fredag den 12. februar 2010

Danmarks økonomi

Peter Mogensen
Politisk kommentator på Politiken, redaktionschef,
forhv. spindoktor for Nyrup Rasmussen, mv.


Peter Mogensen
er blandt de her citerede!
Årtier med smalhals og besparelser venter os!

I den nys voldsomt opblussende diskussion om, hvad pokker vi skal gøre ved vort samfunds økonomi, der ganske rigtig er ved at køre af sporet foranlediget af den store økonomiske krise, der slet ikke, hvad mange måske tror, er ved at være overstået, men tværtimod raser på fuld kraft, se bare statsbudgettets store underskud eller de accelererende arbejdsløshedstal, dukker interessante synspunkter op i debatten, som f.eks.:

Ifølge alle økonomer er der tre løsninger.
Man kan skære i de offentlige budgetter – altså sænke velfærden.
Man kan kræve mere op i skatter.
Man kan lave reformer, der får folk til at arbejde mere og længere – beskære dagpengeretten og fjerne efterlønnen, for eksempel.
Nævner man sidstnævnte, låser politikerne sig inde på toilettet!
(Esben Kjær, Økonomidirektør)

Mens vi venter på at blive fattige . . .
(Asger Aamund, Virksomhedsejer)

faktisk er vi herhjemme nu så hårdt ramt, at det vender dansk politik på hovedet. Hvor VKO gennem alle årene har ledt efter værdige modtagere af pengegaver fra det borgerlige flertal, er jagten nu gået ind for at finde værdige ofre for den sparekniv, finansministeren lystigt skal svinge over staten og kommunerne!
(Peter Mogensen, Redaktionschef)


Besparelser kan bremse den spirende vækst, der i øjeblikket kan spores i økonomien. Derfor er der brug for en investeringspakke på 15 milliarder kroner til renovering af skoler, sygehuse og daginstitutioner.
”Hvis først opsvinget får fat, så vil væksten helt af sig selv barbere voldsomt ned på det offentlige underskud, og på den måde vil vi komme ud over EU’s krav (konvergenskrav) meget hurtigt. Så besparelser er den helt forkerte vej at gå.”
(Lars Andersen, direktør hos Arbejdernes Erhvervsråd)


Politik er at vælge!


Verner

fredag den 5. februar 2010

The Road

Far og søn

The Road
'The Road' med Viggo Mortensen og Kodi Smit-McPhee i intenst og overbevisende spil i John Hillcoats filmatisering af Cormac McCarthys fantastiske roman.

Livet efter dommedag
Manden og drengen. Hånd i hånd. I laset og beskidt tøj. Skubbende en indkøbsvogn med deres få forhutlede ejendele. Gennem et brunt og gråt landskab under en blåsort eller truende mørk himmel. Langs bøjede telefonpæle, under væltede træer, vandrende mod isolerede, forladte huse, der lige så vel kan være dødsfælder, som en lille rede midt i håbløsheden. De går mod havet, hvor alting engang begyndte. Forpligtede af hinandens eksistens, af kærlighed til hinanden, en kærlighed, der rækker til døden. Drengens mor valgte at gå ud i vinternatten for at dø, det var ikke muligt at klare endnu en vinter med kulde og sult. En gang under vejs taler de om hende, men drengen kan ikke mere huske hende.

I 'The Road' er det for længst forbi med at spekulere på, om vi kan udløse en altødelæggende naturkatastrofe med miljøforurening og krige. Her er vi, repræsenteret af Viggo Mortensen som den navnløse far og Kodi Smit-McPhee som hans søn, på vandring mod en eventuel frelse og overlevelse i en verden helt uden formildende omstændigheder. Næsten uden håb kæmper de to sultne og udmagrede skikkelser sig gennem farer som eksempelvis bevæbnede bander af kannibaler, der halvt i sindssyge fanger og spiser andre mennesker. I oppakningen har de en pistol med to skud tilbage og en patron til hver, hvis det skulle blive nødvendigt. Hvor uhyggeligt det end lyder, instruerer faren sin søn, om hvordan han skal tage sig af dage, hvis han selv er død, og drengen ikke kan klare sig mod de få vanvittige mennesker, der er tilbage på jorden. Igen og igen!
Handlingen i John Hillcoats filmatisering af Cormac McCarthys fantastiske roman 'The Road' er til at overskue. Det er de foruroligende billeder og det intense spil af Viggo Mortensen og den overbevisende dreng, Kodi Smit-McPhee, der trænger sig på. Og som man aldrig vil slippe igen i denne stilfærdigt indtrængende film med det enkle budskab, at vi er bedst tjent med at opføre os humant og menneskeligt over for hinanden, selv under de vanskeligste forhold.
Men kan vi det?

Min ven, der var med inde at se filmen, kedede sig bravt. Han følte, den var meget langtrukken, ja slet ikke en film. Han fortrød, han havde set den. Jeg måtte bestikke ham med et glas øl. Et lille et af slagsen!

Verner