mandag den 16. maj 2016

RW




Og så sidder man dér! Forudgående har man fået øje på en afstemning på internettet, som afholdes af DR (Danmarks Radio) - en afstemning angående hvilket stykke fra en opera, man vil foreslå som hørende til de 50 bedste stykker operamusik. Efterfølgende sendes dette så i radioen. 

Klassisk Top 50 Opera

Hvis man skal deltage, har man noget af en opgave, thi hvad er størst? Rundetårn eller et tordenskrald?

Som musikelsker, ivrig tilskuer eller lytter til klassisk musik og opera, har man mange favoritter. Nærmest uendeligt mange, hvis man, som jeg har været levende interesseret i klassisk musik hele livet. Og klassisk opera.
Man kunne altså deltage i kåringen af Klassisk Top 50 Opera ved at stemme på internettet og kort begrunde sit valg. Det gjorde jeg så, med et til lejligheden nøje udvalgt værk, som jeg anså for at have så store kvaliteter, at det nok skulle kunne komme til tops i konkurrencen. Antog jeg.
Et par dage senere modtog jeg så en email fra DR, med en indbydelse til at komme til DR Byen, for at blive interviewet angående mit valg. Det lød sør'me da rigtig godt. Her har jeg besøgt DR i Radiohuset i Rosenørns Allé hele mit voksenliv og blevet beriget musikalsk, dog sjældent opera, naturligvis, men symfonikoncerter med deres fantastiske symfoniorkester; Radio Symfoniorkestret. Og mange fremtrædende dirigenter.
Jeg mødte op til fastlagte tid, blev hentet i forhallen af en ung dame, der skulle afholde et interview med mig. Vi havnede i et ganske almindeligt lokale, hvor dette interview fandt sted, intet fancy her. Her gik det op for mig, dels at mit valg var så langt, at det måtte beskæres, og at mit interview også sandsynligvis måtte blive det, den korte tid der nu var til det. Og den er kort i sådan en radioudsendelse.
Det var ikke muligt at fremføre alle de synspunkter vedrørende mit operavalg, som jeg sad og trippede med, hverken de musikalske, samspil mellem tekst og musik, som er hele humlen, de sangtekniske udfordringer, komponistens særlige tonesprog, den fremragende komposition, de historiske implikationer og meget mere.
Selv her, er netop det svært!
Når alle 50 valgte eksempler har været afspillet i radioen med respektive interviews, 2 om dagen, på hverdage, holdes der en operakoncert i Koncerthuset 4. juni 2016. De interviewede får to billetter. Det sendes i radioen, naturligvis. Måske også tv – på et tidspunkt.
Mit eget valg sendes onsdag 18. Maj - fra kl. 18.05, på DR Prg. 2 - 90,8 MHz, som det ene af de to valgte afstemningsresultater for denne dag.

Det drejer sig om

Richard Wagner:
Wotans Abschied fra Valkyrien.


Verner