onsdag den 26. august 2009

Uhm . . .

Grøn fiskesuppeUhm . . .

I mange år havde jeg dagligt min gang på ugebladet Femina i Aller Press i Valby. Det var altid fornøjeligt, det skete en masse. Der var en masse søde damer (piger) ansat til at klare den daglige dont på et travlt ugeblad. Da jeg ligesom en masse andre måtte stoppe pga. rationalisering mv., fik jeg tilbudt at få to ugeblade gratis hver uge, og dem har jeg fået lige siden. Det ene er Femina, så jeg har kunnet f'ølge med i, hvad der rører sig i bladet. Der er f.eks. en hel del madopskrifter, nogle af dem er ret gode, skulle jeg hilse at sige, således også denne helt skønne fiskesuppe, som efter min mening ikke fås bedre på den franske Atlanterhavskyst, hverken i La Rochelle eller Calais!

Grøn fiskesuppe
Fiskesuppen er rigtig sommermad med alt det grønne i. Den er tilmed nem og hurtig. Mange slags fisk kan bruges med eller uden ben eller skind. Kog endelig skallen med på rejerne, de giver også smag. Men husk servietter, for fingrene bliver lidt snaskede.

(forret til 4/hovedret til 2 personer)
2 kartofler i tynde skiver
1 lille løg i tynde skiver
1 gulerod i tynde skiver
1 spsk. olie
1 tsk. karry
1 tomat i terninger
6 dl fiske- eller hønsebouillon
1 dl piskefløde
600-800 g frisk fisk (forfatteren brugte havbars i filet med skind)
4-8 store rejer med skal
1 dl grofthakkede spinatblade
1 kvist timian
1 dl klippet dild

Sautér kartofler, løg og gulerod i lidt olie i 1-2 minutter i en stor gryde. Drys karry over, og rør godt. Kom tomat og bouillon på, og lad det simre i 10 minutter. Tilsæt fløden, og kog op. Skær fisken i store stykker (med ben skæres den i skiver), ellers i store terninger el.lign. Kom fisk og rejer i, og kog det stille i ca. 5 minutter. Smag suppen til med salt og peber. Vend alt det grønne i, og sluk efter 1 minut.
Giv godt, hjemmebagt brød til.

Og hvad skal vi så drikke til? En umanérligt god, tør hvidvin hhv. rosé.

Et enkelt forslag:
Azienda Santa Barbara - Marche:
Verdicchio Classico Cru, le Vaglie

Men blot vinen altså er god - og tør!


Verner

Thøger versus Naser

Naser KhaderJeg er ikke medlem af Det Konservative Folkeparti. Det kunne jeg ikke drømme om. Til gengæld bryder jeg mig heller ikke spor om Thøger Seidenfaden og hans luften af personlige meninger i rubrikken Signatur i Politiken, hvor han, gud hjælpe mig, også er chefredaktør.

I et svar på en påstand i lørdagens Signatur (Politiken) hvor Thøger Seidenfaden postulerer, at Det Konservative Folkeparti med deres integrationsudspil, hvorunder der, som et blandt mange punkter, er et ønske om at få burka og niqab forbudt, gør alle, der ikke deler de konservatives synspunkter på dette område, til deres fjender, gør Naser Khader (Det Konservative Folkeparti) bl.a. gældende:

"Man kan vel næppe finde to mere forskellige mænd i højde, drøjde eller holdninger end Tøger og jeg. Og dog. Jeg må da lade Tøger, at vi er fuldkomne enige om, at wahabisme er motoren i den massive hverdagsundertrykkelse af især kvinder. Men det undrer mig, at Tøger, der jo demonstrerer ganske meget internationalt overblik i sin Signatur, ikke kan se, at den islamistiske ideologi ikke længere lader sig begrænse af landegrænser, hvilket terrorisme i øvrigt ikke har gjort i årevis. Derfor skal vi kæmpe imod på flere fronter end bare ’ude i verden’. Det skal man netop i loyalitet mod de universelle værdier. At tage kampen herhjemme også er ikke forræderi, som Tøger hævder. Jeg mener, at det er mest loyalt, at man kæmper på alle fronter, nationalt såvel som internationalt; helt til den demokratiske streg mod efterlevelsen af disse åndsformørkede dogmer, der pålægges, tvinges, presses, indlæres, forventes, og hvad man ellers kan forestille sig på både kvinder og mænd, af ’politikere’ forklædt som religiøse overhoveder og lærde."

Læs Signatur (Politiken): Burkaforbud er forkert


Verner