mandag den 19. december 2011

Finansmarkedet blev herre




I et interview med Poul Nyrup Rasmussen d.d. i ”Den levende” drejende sig om den politiske udvikling i Europa, eller skulle jeg sige afvikling, ved udsigten til en ny Europa-pagt, som han med rette anklager for at være faktuelt forkert og med stort demokratisk underskud, anker Nyrup Rasmussen dels over Europa-pagtens mangel på folkelig opbakning, dels den højredrejning, det er udtryk for. Total mangel. Ingen bliver hørt, overhovedet. Konklusionen er naturligvis, at bliver forslaget vedtaget, bomber man Europa endnu længere tilbage. Det er nu engang ikke muligt at spare sig ud af en sådan krise, som man står i. Der skal skabes ny udvikling, nye arbejdspladser bl.a. ved hjælp af investeringer i infrastruktur, i nye arbejdspladser m.m.m.
Det stærkeste afsnit i interviewet er måske nedenstående citat.

”Finansmarkederne blev herre
Finanskrisen bragte os ikke ind i et naturligt forløb i det 21. århundrede, så finansmarkedet igen blev realøkonomiens tjener, men fortsatte med i endnu højere grad at blive dens herre.
Hvem er det på tv-skærmene, der fortæller os, hvad der er sandheden? Det er bankøkonomerne, det er administratorerne af kapitalfonde, som oven i købet – to, tre, fire år efter, at de selv har igangsat denne finanskrise, nu optræder i hellig forargelse over staternes manglende ansvarlighed. Det er næsten ikke til at bære. Hykleriet vil ingen ende tage. Den nye verdens Godfathers fører sig frem med en råstyrke og en selvfølgelighed, som om vi alle sammen havde glemt, hvem der skabte denne krise”.

Kun ærgerligt at Nyrup nu pensioneres - også fra stillingen som formand for europæiske socialdemokrater.

Verner