onsdag den 14. januar 2009

Danser med ulve

Hélène Grimaud
Den sære og smukke pianistinde Hélène Grimaud har, hjemme på gården i Connecticut, grundlagt Wolf Conservation Center, et center hvor børn kan komme og lære om ulvene, som Hélène Grimaud tilbringer store dele af sin tid med.
Men heldigvis ikke al sin tid.
For nogle år siden besøgte hun Radiohusets Koncertsal i København, hvor hun var solist i en Mozart klaverkoncert med Sanderling som dirigent.
Efter klaverkoncerten gav hun et ekstranummer. Og dér gik man og troede man havde hørt det meste.
Hun spillede Brahms’ Intermezzo opus 117 stk. 1.

Der sad hun så helt alene, den smukke kvinde, og sikken en klang, der kom fra flyglet.
Langsom, pragtfuld indledning, magtfuld åbning af stykket!
Dernæst den midterste, stormfulde del spillet med flyvende manke.
Og til sidst tilbagevenden til det meget smukke hovedtema i piano. Ganske stille, og pludselig fik man en uafrystelig fornemmelse, som af en lille, purung mor, der sidder ved vuggen og synger for sin baby.
Meget, meget Bevægende.

Da musikken tier, sidder hun et øjeblik ubevægelig, ikke en lyd høres i det store rum. Der er dødstille. Langsomt vender hun ansigtet ud mod publikum og ser på os, som ville hun sige: Hørte I dét - hørte I dét?

Og efter adskillige sekunders fuldkommen stilhed bryder jubelen løs. Øredøvende, endeløse klapsalver og hyldestråb skyller ned mod den unge, smilende kvinde, der nu har rejst sig fra klaverbænken.

- - -

Grimaud spiller igen i det ny Koncerthus 28. maj 2009.

Verner