Så kom vi endelig igennem helle møllen. X Factor er slut for denne gang. I et stopfyldt Parken, uigenkendelig på tv, fandt finalen sted. Vinderen blev Sarah. Det er bare for meget. I virkelighedens verden forholder det sådan, at ingen af deltagerne, heller ikke i år, har X Factor. Om ganske kort tid vil ingen huske dem. Miseren kommer sig af, at de unge håbefulde aspiranter er helt vildt overeksponeret. Det holder ikke på den lange bane. De vil højst få udgivet en enkelt cd. Måske endda kun vinderen. De er simpelthen ikke dygtige nok, bliver det velsagtens heller ikke nogen sinde. Glemslens slør lægger sig hurtigt over dem. Helt urimeligt bliver de tre dommeres ageren. Når man overværer, hvordan de øser superlativer ud over de tre finalister, bliver man flov. Den slags hører ingen steder hjemme. Hvor ringe de tre finalister er funderet rent kunstnerisk hørtes tydeligt, hvor de sang sammen med berømte popgrupper som Take That og Aqua. Beskæmmende. Heller ikke ligner det noget, at publikum rejser sig op for at vise deres respekt over for ringe præstationer. Desværre oplever man også den slags ved klassiske koncerter.
Jeg har fulgt serien hele vejen igennem. Den er rigtig sjov og underholdende i den indledende fase, hvor man ser rækken af fantaster, der kommer til audition, og hører den normalt meget herlige Thomas Blachman pille dem ned. Mægtigt underholdende.
- Senere går det grueligt meget galt.
Jeg har fulgt serien hele vejen igennem. Den er rigtig sjov og underholdende i den indledende fase, hvor man ser rækken af fantaster, der kommer til audition, og hører den normalt meget herlige Thomas Blachman pille dem ned. Mægtigt underholdende.
- Senere går det grueligt meget galt.
Verner
