Titanic

Kate Winslet

I dag 14. april for 97 år siden sank passagerskibet Titanic, rettere sagt natten mellem 14. og 15. april. Af samme årsag vistes forleden den meget kendte og anerkendte amerikanske filmatisering, med afsæt i den historiske kendsgerning. Filmen er naturligvis ren fiktion, men forekommer meget vedkommende. Da filmen blev til, benyttedes to relativt unge skuespillere, Leonardo DiCaprio og Kate Winslet, to skuespillere, som senere er blevet etablerede stjerner. Filmen bliver sært vedkommende af flere grunde. Den interessante historie om den gamle dame, som genoplever de ufattelige begivenheder fra sin pure ungdom, deriblandt den stormende forelskelse. Den psykologiske vinkel, som alle gode europæiske historier indeholder, nemlig kontrasten mellem den højeste lykke, og den dybeste og mest smertelige sorg; først vinder man den elskede og attråede, sit livs store kærlighed, for kort derefter at miste den igen. De to unge spiller rollerne blændende godt, og det er ikke til at bære, da Jack (Di Caprio) igen frelser Rose (Winslet), for selv at dø i det iskolde hav, forinden har han fået hende til at love, at hun vil leve videre. Hun fortsætter med at tale med ham, men Jack er død og glider bort i havet.

Man ser til slut, i en slags drømmesekvens, den unge Rose, der går hen til Jack, som står og venter på den store trappe på Titanic, næsten som skulle de giftes, Rose bærer en hvid kjole, der næsten er identisk med den hun bar ved middagsselskabet.
Rose endte med at stikke af fra sit overklasse liv, og fik i stedet et liv som skuespiller. I livet fik Rose og Jack mindre end en uge sammen, men i døden har de fået hinanden for evigt.
Hvilken storslået film.

Verner