onsdag den 8. maj 2013

Der kommer noget nyt




En af vandreturene, en af de foretrukne året rundt, går ad nogle små villaveje med smukke gamle huse og haver. I denne tid da alt blomstrer, er der smukkest muligt. To af de ejendomme, der passeres ligger på hjørnegrunde lige over for hinanden, og de kunne næppe være mere forskellige. Langt tidligere, måske i marts, var et gartnerhold i gang med at fælde to store, smukke, gamle træer på den ene hjørnegrund, den med et kønt, hvidt hus. Da jeg sagde til gartnerchefen, at jeg synes, det var synd at fælde den slags gamle træer, forsvarede han det med, at der var fare for at træerne væltede over i huset, og at der kom noget nyt i stedet. Der kommer jo noget nyt, sagde han endnu en gang indtrængende. Derefter faldt samtalen på kæmpetræerne i Californien, som er en stor attraktion. Dem skulle du se! Hyggelig gartner, bemeldte mand. Synd for det smukke hus og den lige så smukke have. Det vil tage nogen tid, før ejendommen genvinder sin tidligere skønhed.
Lige ovre på den anden side ligger en gammel, velholdt rødstensejendom, beboet af en ældre morlille. Sød dame. En gang sidste år jeg kom forbi på en af vandreturene, havde hun fået besøg af børn og børnebørn. Hun så virkelig så glad ud den gamle. Børnene var kommet for at besøge hende! I går kom jeg så forbi, og ude i haven gik en ung mor med en barnevogn og prøvede at få barnet til at sove. Jeg standsede op, tillod mig at spørge hende, om den gamle dame ikke boede der mere. Det gjorde hun ikke. Hun var flyttet for et lille års tid siden. Er hun død, spurgte jeg videre. Nej, det var hun ikke, sagde den unge kvinde. Barnet græd, og det blev ikke til nogen uddybelse af emnet. Om den gamle dame så bor på et plejehjem eller ligger på et hospital, får man nok aldrig at vide.

I begge tilfælde viger de gamle for noget nyt. Og det er vel tidens gang?

Imens skrider foråret langsomt frem mod sommer!


Verner
    


Glade følelser efter ankomst på landet: