Flamenco i Madrid

Ved et besøg i Madrid for nylig, sammen med venner, var der mange muligheder for oplevelser for en tilrejsende turist, ting, som vi med garanti ikke har herhjemme; en grund til at rejse! I videste forstand er Iberia (Den Iberiske Halvø) lige stedet at rejse hen. Landene på den store halvø er meget forskelligartede fra vores verden, det gælder både geografi, mennesker, sprog, mad, vin, litteratur, arkitektur etc., etc.

Et af de mest fængslende ting er Flamenco. Oprindelig opstået blandt Andalusiens romaer. Musikken har stærke islæt af elementer fra Orienten og Indien, siger altså de kloge. Meget fremmedartet er det ihvertfald. Der findes også stilarter indenfor Flamenco.

Men – en turist skal passe på ikke at købe adgang, til det jeg selv ville kalde et turistteaterstykke, hvor de udøvende har usandsynligt flotte dragter på, foruden at levere et show tilpasset turistens opfattelse af Flamenco.

Det er meget bedre at finde et lille ydmygt teater, hvor den Flamenco, der leveres er oprindelig i stil og udtryk. Det er lykkedes mig både i Sevilla i Andalusien og også her i Madrid. Og så sker der noget. Til den fulde forståelse af Flamenco, hvis det ønskes, bliver det nødvendigt at frekventere bøger om emnet, eller prøve at få en guide til at indføre én i sagerne.

Men mindre kan naturligvis gøre det.

På det lille ydmyge teater i Madrid var der én guitarist, to klappere, en mandlig danser og en kvindelig danser. Og så tog festlighederne fart. Mens musikeren spillede og de to klappere leverede baggrund for danserne, skabte disse en fantastisk dans, sikkert efter alle kunstens regler, hvoraf der er mange.

Dans med hæleklap og stampen i gulvet under infernalsk larm, og en hvirvlende, rytmisk dans, meget fantastisk og vedholdende. Inciterende. Seancen virker som ur-dans og ur-musik, fra en anden tid, et andet sted. Råt og upoleret. Her er ikke tale om skøndans, men om en vild form for dans; stammens oprindelige rituelle danse.

I guitarmusikken, der fulgte danserne, var der i hvert fald denne aften tydelige islæt af maurisk musik. Samtidig virker det, som danserne og de øvrige deltagere bliver høje på udøvelsen af deres kunst. Det er meget utroligt det hele.

Det er Flamenco – det er råt. Det er ikke engang fra Verden af i går, det er noget meget mere oprindeligt. Det er en rejse langt tilbage i tiden! En kæmpe oplevelse.

Verner

Underholdningsorkestret / Adam Fischer

DR Underholdnings Orkestret blev som bekendt udskilt fra DR, en rent politisk beslutning, som med rette er blevet stærkt kritiseret. Det lykkedes orkestret at overleve, men ser det ud til; med reduceret bemanding. Men, never mind! Overlevede gjorde de, og det kan vi være glade for, rigtig glade.

DR har i forvejen deres højt profilerede DR Symfoniorkestret, som er et klasse-ensemble. Intet mindre.

Men ikke alene overlevede Underholdnings Orkestret, men de indspiller også plader, lige pt. en Beethoven-serie med mesterens 9 symfonier. Og så er det med orkestrets tidligere chefdirigent, Adam Fischer, som fortsætter sit virke hos orkestret, omendskønt jeg ikke har fulgt med i, hvor de meget store beløb kommer fra, der skal finansiere dette.

Her søndag (22.10.2017) holdt orkestret så koncert i det gamle Radiohus' koncertsal; i dag Musikkonservatoriets koncertsal.

På programmet var bl.a. Beethovens 3. symfoni; et ikonisk mesterværk. Det blev spillet som optakt til en pladeoptagelse, der har fundet sted i dag (23.10.2017), som et led i orkestrets Beethoven-serie.

Jeg er kommet i den gamle koncertsal det meste af mit liv. Det var derfor dejligt at gense den gamle sal; dog var publikum betydeligt ældre, end det pt. er i DR Koncerthusets sal. Lidt underligt.

Adam Fischer 

Til gengæld fik den udsolgte sal en mesterlig koncert, som ikke laves bedre af de store, berømte orkestre i udlandet. I sær ville jeg sige, koncertens sidste nummer; Eroica, Berethovens tredje symfoni. Det er og bliver et enestående musikstykke, som er second to none. I hænderne på Fischer og orkestret, blev det helt ustyrlig godt spillet. Man kan undres på, om Beethoven selv har hørt det så godt, og så djævelsk inspireret leveret. Præstationen levede helt op til de store forventninger, jeg selv nervøst havde kalkuleret med.

Det blev en overnåde lykkelig søndag eftermiddag. Alle komponistens intentioner blev indfriet vha. af et sublimt orkesterspil. Intet mindre.
Og Hr. Fischer? Eminent dirigent, intet mindre!

Verner


Post Scriptum
For interessens skyld, har jeg set efter anmeldelser af koncerten i dagspressen, men ikke fundet nogen. Dog fandt jeg i et litteratur tidskrift en anmeldelse., som jeg finder er meget på linie med min egen oplevelse. Dog vil jeg give skribenten ret i, at anden sats, en sørgemarch, hos Fischer og Underholdnings Orkestret ikke fik det samme udtryk af sorg; en fyrstes begravelse, stort set, som hos Karajan og Berlinerphilharmonikerne, en indspilning fra starten af firserne. Det er også at sætte overliggeren meget højt!     

Lord Bendtner noch mals !

Heldigvis er Lord Bendtner (et tilnavn han tidligere gik under, medens karrieren fandt sted i England) atter blandt de udtagne i landsholdets startopstilling. Hareide (landstræneren) har set rigtigt. Bendtner nævnes i dag (efter landskampen mod Rumænien i går aftes) som værende lidt for tung. Det hindrede ikke Bendtner i, at være lige ved at score i én situation, og senere så let som en mis, at score på et fantastisk oplæg, et mål, som en umulig liniedommer fik underkendt for off side, hvad der ikke var, og som manden i pausen undskyldte over for Bendtner. Holy shit, da også!

I en næstfølgende situation, blev der korrekt dømt straffe, et straffe, der bliver begået,  fordi superangriberen Lord Bendtner ellers ville have scoret. Stone sure. Eriksen scorede sikkert på straffesparket og nationens drenge førte 1 – 0. Herligt.

Med Lord Bendtner tilbage i truppen har angrebsspillet både fået kant og stor farlighed. Lord Bendtner leverer næsten altid varen, og underholdningsværdien? Jeg, og alle andre vil skrive under på Lord Bendtners evner som underholder – og ikke mindst som:

Målkonge par excellence!

Verner

Oktober

Bugserbåden er fregnet af rust. Hvad laver den her så langt inde i landet?

Den er tung, slukket lampe i kulden.

Men træerne har vilde farver. Signaler til den anden bred!

Som om nogle ville hentes.

På vej hjem ser jeg blækhattene skyde op gennem græsplænen.

De er de hjælpsøgende fingre på en

der har hulket længe for sig selv i mørket dernede.

Vi er jordens.

Tomas Tranströmer

Nobelpristager i litteratur 2011

Digtet stammer fra samlingen Stier(1973). Oversat af Peter Nielsen.

Verner