søndag den 3. maj 2009

Alf Mørkeberg

Alf Mørkeberg (Dunkeldyret, eller Dunkelberg)

Det var kammerat Erling, der gav Alf sine øgenavne. Det morede os.

Det er allerede en del år siden, at Dunkeldyret afgik ved døden. Det var helt naturligt, tror jeg i dag, at han døde, det var simpelthen fordi, han var kommet til skels år og alder. Kammerat Erling og jeg sendte en bårebuket, da vi havde travlt på Aller Press, hvor vi nu engang arbejdede. Sammen, altså. Alfs meget søde datter sendte en fin lille hilsen til os efter begravelsen, hvor hun takkede os for at have taget vel imod hendes far, den ene gang om ugen, hvor han som pensionist kom og tippede sammen med os. Det var ugens højdepunkt for hendes far, gjorde hun gældende, en stund han altid så frem til og glædede sig ved. Og, skrev samme dame, hendes far var, lige til det sidste, i gang med en ny bog, der skulle til at udkomme, ja, rent faktisk, skrev hun, døde min far lige midt i livet! Da var Alf i starten af firserne.
Alf var et menneske der spændte vidt.
Da jeg lærte ham at kende, var han redaktionel medarbejder på Sølvpil, et tegneserieblad for børn. Ikke just en prangende karriere. Men det generede ikke Alf. Ikke spor. Onde tunger påstod, at når chefredaktør Knud B. Petersen, chef for tegneseriebladene i Aller Press, også lidt af en karriere, forlod sit kontor om eftermiddagen for at køre til sit hjem, styrtede Alf ned og holdt vogndøren for Knud B.
Tag dog ikke fejl af Alf. Han havde og havde altid haft mange jern i ilden. Ugebladet „Femina" udskrev i juni 1959 en pokalturnering for kvindefodbold, der skulle løbe af stablen foråret 1960. Formålet med turneringen var „indførelsen af obligatoriske kvindefodboldkampe i Danmark". Det lykkedes faktisk for ugebladet, eller rettere sagt for journalist Alf Mørkeberg, der var initiativtageren, at sætte fodboldspillet på skinner og danne grundlaget for spillets udbredelse og accept. Accepten skyldes uden tvivl det faktum, at kvinderne selv organiserede sig.
Organiseringen var til slutningen af 60'erne ret uformel, som en af lederne fra dengang udtrykte det, „Vi mødtes blot når der var behov for det og snakkede sammen efter kampene osv.”
I dag er kvindefodbold i Danmark afgjort nået et langt stykke, dette var ikke gået uden Alf Mørkebergs indsats.
Alf var også forfatter. Han fik udgivet adskillige små, sjove bøger, primært om mærkværdigheder af forskellige slags. Her skal nævnes Bevingede og ubevingede ord og Danske rekorder og mærkværdigheder. Der var adskilligt flere, ingen nævnt og ingen glemt.
Relativt sent i livet blev Alf syg, han var vel i halvfjerdserne, og fik koldbrand i den ene fod. Han fik noget af den amputeret, senere noget af resten af benet. Han fik kunstigt ben, hvilket næsten ikke var til at se. Han gik forbløffende godt. En dag kom han så marcherende efter at have været sygemeldt et stykke tid, indenfor hvilket vi så ikke fik tippet. Han var i godt humør, fortalte om indgrebet og sit kunstige ben. Nu skete der det, og jeg kan den dag i dag ikke forklare, hvad der skete, men, da Alf fortalte om sin amputation og klagede sig over sin sygdom og skæbne, trøstede jeg ham med, om hans nu manglende fod, at: "Pyt, Alf, du har jo to af dem". Det var rent ud sagt uhyrligt, men det for mig ud af munden. Han blev godt nok helt forkert i ansigtet, men fattede sig hurtigt.
Da jeg senere fortalte det til Amdi, en kvindelig kollega, der bestyrede den omfangsrige postafdeling i Aller Press, fik hun et grineflip, ja jeg er næsten sikker på, at hun på det nærmeste tissede i bukserne af grin.
Men flovt, ikke?

- - -

Vi vandt aldrig noget i tips . . .


Verner