søndag den 8. februar 2009

Krise

Ifølge syv danske top-økonomers diskussion i går i Den Levende; Politiken, er den nuværende tingenes tilstand, den værste krise vi har oplevet siden oliekrisen i starten af halvfjerdserne. Der er ingen tvivl om, at de har ret, sandsynligvis er det endnu værre end dengang, det er svært at måle nu i hvert fald.
Det startede med en finanskrise, der efterhånden har bredt sig til resten af samfundet, med fatale konsekvenser for snart sagt hvad som helst. Indtil videre er det blot blevet værre dag for dag og i meget langt tid. Det går ikke sådan lige over af sig selv. Ifølge økonomerne, som deltog i diskussionen, varer det i hvert fald tre år, snarere syv. Syv, tag lige den!
Her den anden dag kom så regnskaber fra div. banker, forsikringskoncerner og ATP. Skeletterne vælter ud af skabet. Nedtur.
Også Danske Bank stillede med et nærmest uhyrligt regnskab. Kæmpe tab.
Nu er det ikke lige sådan, at jeg har et eller andet med Straarup, slet ikke. Jeg skal ikke personligt have straffet nogen. Men finanskrisen, hvormed alt startede, er skabt af finanssektoren, deraf den nu manglende tillid. Efterfølgende har Straarup forklaret sig i presse og tv, og hævdet, som sandt er, at han har ansvaret for sin banks miserable tilstand og meget store tab, men at han ikke alene har skabt krisen. Ganske rigtigt.
Men aldrig har jeg forstået, hvad et sådant ansvar egentlig er? Man kan jo ikke bede manden på topposten betale for det dundrende underskud, vel? Ingen ved det åbenbart!
Hvad man måske kunne have forventet af bank- og forsikringssektoren er, at de i tide skulle have set, hvad der kom og handlet derefter. Ikke?
Jeg er ikke kunde i DB. Jeg er kunde i FB (Forstædernes Bank). Er de så bedre? Overhovedet ikke. Det gik så dårligt, at ledelsen foranledigede et salg af banken til Nykredit, for at redde hvad reddes kunne. Salget blev konfirmeret på en ekstraordinær generalforsamling, hvor de fremmødte aktionærer i FB, deriblandt jeg selv, nærmest blev passet op ved udgangen og forhørt, om man nu havde stemt ja til forslaget! Underlig oplevelse. Banken blev reddet, aktionærerne fik en smule for deres aktier.
- Nykredit?

Nykredits regnskab fra forleden udviste et dundrende underskud!

Verner