Violetta

En anmelder gjorde engang gældene, at Guiseppe Verdis opera La Traviata egentlig skulle hedde Violetta. Og det er jo så sandt, når man sådan betragter sagen.
Min svigerdatter har altid haft en svaghed for denne opera, og man forstår hende jo så godt. Jeg tror, det er den sørgelige historie, en rigtig tåreperser.
Jeg selv har også i mange år haft en svaghed for stykket, ja helt fra min ungdom, hvilket er længe siden.
En anden anmelder skrev om Verdi, at han var manden, der kunne sætte alt i musik, om det så skulle være New York Citys telefonbog. Den var godt nok ikke opfundet endnu på Verdis tid, men alligevel. Blot synes jeg, at Verdi gennem sit liv blev en bedre og bedre komponist, og i sin høje alderdom begik enestående og genial musik. Alt sammen historie.
Men tilbage til min ungdom. Dengang var en af de store fejrede operasangerinder Anna Moffo. Hun kom til Falkoner-Centret i København sammen med et middelmådigt operakompagni, der skulle opføre La Traviata, og her fik Violetta en enestående smuk død i Anna Moffos pragtfulde skikkelse, og skal jeg sige, hvilken stemme! Mageløst.
Selve historien omhandler skøgen Violetta, der møder den helt store kærlighed, men må afstå fra denne på grund af sit samfunds normer og bonerte indstilling. Det er teater fra gamle dage det her.
Mange år senere (1995) sættes så denne historie op i Salzburger Festspiele regi, og det kunne jo næsten kun blive et brag af en forestilling, når man betragter rollelisten over de medvirkende (Villazon/Netrebko). Det blev det godt nok også. Det var lige så rørende, bevægende og sørgeligt som man kan forlange. Og som de synger (det skrives i nutid for opsætningen er heldigvis fastholdt på tv hhv. dvd for eftertiden), det er enestående godt.
Skal man have en på opleveren, kan denne dvd anbefales på det varmeste.

Verner