Barack Obama

Obama og frue

”Min far ville selvsagt have været den første

til at påpege, at det helt særlige ved

Barack Obama ikke er hans hudfarve,

Men hans personlighed”

(Martin Luther King III)

På billedet ses Præsidenten og frue danse ved et bal i forbindelse med fejringen af Obamas indsættelse i præsidentembedet - Obamas anden periode som præsident. Det var lige her den anden aften. Billedet skaber associationer til den herlige amerikanske film: The American President (Præsident på frierfødder).

Mange ånder lettet op ved denne indsættelse af Obama, der på det seneste er rigtig fremgangsrig. Obama, præsident nu for anden gang, borger for kvalitative fremskridt for USA og resten af Verden. Godt det derangerede Republikanske Parti ikke fik lov at fortsætte de ulykker, de i mange år udsatte deres nation for. Og andre! Tænk blot på den verserende internationale finanskrise!

Verner

Un Ballo in Maschera

Guiseppe Verdi

2013

Vi er i 200 året for Operakomponisten Guiseppe Verdis fødsel. Den geniale komponist spilles stadig verden over for fulde huse. I 200 året for mesterens fødsel er der rigtig skruet op for fejringen. Som på The Metropolitan Opera House i New York, der i denne sæson bl.a. spiller en nyopsætning af Un Ballo in Maschera; Maskeballet. Slageropera, som næsten alle Verdis operaer. Denne opsætning vises i operabio verden over; dvs. filmet operateater vist i biografen. I København i Imperial Bio. For at gøre det fuldstændig klart, er jeg af den mening, at opera skal opleves i et operateater ikke i en biograf. Men da det kunstneriske niveau er så højt på Metropolitan Opera, højere end vi kan opleve her i byen, har man en slags undskyldning for at se operaen transmitteret fra New York. Det bliver aldrig helt det samme. Konserves.

Un Ballo in maschera

Handlingen har meget nær tilknytning til virkeligheden, idet den handler om mordet på Gustav III af Sverige. Den svenske konge afskaffede adlens privilegier og gjorde sig selv til enehersker. Resultatet af to krige mod Danmark og Rusland skuffede. Kongen måtte dø! Han blev myrdet ved et maskebal i Stockholm!

Spåkonen Ulrica

Fra venstre: Anckarström og Gustav III

Som altid på The Met er forestillingen besat med stjerner.

Gustav III: Marcello Alvares

Amelia: Sondra Radvanovsky

Anckarström: Dimitri Hvorostovsky

Ulrica: Stephanie Blythe

Dirigent: Fabio Luisi

Exellent forestilling på højt niveau. Kæmpe langvarig applaus efter forestillingen. Fuldt forståeligt. Jeg selv er meget begejstret for dirigenten Luisi, Hvorostovskys Anckarström og Stephanie Blythe som spåkonen Ulrica.

Verner

Vi dør her!

Søren Lyngbjørn

Gidslerne Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez har det så slemt i Somalia, at de (med rette) frygter at dø i deres fangenskab.

De blev taget som gidsler for to år siden i forbindelse med deres arbejde for rederiet Shipcraft, og i et interview med Ekstra Bladet fortæller de om deres pinsler, der blandt andet består af malaria og blod i afføringen.

- Jeg dør her. Jeg taler, fordi jeg ikke kan mere. Jeg er så syg. Jeg kan ikke gå og skal have hjælp til at komme på toilettet. Det her er ikke et liv, siger gidslet Søren Lyngbjørn.

Kaptajn Eddy Lopez fortæller, at han har smerter overalt, men at det især står slemt til med Søren Lyngbjørn.

- Vi har sovet på jorden i to år nu, og jeg har smerter i ryggen. Jeg har mavesår. Når jeg går på toilettet, er der blod i afføringen, siger Eddy Lopez og tilføjer, at de to gidsler også er blevet slået og tortureret.

Han har en klar opfordring til rederiet Shipcraft:

- Jeg har en besked til firmaet: Få os hjem. Vi er syge. Vi dør her, siger han.

Den dansk-somaliske filminstruktør Nasib Farah har via sine kontakter i det somaliske piratmiljø gjort det muligt at lave et interview med de to gidsler. Instruktøren siger, at især Søren Lyngbjørns tilstand er bekymrende.

- Han er meget syg, og jeg tror ikke, han kan klare meget mere, før han bukker under. Jeg gav mine malariapiller til ham, og piraterne har haft en lokal læge til at se på ham. Han har brug for at komme på sygehuset og få ordentlig lægehjælp, siger Nasib Farah.

I forbindelse med et rygte i slutningen af sidste år om, at et af de to danske gidsler skulle være afgået ved døden, skrev rederiet Shipcrafts direktør, Claus Bech, følgende på sin hjemmeside:

Vi arbejder uafbrudt for at få vor besætning løsladt så hurtigt som muligt. Til trods for alle bestræbelser har piraterne desværre ikke vist tegn på at ville løslade vor besætning.

"Det ser desværre ud til lige pt., at de to gidsler får ret i, at de dør i Somalia som gidsler. Det er fuldstændigt forfærdeligt og ikke en måde at møde sin skaber på! Sagen har stået på i to år nu, og intet overhovedet tyder på hjælp, hverken mht. til løsladelse, eller hjælp og bistand fra de to staklers arbejdsgiver; Shipcraft. Intet.

Sort, sort tragedie!"

Verner

Rederiet Shipcraft - Ville du arbejde for dem?

Nytårskoncert

Musikvereins Goldener Saal

Det er livets gang. Efter jul kommer nytår. Det går stærkt. Man skal lægge mærke til det. Fart er der på. Dagen efter nytår sidder man dér. Meget oplagt er man jo ikke efter nytårsfesten. Havde det ikke lige været for Nytårskoncerten fra Wien.

Personligt tror jeg, at jeg altid har set/hørt den på tv. Hele mit voksenliv. Det skulle man. Det skulle jeg. Den fantastiske musik fra den helt vidunderlige kejserstad; Wien. Det bliver aldrig smukkere. En god ting at falde ned på efter nytår. Ikke sandt?

Således også i år, hvor koncerten sendtes på tv fra Musikvereins Goldener Saal. I hjertet af Wien. Tegnet af den danske arkitekt Theophilus Hansen. Salen er verdenskendt, akustikken uovertruffen. Wienerphilharmonikernes hjemmebase. Det berømte orkester, der har forstået at opretholde sin ufattelig høje standard gennem snart sagt århundreder.

I år blev koncerten dirigeret for anden gang af Franz Welser-Möst f. 1960, østrigsk-liechtensteinsk dirigent med lynkarriere siden debuten i Salzburg 1985. Han var chefdirigent for London Philharmonic Orchestra 1990-96, siden 1995 ved operaen i Zürich. I dag musikchef ved Staatsoper i Wien. Klassisk-romantisk musik er hans kernerepertoire. Han fik, som mange af sine forgængere, musikken til at folde sig ud på smukkeste vis. Alt sidder omhyggeligt - lige i skabet! Her er intet at komme efter. Den berømte musik går rent hjem hos tilhørerne. Dirigentens gestik og hans slagteknik er forbilledligt klar og tydelig. Meget tydelig. Tekniker er han.

Den smukke sal lyser, masser af blomster fra en af de tidligere kolonier i Norditalien smykker salen. Philharmonikerne spiller. Publikum er betaget. Alt er superfint. Havde man blot været med i salen!

Undervejs blev tv-publikum underholdt mellem numrene af dirigenten, der var ude bagved og fik duppet sin pande for sved af en ung dame, fik et glas vand rakt frem osv. Det kunne have været en scene fra en børnehave - næsten. Hans fine hår måtte sikkert ikke komme i udu!

Men valsemusikken, spillet af det berømte orkester, er super de luxe. Blændende opvisnings-stil. Et brøl af potens. I virkeligheden bør man høre det live og ikke bare på tv. Så giver det pote, så det vil noget!

Verner