lørdag den 6. juni 2015

Store fodboldstjerner


Lionel Messi
I en artikel på sportssiderne i går evaluerede flere forskellige personer tilknyttet fodboldsporten, fænomenet Lionel Messi, om han, Messi altså, er den største fodboldspiller gennem tiderne. Det var med henblik på denne aftens finale i Champions league. Årets store fodboldfinale. Det halve af klodens befolkning, eller sådan noget lignende, vil følge denne finale, som vanen tro bliver transmitteret i tv. Selvfølgelig, for det er ikke fodbold alene, det drejer sig om.

Omar Enrique Sivori

Flere af disse fortræffelige mennesker mente, at det forholdt sig på den måde, at Messi måtte være den største til alle tider. Jeg mener ikke, at man kan stille det op på den måde, thi der har været mange og meget store stjerner før Messi. Jeg selv husker flere fra fortiden, der i hvert fald var på højde med Lionel Messi.
Det samme gør den store danske fodboldspiller Michael Laudrup. Han nævner bl.a. Omar Sivori, som han selv har spillet sammen med. Omar Sivori kunne alt med en bold, en troldmand, en levende legende. Jeg har også set ham i tv. Laudrup har ret. Også Johan Cruyff, nævner Laudrup, og her er jeg også enig. Mega-stjerne.

Johan Cruyff

Man skal/bør ikke stille det op på denne måde. Der har tidligere været mange, mange stjerner indenfor den ædle fodboldsport. Og i fremtiden vil der også være store navne.
Jamen, er Messi da ikke en stor stjerne. Jo, det ved gud.


Verner

På Højbro Plads

Højbro Plads en sommerdag. Blot var der i dag  trængsel, så det batter!

Sådan en lørdag i starten af juni måned, den første varme dag i dette år, er Københavns Centrum fyldt med turister, i massevis. Hele den charmerende Indre By vrimler. Jeg selv kommer slentrende fra Christianshavns Torv og nyder rigtig sommerdagen. Efter nogen tid, melder tørsten sig; det er jo varmt. Så er det heldigt, at lige som man skråer over Højbro Plads, er der en større fortovsrestaurant, fyldt med mennesker. Og ikke at forglemme udskænkning af Øl. Fadøl. Hvad kunne være bedre, tænker jeg? Derimod var det sværere at finde en siddeplads, men heldet følger den, der opsøger det, og lige ved siden af udskænkningsstedet var der en ledig plads. Bordet var kun optaget af en dame, der lige havde påbegyndt en fadbamse. På spørgsmålet om hvorvidt jeg måtte sidde på den ledige plads, svarede damen på svensk, at jeg var meget velkommen. Jeg satte mig med min egen fadbamse. Mellemstørrelsen. Herligt kold, og vederkvægende.
På forespørgsel bekræftede damen, at hun var turist og fra Stockholm. Nu skal jeg lige fortælle, at jeg tidligere, gennem mange år, i embeds medfør, har talt med utallige svenskere, pr. telefon ganske vist, men alligevel. Og erfaringen fra den tid er, at svenskere fra Stockholm er meget lettere at forstå for en dansker, end f.eks. skåninger. Helt sikkert. Således også her. Denne søde dame, midaldrende eller lidt mere, faldt jeg i snak med. Det var morsomt. Nu ankom så hendes frokost. Det var et meget stort stykke smørebrød; æg med rejer. Og mayonnaise!


Jeg lover at hendes stykke, var endnu større! 

Jeg betror hende, at der da var betydeligt mere æg end rejer, hvad hun smilende medgav. Det var der også. Det var det stik modsatte af rejer i trængsel. Pyt, sagde hun, og guffede i sig. Nu stillede jeg min stol lidt på skrå, så jeg ikke sad og gloede på hende, mens hun spiste kæmpestykket. Med fornøjelse. Rub og stub. I medens talte vi om turisme og rejser, om europæiske storbyer. Hovedstæder. Hun havde været mange steder. Det har jeg også selv, for resten. Hun havde naturligvis også været i Prag, og vidste at Tychoe Brahe ligger begravet dér. Derimod vidste hun ikke, at han havde mistet sin næse og fået en af sølv i stedet! Men hun havde dog hørt, at den arme mand var død af sprængt blære, og – hold fast, det skete under en middag, hvor også kongen var til stede. Brahe styrtede om og var død. Sagde hun. Under vejs i den sjove samtale gled øllet let over ganen. Da damen var færdig med sit imposante stykke smørebrød og sin fadbamse, takkede vi hinanden for en trevlig samtale, og gik videre ud i den i den smukke, overrendte by. Sjovt med sådan en samtale med en vildtfremmed.


Verner