I denne tid instruerer Stig Fogh Andersen, Kgl. Kammersanger dvs. operasanger, Wagners glødende kærlighedsdrama, om man kan kalde det sådan, Tristan og Isolde, og i den anledning interviewes han af Den Levende. Det er der ikke så meget at sige til, hans øvrige meriter taget i betragtning.
Næ, det mest interessante er hans meninger om stykket, som han er i gang med at sætte op. Undervejs får han nemlig (også) sagt følgende:
Næ, det mest interessante er hans meninger om stykket, som han er i gang med at sætte op. Undervejs får han nemlig (også) sagt følgende:
”Den handler for mig”, siger han, ”om, hvordan vi gennem vore liv og vores opvækst har vænnet os til, ofte af bitter erfaring, at satse alt på vore pligter og æresbegreber, alle de ting, der holder os fast. Tristan og Isolde bryder med alle konventioner og forpligtelser, de lader hånt om al ære, og det gør, at vi kan spejle os i dem og undersøge vore egne prioriteringer. Prioriterer vi rigtigt, når vi – mange af os – går halvvejs bevidstløse gennem livet og følger den udstukne vej? Vi lærer at forstå os selv bedre gennem Tristan og Isolde, det tror jeg”.
Verner
