Efterår

Sommer smiler forbavset, svag,
i sin havedrøm, døden nær.
Dvæler længe hos rosen,
tøver, venter, længes mod ro.
Langsomt lukkes dens store,
dybt bedrøvede øjne to.

Efteråret er for længst over os, løvfaldet næsten afsluttet, afsluttet i en farvepragt, et skønhedsdrukkent farveorgier, som hver eneste år fryder øjet. Naturen puster ud nu, hviler, samler nye kræfter.

Vinter står for døren.

Hvor marken bølged nys som guld

med aks og vipper bolde,

der ser man nu kun sorten muld

og stubbene de golde.

Verner