Vi
mødte David og hans kone (englændere) på Azorerne engang i
foråret. Det er gået os fuldstændig af minde, hvad hans
ualmindeligt søde kone hedder, men et usædvanligt herlig par at
møde, og så helt ude i Midt Atlanten. I to dage kørte vi to par i
en bil med en hollandsk chauffør og rejseleder og så hovedøen. Det
var et fint miks vi fem. Hollænderen var også sjov, han stod for at
flytte permanent til Azorerne, idet han skulle giftes med sin
hjertenskær!
Men
så første dag, på et tidspunkt, falder David og jeg i en mere
seriøs samtale, end alt pjattet, og David var ked af det. Seriøst.
Hvad han var ked af var Brexit. Den var helt gal, mente han. Det
skulle aldrig have fundet sted. Jeg lyttede til ham, og pointerede,
at der nu ikke var ret meget at gøre ved det. Nej, mente han, det
kunne han godt se, dum var han jo ikke, gjorde han gældende. De
forkerte kredse, hvoraf mange var flyttet til England, migranter
o.lign. havde efter hans mening gjort udslaget, og nu var skaden
sket. Nej, han havde ikke noget mod de fremmede, som han kaldte dem,
ikke spor, de var flinke mennesker. Han og hans land skulle nok klare
den, der havde været stor udfordringer før, han stolede på, at de
skulle klare den. Men, David sagde jeg, idet jeg klappede ham
trøstende på skulderen, I har gjort en kæmpe dumhed, det er en
beklagelig kendsgerning. En gigantisk fejltagelse, hvor der nu ingen
vej er tilbage. Sorry, old boy. David nikkede samtykkende. Han så på
det tidspunkt endnu mere ked ud end før samtalen begyndte; jamen,
Verner! Yes David; Det var virkelig en fejltagelse af dimensioner.
Han nikkede, alt var nu sagt.
Vi
fortsatte køreturen. Senere på dagen kom han ind på Brexit igen,
idet han atter gjorde gældende at han forventede at hans land ville
klare skærene. Jeg tror på ham.
Verner