mandag den 25. marts 2013

Lockout




Nu bliver det alvor. En halv million børn skal blive hjemme fra skole efter påske, på ubestemt tid. Skolelærerne bliver lockoutet af deres modpart KL, Kommunernes landsforening.
Og her kommer vi til det. Hvordan kan jeg (man) overhovedet udtale sig om den kommende konflikt, når man hverken er deltager i den, eller har fulgt særlig meget med i den verserende strid. Og dog. Det lader til, at der er en uhellig alliance mellem regeringspartierne og KL. Det lyder ikke så rart i Danmark, hvor parterne i en arbejdskonflikt altid selv har skullet løse deres problemer indbyrdes. Jeg kan ikke dele sol og vind lige - med garanti. 

Bjarne Corydon

Men en bemærkning i tv fra Bjarne Corydon (finansminister) bundfælder sig alligevel. Iflg. Corydon, forholder det sig sådan, at skolebørn i dag modtager for lidt og for ringe undervisning, idet som han gjorde gældende ”børnene er ikke længere i stand til at deltage i en videregående uddannelse efter afgang fra folkeskolen, deres kundskaber er for ringe i dansk, skrivning og regning.” Derfor konflikten. Skolelærerne forsvarer naturligvis deres udstrakte forberedelsestid, og det er måske den egentlige årsag?
Lærerne har mere forberedelsestid end undervisningstimer. Skal vores børn, samfundets børn, blive i stand til at klare sig selv, en tilværelse i det hele taget og deltage i samfundets forskellige udgifter, er det pinedød nødvendigt at bibringe dem flere og bedre kundskaber. Det er et must! Det er så vigtigt.



Tony Blair

Her dukker så et andet tv-klip op i hukommelsen. Det var Tony Blair ved en tale i anledning af hans tiltrædelse som Premierminister i England, og guderne skal vide, at han var en forrygende taler og en handlekraftig politiker, der sagde, at skal dette land (England) klare sig fremover, så kræves der uddannelse, uddannelse og uddannelse.
Skal vi og kommende slægter klare den stigende internationale konkurrence, er det også alfa og omega at skærpe undervisningens generelle kvalitet i Danmark.

- God konflikt derude!


Verner



torsdag den 14. marts 2013

La Bella Italia?


Italien har i generationer nydt stor anseelse, som et land af mange kvaliteter. Et land, hvor man meget gerne rejste hen for at holde sin ferie, få nye oplevelser af mange og vidt forskellige slags. Altid populært. Og sådan vil det sikkert blive ved, undtagen hvis EU bryder sammen. Hvem ved? Tænk en gang på italiensk tøj, mode, biler, design, musik, mad, vin etc., etc. Italienerne er førende på så mange områder.

Men medaljen har også en anden side, eller flere, alt efter hvordan man nu ser på det.

Eksempel 1.
Ikke alene er arbejdsløsheden grasserende, men især ungdomsarbejdsløsheden. Hvis man er ung i dagens Italien, og ens familie IKKE er velhavende, er der simpelthen ingen fremtid. Der bliver ikke job til en sådan ung. Ingen job, ingen bolig, ingen familie. Tænk på, hvis du var udsat for det. Man taber næsten en hel ungdomsårgang på gulvet, de fattige unge taber livet, eller kan vi sige muligheden for det. I en artikelserie i Politiken om dette emne, er man i dag kommet til Italien, blot et enkelt land blandt flere i Sydeuropa, der ser samme problematik (ungdomsarbejdsløshed) i øjnene uden at kunne eller ville gøre så meget ved det. I et interview lavet af Vibeke Sperling siger en professor i økonomi, Tito Boeri: ”Politikerne forstår ikke, at de økonomisk svage unge rammes hårdest. De fleste ældre er beskyttet af fagforeningerne. Men når også familiernes ældre kastes ud i arbejdsløshed, som det især sker i Syditalien på grund af lukning af møbel- og tekstilfabrikker, så brager Italiens traditionelle beskyttende familienetværk, som i de seneste år er faldet i størrelse, sammen!”
Udviklingen får det sorte arbejdsmarked, som ofte består af kriminelle aktiviteter, til at blomstre. Anslået udgør det sorte arbejdsmarked nu 40 % af Italiens samlede arbejdsmarked. Unge i især Syditalien har kun det sorte og ofte kriminelle arbejdsmarked at søge til.
Videre hedder det: ”Mange søger ikke længere et legalt job og tabes så for altid for det legale arbejdmarked. Mange bliver bare hjemme, indtil arbejdsløshed blandt de ældre i familien driver dem ud i kriminalitet”.
  
Eksempel 2.
Midt i Rom ligger som bekendt Vatikanstaten, en stat i staten. Den har selvstyre, drives og ejes af den katolske kirke. Den katolske kirke har skønsmæssig 1200 millioner proselyttere kloden over. Overhovedet er Paven. Indtil fornylig en ældre tysker, der simpelthen smed håndklædet i ringen. Jobbet var vokset ham over hovedet, eller han skulle aldrig have været valgt. Det har man aldrig oplevet før.
Nu har man så valgt sig en ny pave, der skal løfte, forny og fremtidssikre den katolske kirke, tilpasse den en moderne verden, så man kan fastholde medlemstallet, der i disse år falder drastisk. Manden, der er argentiner har valgt at kalde sig Frans I. Personligt er jeg sikker på, at han er et fortræffeligt menneske.
Som turist har jeg besøgt et utal af katolske kirker i Italien (og andre lande), men hver gang er oplevelsen, at interiøret simpelthen er uforståeligt. Mærkelige statuer, billeder, pynt og forsiringer. Ikke givende overhovedet. Slet ikke faktisk.
Frans I. er 76 år gammel. Seksoghalvfjerds år gammel! Kan man forestille sig ham stå i spidsen for en hårdt tiltrængt fornyelse af den Katolske kirke?
Kan man det?

Én af de italienske virkeligheder - Smukt ikke?

Under eksempel 1 er der ikke her omtalt problemet med de mange flygtninge, der strømmer til Syditalien fra Sydøsteuropa og Nordafrika, i håb om en bedre tilværelse og arbejde! (sic!)
Heller ikke er jeg kommet ind på problemerne ved navn Silvio Berlusconi og Beppe Grillo, begge politiske fusentaster. Eller for den sags skyld andre påtrængende problemer i det italienske samfund. 


Verner
  

fredag den 8. marts 2013

Et par kongelige ord!

Chávez og Castro. - Gæt hvem der er hvem!


Hugo Chávez in memoriam

Hugo Rafael Chávez Frías var en venezuelansk politiker, som var landets præsident fra 1999 til sin død i 2013. Han gjorde karriere i militæret og opnåede rang af oberst i faldskærmstropperne. Som præsident har han især appelleret til landets fattigste og arbejderklassen.
Han var højt elsket af den venezuelanske menigmand, for hvem han har skabt utallige forbedringer, skal man tro aviser og andre nyhedsmedier! Han var også en ivrig taler; Han talte til sit folk. Store offentlige taler, langvarige. Han kunne blive ved i timevis og gjorde det. Internationalt optrådte han gerne offentligt som en gadedreng med hadefulde udfald (eder og forgift!) mod andre kendte politiske personer. I FN forekom også et udfald mod George Bush Jun. (amerikansk præsident). Han holdt sig altså ikke tilbage. Slet ikke!
Kong Juan Carlos af Spanien

I et forfriskende tv-klip, vist her den anden dag i forbindelse med hans dødsfald, ses han ved et bilateralt møde mellem Portugal, Spanien og alle de Sydamerikanske lande. Hugo Chávez bralrer som sædvanlig op og har sikkert sagt noget meget nedsættende. Spaniere og portugisere prøver at dysse ham ned, men Nej! Til stede var også Juan Carlos (den spanske konge), der sluttelig læner sig frem, ser bistert på Chávez og siger:

Hold din kæft!


Verner