tirsdag den 24. april 2012

Den gamle dame





For de 16.000 garanter i Sparekassen Østjylland er denne søndag (22. apr. 2012) en ulykkelig dag. De mister nemlig alt, hvad de har indskudt i garantkapital i sparekassen. 
Et led i aftalen om at Sparekassen Kronjylland overtager den nødlidende kollega, er nemlig, at garanternes tilgodehavender i Sparekassen Østjylland sløjfes. Dermed kan garanterne, som hovedsageligt er private bankkunder, stå til et samlet tab på flere hundrede mio. kr.

I en meddelelse fra Sparekassen Kronjylland (Sparekassen Kronjylland overtager den krakkede Sparekassen Østjylland) udtaler direktør Klaus Skjødt følgende omkring garanternes situation: 
"Alle kunder, der har penge stående i Sparekassen Østjylland, vil have præcist den samme sum stående i Sparekassen Kronjylland, når overtagelsen er fuldt gennemført. Der er altså ingen indskydere, der mister penge. Desværre er det samme ikke tilfældet for garanterne i Sparekassen Østjylland. De taber ulykkeligvis deres garantkapital. Tabene i Sparekassen Østjylland var så store, at garanternes penge ikke kunne reddes."

Finanstilsynet fælder en hård dom over udlånsbøgerne i konkursramte Sparekassen Østjylland. Halvdelen af de største udlånsengagementer i sparekassen var nødlidende, lyder konklusionen.

Den gamle dame
I et ganske kort glimt i en nyhedsudsendelse ser man så en gammel dame på gaden, sådan omkring de 80 år, ville jeg tro. ”Jeg har mistet 60.000 kr., det er mange penge for mig”, sagde hun meget berørt. Naturligvis kender vi ikke hendes situation, selvom tabet er alvorligt nok i sig selv, men det kan udmærket godt have været denne sum, der skulle sikre hende resten af hendes dage! Måske er hun ovenikøbet blevet ”hjulpet” til at købe garantbeviser i den lokale bank, hvilket, efter hvad man hører, er ganske normalt i banker og sparekasser, selv når man her godt er klar over, at tiden før krakket er tæt på at rinde ud.
OK - hvem hjælper nu den stakkels gamle dame?
- Du kan godt bide spids på, at det er der ingen der gør!


Verner

tirsdag den 17. april 2012

Investering

Nykredit-er-en-bank!


Det er lige sin sag at få udbytte af investeringer, hvad enten der er tale om fri kapital eller pensionsmidler. Det kræver sin mand, eller skulle jeg sige sin bank / investeringsinstitut eller lign. Virkelig! Det har heller ikke været for let de senere år, der har budt på internationale kriser deriblandt en megastor finanskrise, som vi endnu ikke er kommet ud af, hvilket åbenbart kan tage sin tid.
Det er derfor interessant at sammenligne to forskellige foredrag, jeg har oplevet fornylig. Foredrag om hvordan man bedst og mest sikkert får forrentet sine skillinger, altså hvis man har nogle.

Heidner Invest

Første foredrag blev afholdt af Heidner Invest ved Hr. Bendt Heidner i det gamle industrihus i centrum af Odense. Man måtte altså rejse over vandet for at deltage i denne interessante ting. Godt, at man har familie i Kerteminde, så der kunne blive et vederkvægende stop under vejs!
Foredraget var særdeles interessant. Undervejs fik man anskuelsesundervisning i, hvad man kan gøre, og især hvad man ikke kan gøre, hvis det skal gå godt. Yderst givende og top-professionel gennemgang af mulighederne fortalt af en virkelig ekspert, ved hjælp af plancher, tabeller, opstillinger etc. Efterfølgende har Heidner Invest fået flere henvender fra de fremmødte, hvoraf flere nok har haft ondt i pengepungen. Firmaet kan absolut anbefales. Der var afsluttende en fin buffet.


Nykredit-er-en-bank!

Her et par uger senere holder Nykredit så investormøder spredt ud over landet. Jeg selv deltog på Hotel Radisson Blu Scandinavia, et kæmpestort hotel på Amager. Nykredit er en bank, der har aspirationer mht. til at blive rigtig stor i Danmark. Tredjestørst vil man være. Og til det brug holder man så bl.a. investormøder, hvor man fortæller om sit investeringsunivers. Blot var der ikke så mange faktuelle oplysninger, så det fremmødte publikum fik noget konkret med hjem.
Det var mest løs snak, underholdning både af organisationens to medarbejdere, der stod for fortællingerne, Hans Engell, der var indforskrevet til at udfordre dem, og Peter Tanev, som sluttelig holdt et foredrag om vejret!
Ved ankomsten var der kaffe og kage. Midtvejs pause med vand og frugt. Afsluttende stor buffet med vin, vand og kaffe. Meget lækkert og imponerende. Men hvad Nykredit egentlig ville med denne forestilling får stå hen i det uvisse?
Man undres.


Verner 

  

onsdag den 4. april 2012

Bayern München – Marseille 2-0

Jugoslaven Olic fejrer sit første kanonmål ved at løfte
Franck Ribery op over skulderen, som tak for den fantastiske detalje,
der muliggjorde hans scoring

I aftes spilledes så den runde i Champions League, hvor vinderne kvalificerer sig til semifinalerne. Blandt de spillede kampe tiltrak især kampen mellem Bayern München og Marseille sig opmærksomhed. Fordi der for en gangs skyld ikke var tale om skyttegravskrig, alibi-fodbold eller andre mærkelige ting. Her var to hold, der spillede det flotteste og smukkeste fodbold, nogen kunne ønske sig. Marseille, der var bagud fra første kamp med 2 mål, klemte på fra kampens start og tilspillede sig flere store chancer, som de ikke fik omsat til mål. Bayern havde fra start valgt at lade sine to angrebsesser Arjen Robben og Mario Gómez sidde udenfor, for at spare spillerne i det meget hårde kampprogram Bayern står over for. Det var ikke til at se. De tyske angrebsbølger væltede frem mod Marseilles mål, franskmændene kunne prise sig lykkelig for deres sorte målmand, der stod lidt af en brandkamp. Men da den kolossalt oplagte og velspillende Franck Ribery med et par smarte finter trak sig fri næsten på baglinien og centrede på tværs af målet, stormede jugoslavien Ivica Olic til, kom før forsvareren og scorede lynhurtigt og sikkert. Hvilke detaljer! I anden halvleg gentog Olic kunststykket, denne gang på en assist fra østrigeren David Alaba. Begge mål var et smukt resultat af Bayerns meget opfindsomme og lynhurtige angrebsspil. Jeg kunne godt unde Bayern at vinde Champions League i år! Det tyske hold under ledelse af den tidligere topstjerne Jupp Heynckes spiller storslået fodbold i denne sæson.


Verner