La Bella Italia?

Italien har i generationer nydt stor anseelse, som et land af mange kvaliteter. Et land, hvor man meget gerne rejste hen for at holde sin ferie, få nye oplevelser af mange og vidt forskellige slags. Altid populært. Og sådan vil det sikkert blive ved, undtagen hvis EU bryder sammen. Hvem ved? Tænk en gang på italiensk tøj, mode, biler, design, musik, mad, vin etc., etc. Italienerne er førende på så mange områder.

Men medaljen har også en anden side, eller flere, alt efter hvordan man nu ser på det.

Eksempel 1.

Ikke alene er arbejdsløsheden grasserende, men især ungdomsarbejdsløsheden. Hvis man er ung i dagens Italien, og ens familie IKKE er velhavende, er der simpelthen ingen fremtid. Der bliver ikke job til en sådan ung. Ingen job, ingen bolig, ingen familie. Tænk på, hvis du var udsat for det. Man taber næsten en hel ungdomsårgang på gulvet, de fattige unge taber livet, eller kan vi sige muligheden for det. I en artikelserie i Politiken om dette emne, er man i dag kommet til Italien, blot et enkelt land blandt flere i Sydeuropa, der ser samme problematik (ungdomsarbejdsløshed) i øjnene uden at kunne eller ville gøre så meget ved det. I et interview lavet af Vibeke Sperling siger en professor i økonomi, Tito Boeri: ”Politikerne forstår ikke, at de økonomisk svage unge rammes hårdest. De fleste ældre er beskyttet af fagforeningerne. Men når også familiernes ældre kastes ud i arbejdsløshed, som det især sker i Syditalien på grund af lukning af møbel- og tekstilfabrikker, så brager Italiens traditionelle beskyttende familienetværk, som i de seneste år er faldet i størrelse, sammen!”

Udviklingen får det sorte arbejdsmarked, som ofte består af kriminelle aktiviteter, til at blomstre. Anslået udgør det sorte arbejdsmarked nu 40 % af Italiens samlede arbejdsmarked. Unge i især Syditalien har kun det sorte og ofte kriminelle arbejdsmarked at søge til.

Videre hedder det: ”Mange søger ikke længere et legalt job og tabes så for altid for det legale arbejdmarked. Mange bliver bare hjemme, indtil arbejdsløshed blandt de ældre i familien driver dem ud i kriminalitet”.

  

Eksempel 2.

Midt i Rom ligger som bekendt Vatikanstaten, en stat i staten. Den har selvstyre, drives og ejes af den katolske kirke. Den katolske kirke har skønsmæssig 1200 millioner proselyttere kloden over. Overhovedet er Paven. Indtil fornylig en ældre tysker, der simpelthen smed håndklædet i ringen. Jobbet var vokset ham over hovedet, eller han skulle aldrig have været valgt. Det har man aldrig oplevet før.

Nu har man så valgt sig en ny pave, der skal løfte, forny og fremtidssikre den katolske kirke, tilpasse den en moderne verden, så man kan fastholde medlemstallet, der i disse år falder drastisk. Manden, der er argentiner har valgt at kalde sig Frans I. Personligt er jeg sikker på, at han er et fortræffeligt menneske.

Som turist har jeg besøgt et utal af katolske kirker i Italien (og andre lande), men hver gang er oplevelsen, at interiøret simpelthen er uforståeligt. Mærkelige statuer, billeder, pynt og forsiringer. Ikke givende overhovedet. Slet ikke faktisk.

Frans I. er 76 år gammel. Seksoghalvfjerds år gammel! Kan man forestille sig ham stå i spidsen for en hårdt tiltrængt fornyelse af den Katolske kirke?

Kan man det?

Én af de italienske virkeligheder - Smukt ikke?

Under eksempel 1 er der ikke her omtalt problemet med de mange flygtninge, der strømmer til Syditalien fra Sydøsteuropa og Nordafrika, i håb om en bedre tilværelse og arbejde! (sic!)

Heller ikke er jeg kommet ind på problemerne ved navn Silvio Berlusconi og Beppe Grillo, begge politiske fusentaster. Eller for den sags skyld andre påtrængende problemer i det italienske samfund. 

Verner