tirsdag den 22. juli 2014

The Metropolitan Opera House

Foto fra The Metropolitan Opera House:

Fra Richard Strauss' Salome.
Salome her med Johannes Døberens hoved på et fad.
Stærke sager, i den grad også musikken!

Iflg. dagbladet Politiken af 21.07.2014 trues det berømte operahus Metropolitan Opera House på Manhattan i New York af lukning.
Den berømte opera døjer med en kæmpe gæld, en skrumpende egenkapital og dalende tilskuertal.
Direktøren for operaen Peter Gelb truer med at lockoute sine ansatte, hvis ikke de er indstillet på at gå ned i løn, som for øvrigt ham selv, Gelb altså. Det kan gå helt galt med det gamle operahus, hvis ikke man finder en løsning.
En del danskere, deriblandt desværre ikke mig selv, endnu, har overværet forestillinger på The Met, som stedet populært kaldes. Endnu flere har set husets forestillinger forskellige steder i verden, ikke ved et gæstespil, men i Operabio, som også vises forskellige steder i Danmark i vinterhalvåret. Altså opera overværet i biografen, transmitteret fra The Met. Det er en glimtrende ting, dog, det bedste er at opleve opera i et operateater. Så langt det bedste.
Nu skal vi måske undvære operabio i det kommende vinterhalvår.
Det er faktisk trist.


The Metropolitan Opera House
Verner

onsdag den 9. juli 2014

Total sammenbrud for brasserne

Tyskerne har lige scoret et af deres 7 mål mod brasserne.

Brazil er nærmest ikke mere eksisterende, som fodboldnation, siden i aftes dansk tid, hvor sydamerikanerne blev kørt over af de tyske superatleter. Tyskerne var her, der og alle vegne - på en gang. Brasilianerne ingen steder. Hvorfor det ender med en tysk gigantsejr på 7-1, vil blive diskuteret mange år frem. Men i hvert fald var det brasilianske hold ikke til stede mentalt. De skulle jo bare lige spille mod tyskerne, så var de i finalen og blev verdensmestre på hjemmebane. Det havde jo stået alle steder, at det blev de. Og gæsterne fra Tyskland var ikke en match. Det kunne man sige sig selv. Tyskere? Måske er det sådan de har tænkt.
De tidligere tiders utrolige fodboldstjerner fra Brasilien findes ikke mere. Måske er den gamle fodboldkultur stendød i Brasilien, som det f.eks. også er tilfældet i England og Ungarn. Desværre - i alle tre tilfælde.
Men i Tyskland lever fodboldspillet i bedste velgående. I hvert fald var det herligt at se tyskerne gå til makronerne og udradere de højtråbene brasilianere. Det var så smukt tysk spil.
Brasiliens trænerlegende Luiz Felipe Scolari ligner en pensionist. Det må være hans fremtid efter en katastrofal indsats i cheftrænersædet.



Scolari - Skal på aftægt. Nu!
Verner

Danmark nu blunder den lyse nat . . .



Det er nu!

Det er brølende sommer. Vort lille, smukke land bliver aldrig smukkere end nu, vel? Sidste vers af Thøger Larsens Danmark nu blunder . . ses nederst, som en hyldest til al skønheden.  







- Jeg tror der er dejligst i Danmark





























Pigernes latter og lyse hår
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår
mildt om et evigt Danmark spår
sol over grønne sletter
lykke og lyse nætter.




Verner

søndag den 6. juli 2014

Tour de France - i England!


Yorkshire

Omkring år 867 erobrede vikingerne byen York i det senere grevskab Yorkshire. Det var ifølge beretninger meget voldsomt. Herfra styrede danske og norske vikinger byen, som for øvrigt blomstrede op under vikingernes styre.




I dag mange århundreder senere køres der Tour de France i grevskabet, så meget er ændret. Vi slår ikke så meget hinanden på skallen mere i vores del af verden. Det er meget værre andre steder, som f.eks. mellemøsten, der ligger i tusindårs krig med sig selv og hinanden. Ren galskab.

Mark Cavendish
Touren starter i år her i Yorkshire. TV2 sender som sædvanlig fra det store race. Set i tv er denne del af England, kaldt Englands spisekammer, særdeles smukt, et oplagt feriemål for dem, som ikke har været der endnu. Helt sikkert. Her er ligeså smukt, som mange steder i Frankrig, hvor Tour-karavanen kommer senere. Allerede på løbets første dag, i går, styrtede en af de helt store stjerner spurtkongen Mark Cavendish, som er trukket ud af løbet. Synd for ham og Tour de France. Det minder om Brasiliens store fodboldstjerne, som forleden brækkede en ryghvirvel og som også er færdig med VM-turneringen, som ifølge mine egne betragtninger har skuffet denne gang. Spillet har ikke rigtigt nået tidligere tiders niveau.

Neymar

Men ellers ligner det Tour de France, når der køres i Nordfrankrig, på smalle veje, nærmest katastrofalt farligt for cykelrytterne, omgivet sine steder af kæmpeskarer publikummer, der maser og puffer også til de stakkels cykelryttere. Hvad de dog gør for at underholde os, som sidder mageligt henslængt på sofaen og nyder et glas køligt hvidvin, hvor herligt, mens cykelrytterne maser derudaf.
God Tour!



Verner