onsdag den 17. juni 2015

Umbria


Et landskab præget af mindre byer beliggende på bakke- eller bjergtoppe med udsigt over ofte meget smukke dale. Byerne er gamle, farverne på mure og tegltag i terrakotta farver, og overalt oliventræer. Mange af dem. Og så vinen. Umbrien er et vinland. En del af det grækerne kaldte Oenotria; Vinland.



Umbrien ligger lige øst for Toscana, men er heldigvis langt mindre overrendt af turister. Her er fred og ro, når man besøger den smukke provins. Fra gammel tid er det også et land præget af indbyggernes religion; katolicismen. Overalt gamle smukke kirker, med masser af freskoer og oliemalerier af scenerier fra biblen, som et moderne menneske, der for længst har forladt religionen ikke forstår et pluk af. I hvert fald knapt. Men, smukt absolut.


Domkirken i Assisi med Frans' grav

I en af de meget smukke gamle byer; Assisi, findes den hellige Frans’ grav. Frans er for længst udråbt som helgen. Denne hellige mand fik livet igennem indtil flere syner, hvor Herren den almægtige talte til ham, og forkyndte sin vilje. Altså ifølge Frans. Hans grav findes i en domkirke i byen. Denne kirke er bygget ovenpå en ældre kirke. I den nederste af kirkerne findes en trappe ned i en krypt, hvor man kan se og bede ved Frans’ grav. Det er rigtig specielt og stemningsfuldt. Fyldt med troende italienere, naturligvis. Det er en stor turistseværdighed - blandt en hel del andre. Det er virkeligt et besøg værd.


Cascata delle Marmore


Besøgt her i starten af juni dette år, fremstod det gamle land som tidligere meget smukt. Det regnede. det har jeg sjældent oplevet i Italien.

Verner