søndag den 7. november 2010

Das Rheingold

Richard Wagner
Bryn Terfel
- som Wotan (Odin)
tror jeg!


Operabio
Transmission fra Metropolitan Opera – New York

I en lang række af operabio-forestillinger fra Metropolitan Opera i New York er turen kommet til Das Rheingold af Richard Wagner. Traditionen tro leverer Metropolitan varen. Fuld smæk for skillingerne. Iflg. teateret selv dækker billetindtægterne kun halvdelen af omkostningerne ved at producere, så kan man tænke lidt over det. Men det tror da pokker, når man ser den maskine, der er bygget for at realisere teatrets iscenesættelse af Rhinguldet.
Skal man kritisere noget, er det at lydgengivelsen ikke var optimal på sidste række i Imperial Bio, hvor jeg selv sad. Wagners orkestersats er uhyre vigtig, en rolle i sig selv. Så det er jo ærgerligt. Komponistens musik er på udvalgte steder altomfattende, hvad man ikke her kunne høre.
Rhinguldet er historien om hvordan dværgen Alberich røver Rhinguldet og gør det til en ring, der giver alverdens magt, hvorefter guden Wotan hugger den og bruger den som betaling for opførelsen af den ny pragtborg; Valhalla, et sted, hvor guderne kunne være i sikkerhed og fred for terror og ufred. Se lige det synspunkt anvendt på vore dages samfund!
Rhinguldet er den første af fire forestillinger i Nibelungens Ring (Ringen, kaldet). På hvilket tidspunkt komponisten fandt på at gøre det til historien om sit samfund, dets mennesker og deres følelsesliv, er for mig uvist. Men i Ringens 100 års jubilæums forestilling, iscenesat og dirigeret af to franskmænd (Chereau og Boulez) blev linjerne trukket helt fantastisk op. Her var det nemlig opfattelsen, at Ringen handler om den gamle verdens undergang og en ny tids komme. En ny og stærkt voldelig tidsepoke. Det var, hvad Wagner selv oplevede i datidens samfund og er stensikkert en kommentar til dette.
Denne opfattelse af værket er der også fuldt belæg for i udgaven fra Metropolitan. De gamle guder prøver med alskens kneb at redde deres verden med løgn, fortielser, tyveri, mord og krig. Deres tid rinder ud. Overguden Wotan (Odin), her sunget og spillet af fantastiske Bryn Terfel, ikke alene ser, hvor det bærer hen, han ved at enden kommer - langt ude. Men først købes der tid.
Halvguden Loge synger til sidst, hvor guderne går over Regnbuebroen ind i Valhalla, at guderne stormer ind i deres ny pragtborg, selvom de går deres undergang i møde!
I Wagners utrolige kompleks af ledemotiver anvendes Store Valhalla ledemotivet, præcis hvor guderne går over Regnbuebroen. Det virker meget, meget stærkt.


Verner