fra Skaarups indlæg, det er nok, synes jeg. Men – hvem i alverden skulle tro, at man på et tidspunkt skulle blive enig med ham om noget som helst, når man også betænker, hvilket politisk parti han repræsenterer! Her er der banko, hele pladen og en halv gris med hjem!

Verner


Se også Verners blokindlæg af lørdag den 5. november 2011

* Plimsoller: Et skib eller en båd som er i meget dårlig stand.

Lorin Maazel - Domptør

von Karajan

Abbado

Maazel
Lorin Maazel er i København for at møde resten af næste års Malkojury og prøve at begrænse feltet af unge håbefulde dirigenter, der har tilmeldt sig konkurrencen.

I sine yngre dage, hvor han var a rising star, blev han spået at skulle blive megaberømte von Karajans efterfølger, som chef for de ligeså berømte Berliner Philharmonikere.
Det virkede helt naturligt, hans eminente evner som dirigent taget i betragtning. Allerede dengang superstar, og her taler vi om starten af 1960’erne. I dag er han tæt på at være 82 år - still going strong. En stor berømthed og en af de sidste af slagsen, som orkesterdomptør (læs: stjernedirigent). Lang enestående karriere har han bag sig. Det eneste han ikke opnåede var at blive von Karajans efterfølger hos berlinerne. Det blev istedet Abbado. Da så Abbado stoppede 10-12 år senere, og det berømte orkester søgte en ny leder på topplan, var et mindre antal af de endnu eksisterende topdirigenter på tale. Men da blev det heller ikke Maazel. I et tv-klip ved samme lejlighed nåede Maazel at udtale, i et skuffet tonefald ganske vist, ”De spiller ikke engang særligt præcist”. Det gjorde de så sandt for dyden under Karajan. Synd egentlig for Maazel, for er der nogen, der kan få det berømte ensemble til at spille præcist, for at fremme det kunstneriske udtryk naturligvis, så er det sandelig Maazel, om nogen. Han skal høres live for virkelig at forstå, hvad der tales om her, manden er en ufattelig god dirigent. Det er, så man får gåsehud.

Verner