På Nørrebro

At gå i teatret i dag er efterhånden en pose blandede bolsjer, som f.eks. nu i går eftermiddags på Nørrebros Teater i Ravnsborg Gade på Nørrebro i Kbh. Teaterbesøget var starten på et arrangement i den lille private, kulturelle forening Seksmandsklubben.

For et menneske som jeg, der er vokset op på Nørrebro, melder der sig naturligvis en del tanker, ved et besøg på det gamle teater, som man førhen frekventerede relativt tit. Årene er gået, så står man der igen. Det var mindre end jeg huskede det. Hyggeligt, gammelt sted, men med ringe adgangsforhold fra forhal til scenerum. Derinde trangt, salen stopfyldt med forventningsfulde publikummer. Fuldstændig udsolgt. Nu til dags er man ikke særlig pænt klædt til lejligheden. De fleste kommer i, hvad de står og går i.

Teatret havde valgt at spille Melodien, der blev væk, et stykke fra gamle dage omhandlende problematikken vedr. tab af livslyst og -mod. Det forekom ikke meget relevant. Det er ikke en mindeværdig forestilling, trods skuespillere, der gjorde deres bedste.

I pausen havde vi bestilt et glas hvidvin, Uha, det var heller ikke for godt. Det er vel, hvad teateret formår?

Stykket blev spillet til ende, og blev honoreret med mange klapsalver, mest af høflighed ville jeg tro, for ellers har publikum ikke forstand på, hvad de udsættes for. Under den megen klappen er der så enkelt individer, der rejser sig op for at hylde kunstnerne, efterfulgt af mange andre. Man oplever tit denne underlige ting, Her var det også grundløst. Så godt var det slet ikke. Hvad er egentlig meningen med denne mærkelige gestus? Publikum mangler total sans for, hvad de oplever, ville jeg tro.

Den efterfølgende middag på et umanerlig godt spisested i Taastrup rettede heldigvis op på eftermiddagens oplevelser.

Nørrebros Teater

Verner

En for alle, og alle for sex, drugs and rock’n’roll

De 3 Musketerer i Gasværket!

Tom Jensen , Peter Oliver Hansen og Jens Andersen
 som de tre musketerer og Trine Pallesen som Mylady
Foto: Robin Skjoldborg

Vi taler om forestillingen De Tre Musketerer i Østre Gasværk, Kbh.

Østre Gasværk var tidligere et gasværk. I mange år nu teater og et temmelig populært af slagsen.

Lørdag aften spilledes den sidste af forestillingerne i en moderne opsætning af De Tre Musketerer, som Rock-Musical i Gasværket. Rock-Musical! (sic!) Nu fortsætter stykket som turné rundt om i riget.

Og hvem skulle have troet, at Alexander Dumas den ældres stykke kunne piftes sådan op med rock. Mange forskellige udgaver både på film, teater og tv har man set, men ikke dette. Før nu altså. Stykket fulgte forlægget.

Der var fuld gang i løjerne, meget morsomt lavet med en masse krydshenvisninger både sprogligt og musikalsk. Scenografien var outstanding; aldrig set før. Det var samtidig rock for fuld udblæsning, havde jeg og mit selskab siddet tættere på, var vi endt med en høreskade. Publikum var tilfreds.

Det var også sjovt! Rigtig sjovt.

Det var rock’n’roll!

Fra en mere seriøs opsætning. Sikkert ikke så morsom.
- Og uden rock!

Det er samtidig en helt anden oplevelse at gå i teateret, end i biografen. Folk er forventningsfulde, glæder sig, er pænt påklædt. Og så er der en herlig bar til pausen, hvor man kan få sig et glas.

Stykket burde også i provinsen få stor tilstrømning.

Verner

Riefensthal og Goebbels:

Skuespillerne Kristian Holm-Joensen og Ina-Miriam Rosenbaum 

Goebbels:

Skuespilleren Ina-Miriam Rosenbaum

Rhea Lemans tragiske komedie

Hitler On the Roof

Seksmandsforeningen, en kulturel forening, en forening jeg er så heldig at være mangeårigt medlem af, overværede i aftes den helt usædvanlige og meget bizarre forestilling Hitler On the Roof på Mungo Park i Allerød. Forestillingen er særdeles interessant og skuespillerne Rosenbaum og Holm-Joensen var blændende gode. Kommer stykket i et teater nær dig, har du chanchen for at få en usædvanlig oplevelse! 

Hitler On The Roof

I forestillingen på Mungo Park leges med tanken om, at Goebbels har overlevet krigens ødelæggelser og nu mødes med Riefenstahl, der skabte nogle af Det Tredje Riges mest berømte propagandafilm, til en konfrontation om ytringsfrihed og ansvar.

Hitler On The Roof er et dramatisk opgør om ansvar og selvcensur. Forestillingen er et forsøg på at kortlægge Goebbels’ strategi for at omvende det tyske folk til nazister igennem kultur- og værdikamp. Den stiller centrale spørgsmål som ”Hvordan kunne det ske? ” og ”Kan det ske igen?” og sætter dermed fokus på magtkampen mellem politikeren og kunstneren og deres respektive samfundsmæssige ansvar.

I forestillingen sidder Goebbels, der spilles af den kvindelige, jødiske skuespiller, Ina-Miriam Rosenbaum, i sin førerbunker og sender propaganda ud til hele verden via radioprogrammet Kunst, Kultur og Kommunikation.

Så længe Goebbels er alene, lykkes det ham at opretholde sin forløjede forestilling om at have gjort det rigtige, mens hans indre er i vildt oprør. Ingen må vide om de personlige omkostninger, den frygtelige ensomhed og savnet af de elskede børn. At vedkende sig andres uhyrlige omkostninger kan der slet ikke være tale om.

På et tidspunkt dukker den berømte filminstruktør Leni Riefenstahl op (spillet af Kristian Holm-Joensen), og her begynder facaden at krakelere. Løgnene kommer op til overfladen, først hos Goebbels og dernæst hos Riefenstahl, som forsvarer sig med at ”hun blot udøvede sin fantastiske kunst; hendes kunst havde intet med politik at gøre!”

Sidst i den bizarre handling dør Goebbels og Riefensthal er låst inde i førerbunkeren.

Verner