torsdag den 26. november 2009

Efterår


I denne tid, sidst i november, føler man sig fastholdt i et lang trist efterår, mørkt og koldt, men glemmer de foregående efterårsmåneders eventyrlige farvepragt, og helt vidunderlige skift fra sommer ind i efterår. Det kan bedst illustreres af Hermann Hesses meget smukke og helt suveræne digt September.
September
Der Garten trauert,
kühl sinkt in die blumen der Regen.
Der Sommer Schauert
still seinem Ende entgegen.
Golden tropft Blatt um Blatt
nieder vom hohen Akazienbaum.
Sommer lächelt erstaunt und matt
in den sterbenden Gartentraum.
Lange noch bei den Rosen
bleibt er stehen, sehn sich nach Ruh.
Langsam tut er die grossen,
müdgewordenen Augen zu.
- og så på vort modersmål!
Min have sørger,
kold regn over blomsterne falder;
nu gyser Sommer
svagt; det er Vinter, der kalder.
Gyldengult blad på blad
falder fra høje akacietræ'r.
Sommer smiler forbavset, svag,
i sin havedrøm, døden nær.
Dvæler længe hos rosen,
tøver, venter, længes mod ro.
Langsomt lukkes dens store,
dybt bedrøvede øjne to.

Ikke sandt. Det er smukt, det kan næppe blive bedre. Hvis ikke det lige var for Richardt Strauss, som har sat musik til al denne skønhed. Og her bliver det så rent faktisk endnu bedre!
Hør R. Strauss' orkestersange Vier letzte Lieder, hvoriblandt September er, med en af vor tids mange store sopraner - og få én på opleveren.
Verner