onsdag den 4. marts 2009

EROICA

Francisco Goya

Eroica er Beethovens tredje symfoni. Hov, hov siger du nu, hvad har det med et billede af Francisco Goya at gøre? For øvrigt mener jeg at vide, at billedet hænger på Prado Museet i Madrid. Nå, men det er jo en anden sag.
Se det sagen egentlig drejer sig om er, hvorfra i alverden jeg fik den meget store interesse for klassisk musik. Der skal faktisk en lang udredning til, men det skyldtes mange forskellige input i barndom, og senere i resten af livet.
Jeg husker (godt gået i min alder) specielt en enkelt ting, der var medvirkende til at vække interessen.
Det var en forfilm i biografen, det var før tv blev almindeligt i mange hjem, man gik i biografen. Og der var så denne forfilm. Den viste forskellige malerier af Francisco Goya, berømte billeder, motiverne var krig og henrettelser, ret blodigt var det faktisk. Og mens man så betragtede disse fænomenale billeder, blev de matchet af en fabelagtig stærk musik, et kæmpeorkester lød det som om. Det var ret utroligt. En sørgemarch, som en fyrstes begravelse. I de langsomme tyste passager var det som kostbart, sort, silkeblødt fløjl.
Den korte forfilm sluttede, på lærredet stod nogle navne, der først efter et stykke tid, nogen læsning og og en del lytning fik mening.
Musikken var anden sats af Eroica, alle symfoniers fader. Herbert von Karajan dirigerede sit berømte philharmoniske orkester fra Berlin.
Personligt har jeg aldrig hørt vidundersymfonien spillet bare tilnærmelsesvis så godt, som geniet Karajan med sit orkester fra Berlin præsterede.
Beethoven skrev sin ufattelige symfoni, som en hyldest til revolutionshelten Napoleon Buonaparte. Allerede da den storslåede første sats var kommet på papiret, og blækket knapt tørt, havde manden udråbt sig selv til kejser af Frankrig. Derfor er anden satsen en sørgemarch, en sørgemarch over en død helt.
Napoleon var allerede despot.
Ballet var endegyldigt ovre.
Min interesse for klassisk musik var nu virkelig vakt.

Verner