At gå i
teatret i dag er efterhånden en pose blandede bolsjer, som f.eks.
nu i går eftermiddags på Nørrebros Teater i Ravnsborg Gade
på Nørrebro i Kbh. Teaterbesøget var starten på et
arrangement i den lille private, kulturelle forening
Seksmandsklubben.
For et
menneske som jeg, der er vokset op på Nørrebro, melder der sig
naturligvis en del tanker, ved et besøg på det gamle teater, som
man førhen frekventerede relativt tit. Årene er gået, så står
man der igen. Det var mindre end jeg huskede det. Hyggeligt, gammelt
sted, men med ringe adgangsforhold fra forhal til scenerum. Derinde
trangt, salen stopfyldt med forventningsfulde publikummer.
Fuldstændig udsolgt. Nu til dags er man ikke særlig pænt klædt
til lejligheden. De fleste kommer i, hvad de står og går i.
Teatret
havde valgt at spille Melodien, der blev væk, et
stykke fra gamle dage omhandlende problematikken vedr. tab af
livslyst og -mod. Det forekom ikke meget relevant. Det er ikke en
mindeværdig forestilling, trods skuespillere, der gjorde deres
bedste.
I
pausen havde vi bestilt et glas hvidvin, Uha, det var heller ikke for
godt. Det er vel, hvad teateret formår?
Stykket
blev spillet til ende, og blev honoreret med mange klapsalver, mest
af høflighed ville jeg tro, for ellers har publikum ikke forstand
på, hvad de udsættes for. Under den megen klappen er der så
enkelt individer, der rejser sig op for at hylde kunstnerne,
efterfulgt af mange andre. Man oplever tit denne underlige ting, Her
var det også grundløst. Så godt var det slet ikke. Hvad er
egentlig meningen med denne mærkelige gestus? Publikum mangler total
sans for, hvad de oplever, ville jeg tro.
Den
efterfølgende middag på et umanerlig godt spisested i Taastrup
rettede heldigvis op på eftermiddagens oplevelser.
 |
| Nørrebros Teater |
Verner
