søndag den 6. februar 2011

Jan Guillou


Dagens læsedygtige publikum foretrækker, hvis man skal tro anmeldelser og reklamer, kriminalromaner. Altså trivial-litteratur, om jeg så må sige. Det er vel et forsøg på eskapisme, en lille flugt fra den daglige trummerum, kedsomhedens fordrivelse. Eller hvad? Jeg selv læser gerne en krimi, hvis den ellers har kvalitet, pga. et i forvejen kolossalt læsepensum i embeds medfør. Ovenikøbet særdeles kedsommeligt. Så skal der gerne ske lidt mere, når der læses i fritiden. Men den dér flodbølge af krimier vi nu oplever er lige i overkanten. Blandt forfatterne er der flest kvinder. De tror ovenikøbet hver i sær, at de er gode, hvilket de ikke alle kan være, i sagens natur. Jeg orker ikke at læse dem.
Stig Larsson, en svensk herre, er lige pt. en del i vælten. Ham har jeg heller ikke læst, endnu altså. Men jeg må vel til det, og måske er det så her, man finder noget. Én kan ikke vide, før forsøget er gjort.
En anden svensker jeg derimod har læst med stor fornøjelse, er forfatteren Jan Guillou. Især hans bøger om Greve Carl Hamilton under pseudonymet Coq Rouge. Det er alt for sent at anmelde denne bogserie, som mange naturligvis også må have læst. Men for os, der har levet under den kolde krig, har disse bøger ovenikøbet historisk relevans og rummer en herlig skildring af svenskerne og Sverige i disse år. Serien er lang, men anbefalelsesværdig. Prøv med de første tre romaner

Kodenavn Coq Rouge
Den demokratiske terrorist
I nationens interesse
.

Efter oplevelsen af denne kommandosoldat, uddannet specielt til drab i sit samfunds interesse, føler du aldrig mere trang til at læse om Bond eller se filmene. Bond er, sammenlignet med Hamilton, bare en ordinær bonderøv og slagsbror!
- Rigtig god læsning!

Verner