onsdag den 26. august 2009

Thøger versus Naser

Naser KhaderJeg er ikke medlem af Det Konservative Folkeparti. Det kunne jeg ikke drømme om. Til gengæld bryder jeg mig heller ikke spor om Thøger Seidenfaden og hans luften af personlige meninger i rubrikken Signatur i Politiken, hvor han, gud hjælpe mig, også er chefredaktør.

I et svar på en påstand i lørdagens Signatur (Politiken) hvor Thøger Seidenfaden postulerer, at Det Konservative Folkeparti med deres integrationsudspil, hvorunder der, som et blandt mange punkter, er et ønske om at få burka og niqab forbudt, gør alle, der ikke deler de konservatives synspunkter på dette område, til deres fjender, gør Naser Khader (Det Konservative Folkeparti) bl.a. gældende:

"Man kan vel næppe finde to mere forskellige mænd i højde, drøjde eller holdninger end Tøger og jeg. Og dog. Jeg må da lade Tøger, at vi er fuldkomne enige om, at wahabisme er motoren i den massive hverdagsundertrykkelse af især kvinder. Men det undrer mig, at Tøger, der jo demonstrerer ganske meget internationalt overblik i sin Signatur, ikke kan se, at den islamistiske ideologi ikke længere lader sig begrænse af landegrænser, hvilket terrorisme i øvrigt ikke har gjort i årevis. Derfor skal vi kæmpe imod på flere fronter end bare ’ude i verden’. Det skal man netop i loyalitet mod de universelle værdier. At tage kampen herhjemme også er ikke forræderi, som Tøger hævder. Jeg mener, at det er mest loyalt, at man kæmper på alle fronter, nationalt såvel som internationalt; helt til den demokratiske streg mod efterlevelsen af disse åndsformørkede dogmer, der pålægges, tvinges, presses, indlæres, forventes, og hvad man ellers kan forestille sig på både kvinder og mænd, af ’politikere’ forklædt som religiøse overhoveder og lærde."

Læs Signatur (Politiken): Burkaforbud er forkert


Verner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar