Det svarer til et stort cirkusnummer, at bygge det
menneskelige tårn, eller at gå på line med hele gruppen på en gang, bygget op som et tårn, langsomt ud
af linen, forsigtigt vaklende, fra den ene krise til den næste, ganske
tæt på at styrte ned, alligevel ikke og så igen. Publikum holder spændt vejret,
som når man overværer et ufatteligt cirkusnummer, et nummer ingen ville tro var
muligt. Den slags artister, der udfører sådanne numre, skal holde nerverne i
ro, som første forudsætning for succes. Ellers vil det gå helt galt, og alt vil
styrte sammen, hurtigere end man når at blinke. Sådan en fornemmelse sidder man
med dag efter dag, alt imens man vantro overværer den siddende (endnu)
regerings kunstnumre. Hvordan må det så ikke være at se det oppe fra toppen af
det menneskelige tårn, eller fra den udspændte line mellem to bygninger i sådan
cirka hundrede meters højde?
Man kunne fristes til at tro, at regeringschefen Fru
Thorning Schmidt efterhånden og især efter seneste begivenhed, hvor kulturministeren
Uffe Elbæk måtte udskiftes pga. manglende politisk tæft og menneskelig
naivitet, ville tænke som så:
”Mit liv er blevet for småt til mig, tænker jeg og giver
for alvor efter for den følelse af afmagt, der har presset sig på de sidste par
dage. Mit liv passer mig ikke mere. Som en gammel trøje, man har gået med i alt
for lang tid uden at opdage, at man for længst er vokset fra den. Farven,
størrelsen og snittet er helt forkert. Problemet er bare, at jeg ikke har noget
andet at tage på.”
Tak spids!
- klarer de pynten?
Verner
