torsdag den 15. august 2013

Nu - Nu skulle det være!

Boldgeniet Christian Eriksen i aktion

Efter vort fodboldlandsholds ene store flop efter det andet i kvalifikationsrunden til VM i fodbold i Brasilien, var tiden kommet til at rehabilitere sig i aftenens venskabslandskamp mod Polen på udebane. Nu skulle vores spillere vise, at de er mere end gode nok, faktisk fremragende.
Da kampen var 4 minutter gammel, siger og skriver fire minutter, scorede det polske landshold til en 1-0 føring. Det var lige på det tidspunkt, at den fremragende, kolde øl i mit glas nærmest visnede.
Åh nej, ikke igen. Jo, den var god nok. Nu var det op ad bakke.
Men i løbet af kort tid fik vort landhold så alligevel styr på sagerne, tiltvang sig overherredømmet på midtbanen og udlignede til 1-1. Det var en sand perle af et mål, direkte på frispark fra 28 m og lige i kassen, kreeret af Christian Eriksen. Hvilken fantastisk detalje, værd at rejse langt efter. Efter kort tid stod den 2-1 i danskernes favør. Ok, min øl var alligevel ikke totalt spildt. Danskerne spillede fornemt fodbold.
Men ak, hvor længe var Adam i Paradis?
Efter en fin start for danskerne i begyndelsen af anden halvleg, fik polakkerne hurtigt bragt sig foran 3-2, så let som ingenting, hjulpet godt på vej af et rystende svagt dansk landsholdsforsvar.
Her var det, at jeg ikke knappede en ekstra øl op. Tænk engang, det smagt mig pludselig ikke mere!
Jeg skal gerne gentage, at efter min mening når vort fodboldlandshold ikke at kvalificere sig til det kommende VM. Det er jeg sikker på, at Morten Olsen også mener, efterhånden. Der bliver vel så heller ikke tale om en kontraktforlængelse for Morten Olsen, desværre?

Landstræner Morten Olsen efter kampen:
”Det er kraftedeme for dårligt”

Verner