Nu flyver fugle frit mod syd

Efterår

Det er endnu engang efterår, som følger en sommer, varm uden fortilfælde. Varmen er væk, løvet falder. Man gør sig selv en stor tjeneste at gå ud i blæsten, det relativt kølige vejr, for at nyde naturen. De fleste har et større eller mindre stykke rigtig natur i nærheden af deres bolig, så det skulle kunne lade sig gøre. Det gjorde jeg også lige her den anden dag. Det mest slående er stilheden. Jeg har før beskrevet det. Det er som naturen holder sig afventende, musestille, ikke en lyd. Vinteren kommer. 

Lige i det øjeblik kommer jeg i tanker om et digt af Lars Gustafsson

Store bløde landskaber

hvor kun gamle skovhuggere høres med deres økser

den friske lyd af stærke hunde om vinteren

og - som en klokke - skøjter, der bider i ny is

Uddrag af:  Verdens stilhed før Bach

Endnu dog kun efterår. Men se bare i dag; meget blæsende, hunde koldt. Gå ud i det alligevel!

Og så er der Michael Stoltze. Fin digter, en sprogets mester:

Nu flyver fugle frit mod syd

Nu flyver fugle frit mod syd

med spovefløjt og tranelyd
fra høje himmelveje,
mens gæs i rækker trækker bort,
og stære maler solen sort
i luftballetters lege.

De korte dage er på vej,
så folk og fæ må ruste sig
mod sneen og mod frosten.
Nu kommer årets huletid,
og musen må mod juletid
betænke vinterkosten.

Åh, var jeg fugl, så fløj jeg væk
med spover og med tranetræk,
men jeg må blive inde
og ruste mig, som var jeg mus,
og bygge hule i mit hus
mod bitterkolde vinde.

Så kom da bare, vintervejr!
Så længe jeg har varme tæer
og sul til sultne ganer,
er frost den rene poesi
og sneens tæppe hvid magi,
der smelter, før vi aner.

Michael Stoltze, 6. oktober 2011

Oktober

Bugserbåden er fregnet af rust. Hvad laver den her så langt inde i landet?

Den er tung, slukket lampe i kulden.

Men træerne har vilde farver. Signaler til den anden bred!

Som om nogle ville hentes.

På vej hjem ser jeg blækhattene skyde op gennem græsplænen.

De er de hjælpsøgende fingre på en

der har hulket længe for sig selv i mørket dernede.

Vi er jordens.

Tomas Tranströmer

Nobelpristager i litteratur 2011

Digtet stammer fra samlingen Stier(1973). Oversat af Peter Nielsen.

Verner

Oktoiber

Derude lige nu

Derude er der lige nu, i solen, et farveorgie uden sidestykke. Man oplever kun den slags om efteråret. En cykeltur på Vestvolden i Rødovre og Glostrup, var saliggørende og helt utrolig.

Ro

- Ro, stilhed, sollys og fantastiske farver . . .

Oktober

Bag os er Lyset og de stille Taager,

den milde Egn, hvor alt i Blinde gror,

foran os aabner Høsten alle Laager

ind til sit land af Nat og nøgen Jord.

Da færdes vi paa skumringskolde Steder,

når Mørket dæmmer op for Dagens Støj,

og Verden, klædt i graa og arme Klæder,

er sunken i den røde Aftens Røg.

Dér lytter vi, dér dybes Livets Stemme -

o frosne Marker, hvor den klare Vind

i Nattens Loft har aabnet stille Lemme,

for Rummets rene, kolde Vinterskin.

William Heinesen

Verner 

Efterår

Min have sørger,
kold regn over blomsterne falder;
nu gyser sommer
svagt; det er vinter, der kalder

Hermann Hesse: September

Verner

Aniara

Den blinde digterinde i Blomdahls opera over digtet Aniara

I disse dage, tæt på årsskiftet, bringes i aviser og tv en del artikler om menneskehedens snarlige undergang. Det forklares ud fra mange forskellige betragtninger. Alskens farer lurer på os. Dødelige epidemier, jordklodens kollaps, farer fra rummet, solstorme etc., etc. Her er ingen ende på kalamiteterne. Det må simpelthen gå galt. Lige i den grad. Så meget mere som Mayaernes kalender nøje har forudsagt dommedags komme. Og det er nu i disse dage. Tak spids. Allerede i 60’ernes Danmark meddelte guden Orthon, med en taxachaufør som medium, at enden var nær. En mægtig flåde af flyvende tallerkener ville komme og frelse de relativt set få udvalgte.

Ret beset kan menneskets livsvilkår ændres dramatisk til noget meget ringere end nu, om man ikke får ændret sin adfærd på adskillige punkter.

Men midt i alt dette har ingen nævnt Harry Martinsons fremtidsepos, en roman i versform; Aniara!

Harry Martinsson

Harry Martinson skrev sit store digt Aniara i 50’ernes Sverige;  et fremsynet værk, som jeg ikke tror, mange læser mere. Det er en episk digtsamling, hvor man følger et rumskib og dets besætning på vej væk fra jorden. Rumskibet er på vej mod stjernebilledet Lyren, fordi noget er gået galt –

 Jorden er ødelagt, rumskibet er blevet slået ud af kurs, og de ombordværende emigranter eller flygtninge fra Doris dale kan ikke stoppe gyroen, som driver skibet frem. De ved nu, at denne færd først vil ende om adskillige tusinde år, nemlig når rumskibet er blevet forvandlet til én stor flyvende sarkofag med kurs mod stjernebilledet Lyren.

Fortælleren ombord hedder Mimaroben. 

"(Själv har jag inget namn. Jag tillhör Mima/ och kalles därför endast mimaroben)."

Han passer en krystalkuglelignende genstand, en slags elektronisk skærm. Den er godt nok rund, men over denne skærm manifesterer der sig ting og sager, billeder og informationer efterhånden som de flyver gennem rummet. Der er hele tiden nye oplysninger på vej ind over skærmen; en elektronisk indretning ombord, Mimen, som skærmen hedder, kan opfange alle mulige informationer, der flyder rundt i universet.

Jamen, det er da et fuldstændigt perfekt billede på cyberspace han skaber der! Og typisk for billedet er, at efterhånden som tiden går, og efterhånden som der fødes nye generationer ombord på rumskibet  i et lukket kredsløb, der er dømt til at uddø, så udvikler denne Mime, forvaltet af Mimaroben, sig i stigende grad til en kult, en religiøs kult, hvis oprindelse ingen længere synes at mindes. Således at man samles foran en krystalkugle, der i stigende grad er fuld af uforståelige billeder og informationer. Den sårbare elektronik ender med at brænde sammen, og til sidst tilbeder man selve kuglen.

Af Aniara, Sang 79

Vi kom från Jorden, Doris land,
klenåden i vort solsystem,
det enda klot där Livet fått
ett land av mjölk och
honung.
Beskriv de landskap som
där fanns,
de dagar som där grydde.
Beskriv den människa
som i glans
sit släktes likdräkt sydde
tills Gud och Satan hand i
hand
i ett förstört, förgiftat land
kring berg og backar
flydde
för människan: askans
konung.

Her, i det berømte digt; Aniara, er der virkelig tale om en skelsættende samfundskritik. Mesterligt udformet i versform og uendeligt vedkommende. Lån Otto Gelsteds danske gendigtning på biblioteket. Efter læsningen sidder de fantastiske digte, der har en uhyre fortættet kraft, i dig i lang, lang tid fremover. Bogstaveligt talt. Det er så uhyggeligt, og det er samtidig meget stor digterkunst. Du vil medgive, at dette mesterværk er uafrystelig. Selv mange år efter læsningen er det muligt at genkalde sig det fantastiske digt og de lige så stærke og fantastiske vers.

Læs dét i stedet for de amatøragtige dommedagsprofetier i aviserne. Og få dig en kæmpe  oplevelse.

Karl-Birger Blomdahl har lavet en opera over vidunderdigtet, men kvalitetsmæssigt desværre langt fra forlægget.

Verner

Nu falmer skoven . . .

Nu falmer skoven trindt om land,
og fuglestemmen daler,
nu storken flyver over strand,
ham følge viltre svaler.

Hvor marken bølged nys som guld
med aks og vipper bolde,
der ser man nu kun sorten muld
og stubbene de golde.

N.F.S. Grundtvig

Les sanglots longs
Des violons De l'automne Blessent mon coeur D'une langueur Monotone.

Den lange gråd
i efterårets violiner
sårer mit hjerte
med enstonig melankoli.

Paul Verlaine



Verner

Sommer

Thjøger Larsens ”Nu blunder den lyse nat”  - I uddrag!

Lærker, som hopped af æg i vår
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.

Hyldene dufter i stuen ind

ude fra Danmarks haver.

Kornet modnes i sommervind

Hanegal over lyse sind

stiger bag gavl og grene,

hvæsset som kniv mod stene.

Pigernes latter og lyse hår

leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår
mildt om et evigt Danmark spår
sol over grønne sletter
lykke og lyse nætter.

Verner

Efterår

Efterår

Johannes Møllehave

Jeg elsker oktober og efterår,

med alle de farver træerne får

for siden at kaste farverne væk

og stå som tegnet med tusch og blæk.

Hør skovenes efterårshjerte banke:

Efterår, efterår – eftertanke.

Cyklister i flokke når dagen gryer

med hænder på kølige cykelstyr,

hvor eftertanken er sval og skøn.

Kalenderens gavmilde efterløn

Pedaler trædes af alle kræfter.

Det er efterår: tid til at tænke efter.

Som egernet samler nød på nød

skal brændet stables til pejsens glød.

At sidde i ly og at sidde i læ

med duft af det brændende birketræ,

i ildskæret lyser øjnene blanke

efterår, efterår – eftertanke.

Oktober som varsler vinteren ind.

Oktober med norden- og søndenvind

Oktober som pust fra et underbid.

Snart omstilles uret til vintertid.

Nu udskiftes skovenes garderober

Og træ-silhuetterne skriver: O K T O B E R.

Snart slutter tiden sin almanak.

Hvad er det der lyder som ordet tak?

Det er selve naturens aftenbøn

Naturen er kommet på efterløn.

Vinden kærtegner hestens manke.

Efterår, efterår – eftertanke.

Verner

Efterår

Sommer smiler forbavset, svag,
i sin havedrøm, døden nær.
Dvæler længe hos rosen,
tøver, venter, længes mod ro.
Langsomt lukkes dens store,
dybt bedrøvede øjne to.

Efteråret er for længst over os, løvfaldet næsten afsluttet, afsluttet i en farvepragt, et skønhedsdrukkent farveorgier, som hver eneste år fryder øjet. Naturen puster ud nu, hviler, samler nye kræfter.

Vinter står for døren.

Hvor marken bølged nys som guld

med aks og vipper bolde,

der ser man nu kun sorten muld

og stubbene de golde.

Verner

Efterår

I denne tid, sidst i november, føler man sig fastholdt i et lang trist efterår, mørkt og koldt, men glemmer de foregående efterårsmåneders eventyrlige farvepragt, og helt vidunderlige skift fra sommer ind i efterår. Det kan bedst illustreres af Hermann Hesses meget smukke og helt suveræne digt September.

September

Der Garten trauert,

kühl sinkt in die blumen der Regen.

Der Sommer Schauert

still seinem Ende entgegen.

Golden tropft Blatt um Blatt

nieder vom hohen Akazienbaum.

Sommer lächelt erstaunt und matt

in den sterbenden Gartentraum.

Lange noch bei den Rosen

bleibt er stehen, sehn sich nach Ruh.

Langsam tut er die grossen,

müdgewordenen Augen zu.

- og så på vort modersmål!

Min have sørger,

kold regn over blomsterne falder;

nu gyser Sommer

svagt; det er Vinter, der kalder.

Gyldengult blad på blad

falder fra høje akacietræ'r.

Sommer smiler forbavset, svag,

i sin havedrøm, døden nær.

Dvæler længe hos rosen,

tøver, venter, længes mod ro.

Langsomt lukkes dens store,

dybt bedrøvede øjne to.

Ikke sandt. Det er smukt, det kan næppe blive bedre. Hvis ikke det lige var for Richardt Strauss, som har sat musik til al denne skønhed. Og her bliver det så rent faktisk endnu bedre!

Hør R. Strauss' orkestersange Vier letzte Lieder, hvoriblandt September er, med en af vor tids mange store sopraner - og få én på opleveren.

Verner