Berlin er vel en messe værd?

Brandenburger Tor

Det rigtige citat er:

Paris er vel en messe værd? - Henrik 4. af Frankrig.

Ved et genbesøg fornylig i Berlin, EU’s hovedstad, må man sige at Berlin vel er en messe værd. I tyverne og op i trediverne i forrige århundrede, havde Berlin et ry, som byen, hvor livet blev levet. Der var gang i den, som ingensinde tidligere, kan man forstå. Især nattelivet og kulturlivet havde gyldne tider. Det kommer man naturligvis aldrig til at opleve igen, i sagens natur. Men her i 2015 er det ubetinget stedet, hvor tingene sker. Er der et land med forrang i EU, er det Tyskland, og med Tyskland hovedstaden Berlin.

Siden sidste besøg var der gået ni år. Meget er forandret på ni år, men byen dog til at kende igen. I de mellemliggende år er EU vokset i størrelse, i magt, og med det Tyskland og Berlin.

Men selve byen Berlin er virkelig spændende for en turist. Utallige er mulighederne for oplevelser og lærdom. Denne gang boede vi også i Kurfürsten Damm kvarteret ikke helt ude på Olivaer Platz, men lidt længere inde mod centrum, nemlig Hardenberg Strasse. En glimrende adresse, tæt på tog, metro og busterminal. Hotellet ganske alm. firestjernet. Ikke noget at skrive hjem om.

Nu er spørgsmålet. Skal det være i dette kvarter, man skal bo eller eje en lejlighed, eller i Prenzlauer Berg i det tidligere Østberlin?

Kurfürsten Damm kvarteret er meget smukt, smukke gader (mange af dem alleer) og hoteller, masser af restauranter og cafeer, og ude på den berømte boulevard Kurfüsten Damm al den luksus, som man kunne ønske sig. Eller skal det være det indtagende, stille og rolige Prenzlauer Berg, så indtagende og smukt på en sommerdag, som man ikke skulle tro muligt?

Men bortset fra dette, var Berlin atter en oplevelse. Brandenburger Tor, det berømte vartegn ved begyndelsen af Unter den Linden, var nyistandsat og meget flot, men gaden Unter den Linden er under restaurering, eller ombygning om du vil. Den var ikke mange sure sild værd, men overrendt af turister alligevel.

Den samme slags mennesker; turister, flokkedes også alle mulige andre vegne, som f.eks. den berømte Rigsdag med den bemærkelsesværdige kuppel. Nu kan jeg naturligvis blive ved i en uendelighed med alle disse turiststeder. Det er et spørgsmål, om man kan anbefale det ene frem for det andet. Men jeg kan jo forsøge med et par enkelte ting. Kun et par enkelte!

Akvariet

På Alexander Platz er der indgang, blandt flere, til akvariet, Europas største skulle det være. Det står på højkant inde i en bygning med en indbygget elevator centralt i akvariet. Så når man kører op, er man omgivet af fisk. En oplevelse.

Eller når man står lige i Brandenburger Tor kan man lang ude i Tiergarten se den berømte Sieges søjle. Her på søjlen er vist alle tyskernes militære sejre over naboerne i fortiden.

I Spandauer Vorstadt må man ikke snyde sig selv for at se og opleve Hackeschen Höle med de smukke, lukkede baggårde. Man finder dem såre let, og dét er en seværdighed af de sjældne.

Husk lige at opleve DDR-museet tæt på Museumsinsel!

Sieges Søjle

Tag næste fly til Berlin!

Verner

Rachmaninov i Koncerthuset

En af årets tidligste torsdagskoncerter var flyttet til i går lørdag, pga. pianisten Lang Langs deltagelse i et statsjubilæum i hjemlandet Kina. Alligevel var der stopfyldt i koncertsalen, for hvem vil ikke gerne høre fænomenet Lang Lang, ovenikøbet når han skulle være solist i Rachmaninovs 2. klaverkoncert. Når dertil lægges, at den østrigske dirigent Manfred Honeck stod i spidsen for DR Symfoniorkesteret, havde man virkelig lagt op til den store aften, det også blev.

Rachmaninovs 2. klaverkoncert er en ørehænger af rang. Voldsomt populær hos musikfolket, med al sin sentimentalitet, fængende melodier, farvestrålende pragt osv., osv.

Lang Lang

Det blev også en oplevelse. Lang lang har stadig manerer, men optræder knapt så underligt mere. Til gengæld er han teknisk brillant, som få andre i vor tid. En megastar. Man forstår det til fulde, når man hører ham, som i aftes i Koncerthuset. Rachmaninovs musik fik al den pragt og skønhed, man kunne forlange. Der var øjeblikke, hvor orkesterledsagelsen gik fra forte (kraftigt) til piano (svagt), hvor klaverstemmen ligesom voksede ud af stormen og næsten ensomt sang om svundne tider, det tabte fædreland; En anden tid et andet liv. Storslået øjeblik; ét af mange. Ren magi også takket være orkester og dirigenten Honeck.

Som ekstranummer gav Lang Lang et intermezzo. Måske var det af Tchaikovsky, jeg ved det ikke. Meget betagende, intimt, næsten nænsomt. Stor musik i lille målestok. Så smukt, så smukt. Stormende bifald.

Manfred Honeck

Efter pausen dirigerede Manfred Honeck Tchaikovskys femte symfoni. Pragtfuld russisk musik. Højt elsket og beundret klassiker. Formidabelt spillet af orkester og dirigent.

Verner


Addendum

Ud over virkelig at nyde den fantastiske koncert og den ligeså fantastiske musik, er der mere at tænke på, som sædvanlig, naturligvis. Jeg sad på et afsnit, der hedder Orkesterplads C. Det var lige oppe over gruppen af Bratchspillere, messinggruppen og timpanisten (slagtøjspilleren, i dette tilfælde en musiker, der spillede på bækkener, fire af slagsen, hvilket ikke går stille for sig). Det understregede alt sammen musikkens uhyre omfang, og der blev gået til den, alt imens musikkens synkrone og asynkrone dele blev afviklet med uhyre kraft og præcision, hvor det ifølge partituret skulle. Det hele ledet af en superdirigent som Manfred Honeck. Det var spektakulært.
Ydermere, bør man tænke på, synes jeg, at den musik, der blev spillet i aftes, var kendt og elsket musik, men engang var denne musik fuldstændig ny. Tilhørerne på den tid må have været næsten chokerede, ligesom jeg, der ellers har hørt så meget klassisk musik i mit liv, omtrent var det. En symfonisk aften af en kvalitet som ikke hørt længe.