Debatten 2

I et indlæg i DR KoncertHuset’s program for den kommende sæson tydeliggør forfatteren Knud Romer hvor meget kunst og kultur, i dette tilfælde musik, egentlig betyder. Ydermere har det så den fordel, at her er et menneske, der er så ekstremt velformuleret, at han kan sætte ord på de tanker og meninger om musik, som jeg desværre aldrig selv har evnet at formulere tilstrækkeligt godt og tydeligt.


Knud Romer

Jeg er afhængig af klassisk musik

Musikken har en ekstrem indflydelse på vores adfærd og vores oplevelser. Den påvirker nervesystemet direkte og former alle de virkelighedsbilleder, vi danner. Hvis man er et følsomt gemyt, så kan klassisk musik åbne for en hel verden. De store komponister manipulerer med vores følelser på en så dyb og kompleks måde, at det er fuldstændig enestående.

Lytter du til klassisk musik, når du skriver?

”Jeg er afhængig af klassik musik i sådan en grad, at det helt bestemmer min måde at tænke på. Jeg ville ikke kunne skrive uden. Den klassiske musik har åbnet for, hvad jeg er i stand til at opfatte af virkeligheden. Den giver mig muligheden for at tage fat i en flig af menneskehedens bevidsthed. I dag skal alting være forudsætningsløst, men det betyder, at der hverken er noget i går eller i morgen. Den gamle klassiske musik er en tidsmaskine, der som intet andet kan sætte os i kontakt med menneskeheden. At DR SymfoniOrkestret opfører alle Schuberts symfonier fra ende til anden er helt vildt og måske på grænsen til at det kan lade sig gøre. Men det er tegn på, at dannelseskulturen eksisterer. At mennesket opfattes som et tænkende væsen. Hvis ikke det er vigtigt at tage menneskeheden alvorligt, hvad er så vigtigt? Hvis der ikke længere må være plads til det gode, smukke og sande, kan man lige så godt klippe ørerne af folk.”


Verner

Debatten

Får danskerne nok kunst og kultur for statens støttekroner?


Thomas Blachmann og Pia Kjærsgaard tørnede sammen torsdag aften i Debatten på DR2.

Clement Kjersgaard:
Kultur & kunstdebatten er meget relevant, for vores abstrakte tænkning og udfoldelse; men hvor bevæger samfundet sig i retning af? Hvilke præmisser for opretholdelsen af et Dansk samfund ønsker vi?

Knud Romer:
"Vores kulturliv består i et passivt kulturforbrug, hvor vi klapper i takt til Hansi Hinterseer. De mennesker, der har overtaget kulturlivet med deres managementkultur, de burde sættes i fængsel. For det de har gjort er kriminelt."

DR2s ’Debatten’, som bliver styret med hård hånd af journalisten Clement Kjersgaard, havde i aftes, blandt flere andre kendisser, Pia Kjærsgaard og Thomas Blachmann som gæster for at diskutere, om danskerne får nok kunst og kultur for statens støttekroner. Og spørger man Pia Kjærsgaard, så var hun faktisk enig med den skaldede dommer om det meste – i hvert fald så langt, som hun forstod ham.
- Danmark har fået cancer i hjernen, og I tilbyder kun en hovedpinepille, lagde Blachmann ud, mens Pia Kjærsgaard forsøgte at dissekere metaforen.
Nu er du lidt ud over stepperne, forsøgte Pia Kjærsgaard.
Nej, det er bare dig, der ikke kan følge med, svarede Blachmann igen.
Torsdag aftens Debatten på DR2 var kun få minutter gammel, da X Factor-dommerens fabuleren hægtede DF-formanden af.

En tv-diskussion om så omfattende et emne og på så kort tid har selvsagt ikke til formål at finde en vinder, men at få diskuteret samfundets holdning til det valgte problem og betimeligheden i de aktuelle nedskæringer, som kunst og kultur møder i denne tid, besparelser, som mange andre af samfundets områder også oplever. Hvis man ser sagen fra et progressivt standpunkt, ville man (jeg) sige, at især Knud Romer og Blachmann fik sagt et par sandheder om, hvor kulturen burde bevæge sig hen - og med eftertryk. De to herrer var de mest underholdende foruden ordstyreren Clement Kjersgaard, naturligvis.
For hvordan i alverden ville vores samfund komme til at se ud uden kunst og kultur, især ny kunst og kultur, fremadrettet og ikke bare retrospektiv kunst? Vi kan absolut ikke nøjes med at lade os underholde af X Factor, selvom Thomas Blachmann gør gældende, at han selv transcenderer udsendelsen, så fokus flyttes - i hvert fald lidt!


Verner

Danmark - England 1 - 2

Onsdag aften spilledes træningskamp i Parken mellem Danmark og England. Kampens resultat var fuldstændig ligegyldig. Blot en træningskamp, som så mange andre. Efter kampen mente en småærgerlig Morten Olsen: At det er overhovedet ikke nødvendigt at tabe en sådan kamp!
Danskerne tabte på flere forskellige ting. Personlige fejl, manglende scoringer, et engelsk offside-mål og en trænerfejl af Olsen, der sætter en forkert spiller på venstreback. Den stakkels Simon Poulsen var slet ikke hurtig nok overfor sin direkte modspiller.
På en meget stor første halvleg skulle danskerne have vundet. Det danske hold spillede storslået fodbold først og fremmest kreeret af en overdådigt spillende Christian Eriksen. Han sørgede for, som drivkraft på midtbanen, at de berømte engelske spillere blev reduceret til et ganske middelmådigt team. De skulle aldrig have haft lov at vinde denne pot.
Den nærmest purunge Eriksen er aldrig set bedre. Et kæmpe talent. Elegant, meget stor tekniker, driblestærk og målfarlig. En type der ser og udnytter alle svaghedstegn hos modstanderne.
Der har været masser af skriverier om Eriksen i dagene efter landskampen.

Ekstrabladet:
Eriksen 100 millioner værd!

The Sun:
- Danmark har givet os Hamlet, Tivoli, den lille havfrue, Allan Simonsen, Peter Schmeichel og Laudrup-brødrene. Og nu også Eriksen. Christian Eriksen var aftenens store stjerne.

Og så den morsomme fra ATS, der (som altid) sætter tingene i relief:

Fjel og mnagler:
Vi skrev i går, at hele verden jubler over det unge talent Christian Eriksens bedrifter i landskampen mellem Danmark og England. Det viser sig nu, at der findes en øgruppe i Det Sekteriske Hav, som endnu ikke har fået øjnene op for den danske boldkunstners sublime indsats for det danske landshold. Det er ikke bare bekagleligt, det er næsten utilgiveligt.


Verner

Jan Guillou

Dagens læsedygtige publikum foretrækker, hvis man skal tro anmeldelser og reklamer, kriminalromaner. Altså trivial-litteratur, om jeg så må sige. Det er vel et forsøg på eskapisme, en lille flugt fra den daglige trummerum, kedsomhedens fordrivelse. Eller hvad? Jeg selv læser gerne en krimi, hvis den ellers har kvalitet, pga. et i forvejen kolossalt læsepensum i embeds medfør. Ovenikøbet særdeles kedsommeligt. Så skal der gerne ske lidt mere, når der læses i fritiden. Men den dér flodbølge af krimier vi nu oplever er lige i overkanten. Blandt forfatterne er der flest kvinder. De tror ovenikøbet hver i sær, at de er gode, hvilket de ikke alle kan være, i sagens natur. Jeg orker ikke at læse dem.
Stig Larsson, en svensk herre, er lige pt. en del i vælten. Ham har jeg heller ikke læst, endnu altså. Men jeg må vel til det, og måske er det så her, man finder noget. Én kan ikke vide, før forsøget er gjort.
En anden svensker jeg derimod har læst med stor fornøjelse, er forfatteren Jan Guillou. Især hans bøger om Greve Carl Hamilton under pseudonymet Coq Rouge. Det er alt for sent at anmelde denne bogserie, som mange naturligvis også må have læst. Men for os, der har levet under den kolde krig, har disse bøger ovenikøbet historisk relevans og rummer en herlig skildring af svenskerne og Sverige i disse år. Serien er lang, men anbefalelsesværdig. Prøv med de første tre romaner

Kodenavn Coq Rouge
Den demokratiske terrorist
I nationens interesse.

Efter oplevelsen af denne kommandosoldat, uddannet specielt til drab i sit samfunds interesse, føler du aldrig mere trang til at læse om Bond eller se filmene. Bond er, sammenlignet med Hamilton, bare en ordinær bonderøv og slagsbror!

- Rigtig god læsning!

Verner