lørdag den 1. august 2009

Sommeren 2006

Anna Netrebko
Det er en solbeskinnet sommereftermiddag. Publikum er tusindtallig. Hun er godt nok sød, den lille pige på 4 år, tror jeg. Har man mødt sådan en lille størrelse, genkender man øjeblikkelig skønheden, sødmen og det meget givende. Hun er mulat og rigtig, rigtig køn. Hun står lige foran sine forældre og følger opmærksomt med. Jeg tror hun kender musikken hjemmefra. Hendes mor er også mulat, mere europæer end egentlig negroid. Hun er særdeles smuk, ung, velskabt og velklædt. Faderen, der sidder lige ved siden af, er eurasier (hvid europæer). Han er ligeledes ung, flot og velklædt. Det perfekte par med deres lille dejlige unge. Den lille pige bevæger kroppen en smule til musikken.
Kameraet panorerer frem og tilbage mellem det store publikum. Der er måske 15-20.000, hvem ved. Efter en fejende flot ouverture af Verdi, kommer de tre megastjerner på podiet, sammen eller hver for sig. De synger og synger, og ikke et øje er tørt. Den gamle, smukke musik går lige i publikum under øredøvende ovationer.
På et tidspunkt synger Placido Domingo og Anna Netrebko Othello og Desdemonas hjertegribende kærlighedsduet fra Othello. En duet der både handler om kærlighed, længsel, savn, et længe ventet gensyn, og om angsten for at miste, miste det menneske, der er universet absolutte midtpunkt. De to stjerner spiller og synger duetten, så det er lige før man får ondt. Netrebko er smukkere, end man overhovedet kan huske hende, og hendes stemme er en røst fra himmelen. Intet mindre.
De tre verdenstjerner skiftes til at synge, mens eftermiddagen går.
Mørket begynder så småt at falde på. Den lille, dejlige mulatpige sider nu på sin mors skød med hovedet mod hendes bryst. Hun sover. Hendes mor aer hende langsomt og forsigtig på kinden, en bevægelse, der har fået den lille til endelig at falde i søvn. Jeg lover dig, hun elsker den unge, sandsynligvis hendes førstefødte.
I mørkningen synger Rollando Villazon en spansk sang, hvor han med vanlig omhu giver alt, hvad han har i sig, et menneske der brænder sig selv op. Det var før han blev syg. Ikke at hans stemmes timbre (klang) er særlig smuk, slet ikke, men publikum elsker ham. Der er en fantastisk stemning.
Jeg selv holder mest af at tænke på den lille smukke mulatpige, som gammel bedstemor, om mange år fra nu. Måske sidder hun med sine små børnebørn på skødet og fortæller om dengang, hvor bedstemor var til operakoncert med far og mor, og hørte og så Netrebko og Domingo synge den berømte duet fra Othello, og som aldrig, aldrig nogensinde senere kunne glemme det.

Der er sommer, livet er på toppen.

Det er Waldbühne i Berlin, sommeren 2006.


Verner