onsdag den 28. oktober 2015

Il Trovatore (Trubaduren)

Il Trovatore (Trubaduren)




Guiseppe Verdi
Da komponisten Verdi var midt i, eller sidst i trediverne, havde han ét stort ønske: at købe sig en gård, eller rettere et gods. Men, den på dette tidspunkt allerede berømte og feterede komponist havde simpelthen ikke råd til at erhverve sig det attråede gods. Men han fattede en plan. At komponere et par operaer og betinge sig royalties; en afgift for hver gang operaerne blev spillet. Sandsynligvis noget helt nyt for datiden.
Det blev til operaerne Rigoletto (1851), Il Trovatore (1853), og La Traviata (1853). Det blev eksempelløse succeser, La Traviata med nogen forsinkelse. Disse operaer, og en del flere af Verdi, bliver opført med stor succes i dag, mange år senere. Pengene væltede ind i rå mængder. Verdi fik sit gods. Netop lige nu er Verdi den mest spillede operakomponist.

Il Trovatore (Trubaduren)

Handlingen i denne opera er stærkt indviklet, man må gennemlæse den en del gange, for at forstå hvad der foregår. Historien forgår i Spanien i middelalderen. Heri indgår krig, heksebrænding, brodermord, løgn og overtro, baby, der brændes på bålet ved en fejltagelse, den helt store kærlighed, jalousi og hævn. Alt sammen til Verdis overdådige operapartitur, med et væld af smægtende melodier, i en endeløs række forekommer det. Alene Verdis vidunder af en melodi og tematisk stof, hvor den tilfangetagne Azucena bliver forhørt af Grev Luna og hans folk. Det er voldsomt dramatisk og vidunderlig musik. Denne opera har trods sin vanskelige handling altid været uhyre populær. Og så kræver den sangere. Topsangere i hovedrollerne! Det er ikke for nybegyndere.



Fra The Mets strålende forestilling.
Teateret har fortjent al den reklame, de kan få.

Opera bio fra Metropolitan Opera: Il Trovatore

Metropolitan Operas udgave, overværet i søndags i Imperial Bio, var iscenesat af den britiske instruktør David McVicar. Og endelig oplevede man (jeg) en god opsætning af superklassikeren Il Trovatore. Ikke noget med at flytte handlingen til et kraftværk i en sø, eller til borgerkrigene i Jugoslavien eller andet mærkeligt, men som stykket oprindeligt var tænkt: sort, sort middelalder.

Og det var en strålende forestilling.

Hovedrollerne blev sunget af
Leonora: Anna Netrebko,
Azucena: Dolora Zajick,
Manrico: Yonghoon Lee
Grev Luna: Dmitrij Hvorostovskij

Dirigent: Marco Armiliato

Her er tale om filmatiseret opera, hvor alt ser fint ud på scenen, men på film er sopranen Netrebko måske lige for gammel til rollen som Leonora og lidt for buttet. Men overdådigt syngende, som de andre hovedrolleindehavere. Til det fabelagtige orkesterspil sang Hvorostovskij (baryton) uforglemmelig godt. Han er den bedste Grev Luna, jeg har set, og en af de allerbedste, jeg har hørt i denne skurkerolle. Jeg drømmer om hans præstation endnu.
Undervejs var der kæmpebifald til sangerne, stor stemning i teateret. Og ved slutfremkaldelserne var der enorm begejstring. Det, der her blev præsteret, var operateater på topplan.

Verner



Addendum:

Før forestillingen og i pausen blev der vist og spillet klip fra kommende forestillinger på Metropolitan. Det så fantastisk ud, og som det lød. F.eks. et lydklip fra Wagners Tannhäuser, med The Mets superbe orkester dirigeret af selveste James Levine var fabelagtig overdådigt, storslået! Hvilket orkesterspil. Nå, da da, det var Wagner, som man næsten kun kan drømme om!


onsdag den 21. oktober 2015

Flygtninge / Folkevandring

Efterhånden som problemerne vokser, kommer de folkelige protester selvfølgelig. Det kunne ikke gå anderledes. Det duer ikke at progressive politikere, alle fra det man kan kalde godhedsindustrien, fremturer med udtalelser som f.eks.

Vi har plads nok, vi kan tage mange flere flygtninge (Sverige)

Vi kan mindst tage en million flygtninge (Tyskland)

Disse politikere, der meget gerne gennemtrumfer deres synspunkter, har en del at forklare i deres hjemlande. Endnu ser det ikke ud til, at de bliver holdt ansvarlige for deres gerninger. I forståelse med deres egen befolkning er de i hvert fald ikke. Det ses i Tyskland af de store demonstrationer mod flere flygtninge, senest i Dresden. Foruden overgreb på såkaldte asylcentre. I Sverige er efterhånden seksten asylcentre blevet sat i brand, hos broderfolket tales om mordbrande.
Det ligger meget tungt hos europæiske politikere at skelne mellem reelle flygtninge og migranter. Der er reelt tale om en folkevandring mere end en flygtningesituation. I takt med de mange flygtninge fra krige i Mellemøsten og Nordafrika, er det gået op for mange migranter fra lande øst og syd for Europa, at tempoet skulle sættes op, for at nå ind i Europa før grænserne blev lukket, hvad de skulle have været for længst. I Tyskland er man lykkeligvis i stand til at returnere utallige migranter fra det vestlige Balkan, som i sagens natur ikke er flygtninge. I Danmark har man heldigvis for længst sat hælene i. Heldigvis. Danmarks befolkning er kun på 5½ million mennesker. Selv i en storby i Tyskland, som f.eks. Berlin, er der flere indbyggere end i Danmark. Skulle vores grænser bare stå åbne, blev danskerne snart i mindretal i deres eget land. Tænk lige et øjeblik på dette! I øvrigt ser man sjældent religion inddraget i debatten. Fortsætter folkevandringen med kurs mod Europa, bliver den største religion i Europa ikke kristendommen men Islam. Med tanke på de mange troende i Tyskland og længere nede i Sydeuropa kan det kun skabe kæmpestore konflikter. Konflikter, der ikke lader sig løse.
I skrivende stund oplever man (jeg) også Tyrkiet prøve på afpresning af EU mht. finansiering af deres flygtningesituation, samt forlangende om at blive optaget i EU. Det er virkeligt stærkt!
Jeg har i mange år været en stor beundrer af Fru Merkel, som et stabiliserende midtpunkt i EU. Men – vi kan sagtens komme til at opleve Fru Merkel miste sin kanslerpost, som et resultat af alt for stor imødekommenhed over for ikke flygtninge, men i virkeligheden migranter!

Det ville gøre mig ondt. Slutteligen kan man så tænke på, hvordan EU så kom til at se ud!


Verner


tirsdag den 20. oktober 2015

Smukt efterår

Efteråret er over os. Uafvendelig er det. På dagens cykeltur gennem et skovstykke, stod det helt klart. Årets smukkeste årstid er allerede langt fremskreden. Solen tittede så småt frem og afslørede det maleriske forfald. Vissent løv, gule og brune farver begynder at dominere. Underligt så tyst der var. Fuldkommen tyst, som kontrast til menneskets verden. Kun langt borte i skoven svage lyde.
Naturen var nærmest afventende. Ingen dyr, mennesker. Stilhed.

Vinteren kommer.


Det smukke foto er taget af Hr. Joakim Larsen

Store bløde landskaber
Hvor kun gamle skovhuggere høres med deres økser
Den friske lyd af stærke hunde om vinteren
Og - som en klokke – skøjter der bider i ny is


Lars Gustafson 
Udsnit af:
Verdens stilhed før Bach


Verner

tirsdag den 6. oktober 2015

Henning Mankell er død

En af det moderne Sveriges store forfattere er død. Henning Mankell blev 67 år. Han døde af den kræftsygdom, som han for nogle år siden blev ramt af. Alle, der har fulgt Mankells karriere og hans gigantiske romanserie om personen Kurt Wallander, og det moderne Sveriges forvandling i takt med tidernes skiften, kan kun føle vemod. Nabolandet Sverige minder rigtig meget om Danmark, på godt og ondt, så vi danskere nikker genkendende til meget i Mankells romaner. Mankell var i sine romaner den bekymrede humanist, og at betragte Sverige gennem hans briller er ikke altid rart. Læseren af kæmpeserien om Kurt Wallander vil sent glemme den lettere deprimerede politimand, og slet ikke seriens mesterlige forfatter. Da Kurt Wallander i slutningen af romanserien genser sit livs store kærlighed, som han ikke blev gift med, heller ikke nu hvor hun er døende af kræft, er ikke et øje tørt. Wallander bliver dement og forsvinder ind i mørket. Mankell fik sluttet serien på den helt rigtige måde.
Mankell skrev under sin sygdom en roman om sygdommens forløb. Jeg har ikke læst den endnu. Det vil nok kræve sin mand.

Skulle jeg anbefale et par romaner af mesterlige Henning Mankell bliver det:

Hundene i Riga (fra serien om Wallander)

Og

Kineseren
Henning Mankell

Verner