tirsdag den 24. april 2012

Den gamle dame





For de 16.000 garanter i Sparekassen Østjylland er denne søndag (22. apr. 2012) en ulykkelig dag. De mister nemlig alt, hvad de har indskudt i garantkapital i sparekassen. 
Et led i aftalen om at Sparekassen Kronjylland overtager den nødlidende kollega, er nemlig, at garanternes tilgodehavender i Sparekassen Østjylland sløjfes. Dermed kan garanterne, som hovedsageligt er private bankkunder, stå til et samlet tab på flere hundrede mio. kr.

I en meddelelse fra Sparekassen Kronjylland (Sparekassen Kronjylland overtager den krakkede Sparekassen Østjylland) udtaler direktør Klaus Skjødt følgende omkring garanternes situation: 
"Alle kunder, der har penge stående i Sparekassen Østjylland, vil have præcist den samme sum stående i Sparekassen Kronjylland, når overtagelsen er fuldt gennemført. Der er altså ingen indskydere, der mister penge. Desværre er det samme ikke tilfældet for garanterne i Sparekassen Østjylland. De taber ulykkeligvis deres garantkapital. Tabene i Sparekassen Østjylland var så store, at garanternes penge ikke kunne reddes."

Finanstilsynet fælder en hård dom over udlånsbøgerne i konkursramte Sparekassen Østjylland. Halvdelen af de største udlånsengagementer i sparekassen var nødlidende, lyder konklusionen.

Den gamle dame
I et ganske kort glimt i en nyhedsudsendelse ser man så en gammel dame på gaden, sådan omkring de 80 år, ville jeg tro. ”Jeg har mistet 60.000 kr., det er mange penge for mig”, sagde hun meget berørt. Naturligvis kender vi ikke hendes situation, selvom tabet er alvorligt nok i sig selv, men det kan udmærket godt have været denne sum, der skulle sikre hende resten af hendes dage! Måske er hun ovenikøbet blevet ”hjulpet” til at købe garantbeviser i den lokale bank, hvilket, efter hvad man hører, er ganske normalt i banker og sparekasser, selv når man her godt er klar over, at tiden før krakket er tæt på at rinde ud.
OK - hvem hjælper nu den stakkels gamle dame?
- Du kan godt bide spids på, at det er der ingen der gør!


Verner