fredag den 23. januar 2009

Claus Schenk Graf von Stauffenberg










von Stauffenberg

I disse dage er der premiere på den sidste ny film med Tom Cruise i hovedrollen. Jeg har ikke set den endnu, det kommer.
Om nu denne film er baseret på Stig Dalagers fremragende bog To dage i juli, eller ej, får for nærværende stå hen i det uvisse. Men den historiske begivenhed om attentatet på Adolf Hitler 20. juli 1944 var både enerverende og fuldkommen utrolig. Det var absolut med livet som indsats, hvilket deltagerne også måtte sande. Det er nemt at kalde von Stauffenberg en helt, men han så slet ikke sådan på det selv. Han vidste, hvad han var oppe imod, og måtte reagere på baggrund af sin viden, om massemordene på de ukranske og russiske jøder bag den tyske front i Sovjetunionen.
Efter det mislykkede attentat på Hitler, blev han selv myrdet.
Medlemmer af det tyske officerskorps var ikke nazister, de var hitlerister. Dvs. Hitler havde fået det samlede officerskorps til at sværge evig troskab mod Føreren, og en sådan ed holder en tysk officer.
Stauffenberg var en af de få, der indså at udyret måtte bortskaffes, koste hvad det ville.
Hans Helmuth Kirst, kendt tysk forfatter, forfægter i sin meget spændende og læseværdige bog Generalernes nat det synspunkt, at de tyske generaler havde intelligensen, midlerne og muligheden for at fri nationen for uhyret, og derfor også havde pligten, men foretog sig intet. Det er stærkt, men ikke desto mindre sandt.

Verner