Richardt Strauss: Fire sidste sange
Fire sidste sange! Efterkrigstiden har givet dem en vemodig titel. Og sådan lyder musikken faktisk: Strauss tager afsked med alt det kære – livet, kærligheden, den store romantiks halvglemte kunst. Kort tid efter var han død. Ved Torsdagkoncerten sang Nina Stemme de nærmest ubærligt smukke sange, overordentlig smukt ledsaget af RadioSymfoniorkestret dirigeret af Christoph Poppen, pragtfuld dirigent! Hun var det hele værd. Stemmes stemme gløder, som det mørkeste guld. Man kan næsten ikke mærke, hun faktisk hører til de høje sopraner – så varm og rund er den. Betagende også at høre, hvor stemmen bærer i det mellemste leje, og Strauss har jo ikke ligefrem gjort det let, for den sopran, der skal synge hans sange. I det hele taget ikke. Man bevæges, når man hører hende synge f.eks. sidste vers af den 3. sang; Beim Schlafengehen, medens orkesterledsagelsen stiger og falder omkring sangerinden, ja faktisk smyger sig om sopranens stemme;
will im freien Flügen schweben,
und im Zauberkreis der nacht
tief und tausendfach zu leben.
Hvilket på dansk skulle blive til:
Ubevogtet vil min sjæl
let, i salig flugt, hensvæve
for i nattens tryllekreds
tusindfold så dybt at leve.
Det er guf for alle Strauss' fans, og en stor oplevelse at høre disse sange med Nina Stemme og Christopher Poppen i spidsen for DR's Radiosymfoniorkestret!
Verner
