fredag den 31. oktober 2014

Angst æder sjæle op



Liberia; Vestafrika. En søster kravler mod sin døde søsters afsjælede
 legeme, der bringes bort til cremering af et begravelses sjak.


Fotos: John Moore and Mohammed Elshamy


Du kender det sikkert, du sidder og læser et eller andet og tv kører imens, ikke? Så opfanger du pludseligt et meget vigtigt emne, som du knapt når at registrere, før det er forbi. Således også her den anden dag. Så vidt jeg kan erindre mig, var der en dame, der fortalte om danske børns angst. Hun kom et eller andet sted fra det sociale system. Børnene var især angst for to ting. At Ebola skal komme her til og konsekvenserne heraf. Og for den globale opvarmning.
Hvad børn generelt skal kunne stole på er, at de voksne, deres forældre kunne vi sige, passer på dem, tager sig af dem, skærmer dem mod det værste de kan forestille sig.
Børn nu til dags, til forskel fra da jeg selv var barn, er meget bedre underrettede. På grund af tv, skulle jeg tro. 
Iflg. bemeldte dame skal man meget omhyggeligt forklare de angste børn, at der er styr på situationen og at vi arbejder på at løse problemerne.

Ebola
Mht. Ebola har vi styr på det, vi har et effektivt varslingssystem. Et effektivt sygehusvæsen, der kan deale med dette. Vi ved, hvad der skal gøres, hvis denne forfærdelige sygdom kommer hertil. Vi skal insistere på over for børnene, at det nok skal gå.

Global opvarmning og dens konsekvenser
Netop her har børnene al mulig grund til at nære angst. Vi kan ikke insistere på, at vi voksne har styr på situationen, at vi får nedbragt den globale temperaturstigning, at der ikke sker noget, at det nok skal gå, at vi klarer den. Det kan vi ikke fortælle dem, for det passer ikke. Det glider os af hænde, ser det ud til pt. Det er kommet for vidt. 
- Vi har kun én, eneste jordklode, vi får aldrig en anden.
Den omtalte dame, hvis navn jeg ikke fik fat i, mente at med hensyn til de mest skræmte børn, kunne man sende dem til psykolog i håb om hjælp til børnene herfra.


Menneskeskabt global opvarmning
Verner

onsdag den 22. oktober 2014

Knæk Cancer 2014

Fra TV2's kampagne: Knæk Cancer!

I indeværende uge kører TV2 og Kræftens Bekæmpelse den årlige kampagne: Knæk Cancer. Det er et super initiativ, de to organisationer her atter viser. Det er en umådelig vigtig sag, thi der er 235.000 danskere, som har fået stillet diagnosen: Kræft. Eller er det 239.000? Det er i sagens natur langt fra alle, der slipper fra denne diagnose med livet i behold. Så langt fra. Men en del patienter er alligevel blevet hjulpet og helbredt takket være bedre behandlinger og forskning. Hvad behandling af dette mangehovedet uhyre har brug for er penge (sic!). Derfor er det mere end velkomment med kampagnen. Jeg siger det, fordi jeg selv er blandt de 235.000, eller hvor mange det nu er. Kræft findes i uendelig mange former, desværre. Det er en frygteligt sygdom.

Egon
I mange år hvor jeg havde rigeligt med hår på hovedet, modsat i dag, kom jeg ofte hos Egon. For sjov skyld kaldte jeg ham æ hundklip. Men, Egon var en meget dygtig frisør. Han var en fin kammerat og hyggelig mand, og flot var han for sin alder. Masser af gyldent hår på hovedet, slank og sportstrænet. I årenes løb fik vi talt meget sammen, Egon og jeg. Altid fornøjelig at besøge ham. Da vi nærmede os pensionsalderen og alt var idyl, siger han så en dag: ”Jeg har fået prostatakræft! Jeg skal indlægges og have foretaget et mindre indgreb, derefter skal jeg have en hel ny form for medicin, et eksperimentelt produkt. Så bliver jeg rask. Jeg lukker min butik, derefter tager jeg på hospitalet og får det overstået. Kom til min afslutningsreception.”
Hvad han ikke havde tænkt på var øjensynligt, at når man allerede ved start af behandling skal gennemgå en eksperimentel behandling, er det fordi der ikke er andre muligheder. Første, eneste og sidste skud i bøssen.
Dagen oprandt, og jeg besøgte Egon for sidste gang uden at tænke nærmere over det, han ville jo blive helbredt, havde de sagt til ham! I døren blev jeg modtaget af en pilskaldet mand, jeg i og for sig ikke kendte. Det var Egon! Han ville ikke udsættes for, når han fik et eller andet medikament, at vågne om morgenen med det meste af håret liggende tilbage på hovedpuden, sagde han. Mægtig reception. Alle hans kunder gennem mange år var der.
Jeg så aldrig Egon mere.
To år efter, lørdag morgen ved morgenbordet, så jeg Egons dødsannonce. Et kæmpechok. Han skulle blive helbredt, ikke? Han var jo blevet stillet i udsigt, at han skulle blive rask!
Et halv år senere fik jeg selv diagnosticeret prostatakræft. 
- Jo, jeg er her endnu!

Så altså! Er der noget kræftbehandling og ditto forskning har brug for, så er det penge. Støt derfor kampagnen med et beløb. Det er uendelig vigtigt. Du kan se på nettet, hvordan man nemt kan deltage i indsamlingen. Om ikke for Gud skyld så for din egen!



Verner

søndag den 12. oktober 2014

Hvad i al verden driver disse mennesker?

Topmålet af morderisk hykleri!

Som tiden går kommer der flere og flere tilkendegivelser, også fra muslimer, mod IS både herhjemme og f.eks. i Tyskland og Frankrig. Hvad er det, der får både unge mænd og kvinder fra højtudviklede lande i Europa til at rejse til mellemøsten og deltage i uhørte excesser, drabs- og voldsorgier, for at opbygge en påstået Islamisk stat? Der er mange forklaringer. Politikens fremragende og altid velunderrettede europakorrespondent Peter Wivel gennemgår mulighederne i Politiken lørdag og kommer desuden ind på de mange muslimske protester, der modsat hvad de fleste tror faktisk finder sted i rigt mål i Europa.
Wivel citerer bl.a. en stribe af Frankrigs førende islamiske politikere, kunstnere og intellektuelles protest i avisen Le Monde.

Citat:
 ”Vi, franske i Frankrig og af muslimsk tro, lægger hele vor vægt bag en total solidaritet med alle ofre for denne horde af barbarer, soldater i en påstået Islamisk Stat, og vi tager af al magt afstand fra handlinger begået på vegne af en morderisk ideologi, der skjuler sig bag den islamiske religion, hvis tekster den har beslaglagt.”


Verner

lørdag den 4. oktober 2014

Den urolige mand



En af mine followers, sagt med et moderne ord (og et smil), nærtstående, siger at hun foretrækker at læse kriminalromaner. Der skal ske noget er vel meningen. Hun burde læse kæmpeserien om den lettere deprimerede politimand Kurt Wallander og hans mange tanker om sit liv og det svenske samfund, som for øvrigt meget ligner det danske. Vi, der har læst de mange og omfangsrige bøger i serien om Wallander, er blevet grebet af det særegne univers, og personligt har jeg svært ved at forstå, at man har lavet en tv-serie om Wallander, fordi det føles som en umulighed at omplante disse bøger til tv/film. Mange er derimod glade for den. Tv-serien.
Det sidste bind i romanserien hedder Den urolige mand. Den er yderst læseværdig. Under efterforskningen af et mord bliver en del af Sveriges nyere historie beskrevet, men nogen endelig afklaring af de historiske implikationer får man ikke, trods alt. Hvem er så Den urolige mand? Søofficeren, farfar til Wallanders barnebarn – eller er det Wallander selv?
Wallanders datter bliver mor, hans svigersøns forældre bliver myrdet, hans livs største kærlighed dør af kræft, og sideløbende med opklaringen skildres den aldrende Wallanders liv med sin elskede hund og hans rejse ind i mørket. Wallander får Alzheimer.
Wallander oplever endelig anerkendelse, kærlighed og omsorg fra datter og barnebarn.
Der kommer ikke flere bøger i denne gigantserie. Mankell har afsluttet den og lider desværre af en kræftsygdom, hvis udvikling lyder meget foruroligende.

Nu hvor du er i gang, kan du passende læse et af de tidlige bind i serien, som ovenikøbet ikke er et digert kæmpeværk. Hundene i Riga. 

Henning Mankell
Verner