I billedet ser man Herbert von Karajan, i baggrunden høres slutningen af Isoldes Liebestot. I et nu klippes til et sted i bjergene. Højt over skoven svæver en kæmpe stor ørn med uhyre vingefang, fuglen svæver i store cirkler og drejer mod kameraet, et skrig kommer fra den, som af ren livsglæde.
Vi er tilbage, med klip af dirigenten, Isolde har sunget de sidste strofer, og op over de vældige klangmasser klinger oboen.
Igen er vi hos ørnen, frit svævende, stolt, langt, langt over skoven.
Et sidste klip af Herbert, som ung, midaldrende og gammel. Da orkestrets sidste enorme klangudløsninger dør ud, ser vi den enkle grav med hans navn, årstal og de smukke blomster.
Eliette von Karajan var naturligvis med i tv-programmet, optaget i anledning af tyveåret for Herberts død. Hun fortalte: ”Vi sidder og taler sammen, Herbert stiller sit glas fra sig, ser mig i øjnene og dør i mine arme”. Hun fortæller det ganske uden sentimentalitet.
Først senere i programmet kommer tårerne.
Verner
Vi er tilbage, med klip af dirigenten, Isolde har sunget de sidste strofer, og op over de vældige klangmasser klinger oboen.
Igen er vi hos ørnen, frit svævende, stolt, langt, langt over skoven.
Et sidste klip af Herbert, som ung, midaldrende og gammel. Da orkestrets sidste enorme klangudløsninger dør ud, ser vi den enkle grav med hans navn, årstal og de smukke blomster.
Eliette von Karajan var naturligvis med i tv-programmet, optaget i anledning af tyveåret for Herberts død. Hun fortalte: ”Vi sidder og taler sammen, Herbert stiller sit glas fra sig, ser mig i øjnene og dør i mine arme”. Hun fortæller det ganske uden sentimentalitet.
Først senere i programmet kommer tårerne.
Verner
